S_Punch_1892

4 0 6

Saa skal der Penge til mer Politi; Det er den sædvanlige Melodi, Som i mange Aar vi alt kjendte; Men jo mere Politi at der kom, Desto mer i Bladene læser man om Skandaler af drukne Betjente. Om Renovationen ikke et Ord! Mon den skal gaa i det gamle Spor? Ja, det vil nu Tiden vise. Til næste Aar hør den Byen til, Og muligvis'da man have vil En lukrativ Entreprise. Det Hele er noget mysteriøst, Og uden at se just altfor bøst Paa, hvad de vise Mænd lave, Denne Øjenslyst, som er stadig paa Spil, Tilsidst vil gjøre vor Hovedstad til En af dé kalkede Grave.

Der er nu først det elektriske Lys, Der staalende skinner over vor Byes Asfalt, men i Stuers og Sales Butiker og mangen offenlig Plads Der brænder endnu den elendige Gas, Som i dyre Domme betales. Paa Gammeltorv skal der nu lyses op, Men dermed siges der ogsaa Stop! Og Asfalten, som man begyndte, Skal føres videre frem paa Slump; Man har besluttet en lille Stump Af »Routen« at ville pynte . At mørke Gader med toppede Sten Kan stadig brække paa Smaafolks Ben Qg ligger i ravende Mørke, Ja, det er nu Noget, vi alle veed, Men derfor er Folkets Kjærlighed Just ej Magistratens Styrke!

K om m u n a lvæ sen .

Lele Stadens Fiuansbudget — Rigtig en Feinschmeckers Herreret! Det havde de vise Fædre. Nylig har Strøm det forelagt, Og lige paa Timen blev der sagt, At det kunde dog vist være bedre.

gal i Hovedet og Geden gjorde galt. Den vilde nemlig ikke falde i Vandet, fordi Broen var nymalet, hvilket ubetinget varen Vandgang. Det kunde more mig at vide, om » Valdemar « virkelig skal op anden Juledag. Og om Valdemar skal være » Valdemar «. Nemlig Valdemar Price naturligvis. Og om vi ikke kunde faa C ollin og Ø sterg a a rd til at sætte Ord til, ligesom de har gjort ved »et Folkesagn«, da den ellers nok faar Ben at gaa paa, og om vi ikke kunde faa lagt nogle Sange ind, som kunde afsynges af Hans B eck og V alb org J ø r g en se n og Fru Reum ert. De kan dog vist ligesaa godt som C h arlotte hos Abrahams. Saa vil jeg ogsaa nok spørge, om vi ikke skal spille »Bygmester Solbær « eller hvad han nu hedder. Og hvem der saa skal falde ned og slaa sig ihjel. Og om Vedkommende skal slaa sig rigtig ihjel, hvad jeg synes var det rigtigste, og hvad han vist ogsaa blev nødt til at gjøre, hvis det var paa Dagmar. Eller om det er nok, at han knækker Halsen paa Rollen. Hvad der er meget nemmere. Men for Resten vil jeg ikke mere have noget at gjøre med at give gode Raad. Jeg siger, ligesom A n d ersen sagde ude paa Kasino , da »Kolumbus« gjorde Lykke, skjønt han ikke vilde have det op: jeg toer mine Poter.

T h ea te rk a tten spinder.

Det er en daarlig Verden, vi lever i. Men man kan labe sin Mælk i sit -Ansigts Sved, man kan give Pote til Kreti og Pieti, man kan krumme Ryg ,ligesaa meget man vil — Utak er og ’bliver dog Verdens Løn. Pris Ingen ilykkelig, før han er druknet — disse Ord af en gammel græsk Viskat burde man aldrig glemme. Jeg havde nok i længere Tid

mærket, at Kammerherren havde en daarlig Samvittighed. Han hang saa underlig med Halen, og naar han kom i Nærheden af mig, sænkede han Ørerne. Naar han skulde give mig Poten, rakte han mig altid kun den ene Klo, og saa mimrede han saa underlig med Knurhaarene. Jeg fik Mistanke om, at der var Ugler i Mosen. Saa forleden Dag kom det — ved Opførelsen af » D inoralu. Jeg stod i Kulissen for at lade Tæppet gaa — saa kommer der et hvidt Gespenst dukkende op fra Maskinkjælderen. Det var en Ged. Nu beder jeg Dem betænke: en Drøvtygger paa vore klassiske Bræder. Jeg siger naturligvis strax til Maskin­ mester, at han skal føre den Drøvtygger ud, men Mennesket staar og ser saa løjerlig paa mig, og saa siger han, at den skal bræge med i Operaen. Jeg bliver rasende, løber ned til Kammerherren og spørger, hvad Meningen er. Kammerherren blev meget forlegen, han spandt og knurrede, men tilsidst maatte han dog mjave Sandheden ud: Geden var virkelig bleven ansat som Operabræger ved vores eget kongelige Theater. Dette er altsaa Lønnen for min mangeaarige gode og tro- Tjeneste, som Enedyr her ved Theatret, at man ansætter et Kreatur, som allerede nu er i 2 den Mælke-Feu-Klasse og som sandsynligvis vil rykke op i første før eller senere. Til­ med har jeg allerede mærket, at den har et Horn i Siden paa. mig. Ligner det nu noget? Saa skulde de meget hellere have ladet være at spille den Opera. Det er naturligvis godtnok, at Theatret sørger for, at vi faar det nye at se, som de laver i Udlandet, og den Hr. M eyer b e e r , som har komporeret den, er vist et lovende ungt Talent. Men Kammerherren kunde dog gjerne have sagt til H. C. A n d ersen , der jo har oversat Texten, at den Ged maatte han se at skaffe os af med. Skulde vi saa endelig have den, saa har vi jo Operasangere nok, der sagtens kunde have spillet den Rolle. Jeg selv havde saamænd ikke været bar.ge for at tage den, hvis Kammerherren havde bedt mig rigtig pænt om det. Men, som det nu er, er den Ged ubetinget en Buk. Det gik da ogsaa galt med Stykket. Kapelmesteren var gal, det vil sige, det var den gale Kapelmester, nemlig Rung og ikke Svend sen. Fru Lritken bliver gal i Stykket, jeg var

G am le S k a d e r o g n y e

D e t er ik k e alle Y egne, F o lk e r glade I d enn e h e rsen s glæ delige Ju l, H o s E v ro p æ e rn e i I n t e g a d e S ta a r K u lø re n saa dan m ellem grøn og gul. D e t en este, som S in d e t h e r forlyster, E r en forløben stille S v e n d T r ø s t e r , Som h a r b e g a a e t sp lin te rn y B e tise r Ig je n p a a Melo d o n ten : „ U n g e Y i s e r .“ Og dog h a r v o rses egne E v ro p æ ere D e t n æ ste n som i A b rah am ses Skjød Y ed S id en af de Godtfolk, d e r sig n æ re I F r a n k r i g af p o litisk L evebrø d. D e r neg les de som F lu e r p a a S k andalen, Som F a c it b lev af P a n a m a - K a n a le n , F o r T id en er d et sto re S p ø rg sm aal b ræ n dende. H v a d S tra f d e r v e n te r „ G e n n e m b r u d s m æ n d é n e “,