S_Punch_1892

M b

Fra Punch’s Zoologiske Have. ju le b o g for S to r e og Smaa.

da capo efter hvert Kapitel, og Børn hvisker som dansende Alfer et „Godnat“ over hendes Grav. Men naturligvis er der Idioter, som forvrænger hendes Ord. Hun har sagt, at det er „en fortvivlet Mening hos Skue­ spillerne, at Repertoiret kan indrettes o. s. vJ‘ Altsaa fremstiller hun ikke sin Modstander som en ildesindet, men som en f o r t v i v l e t Mand, der ikke fordrer, at Repertoiret skal, men at det k a n indrettes efter hans Ønske. Og dog er det et Faktum, at Theatret blev nødsaget til at opføre „Hamlet“, blot fordi Hr. Høedt vilde debutere i Titelrollen! Af Programmerne kan det altsaa historisk bevises, at Fruen har haft Ret i sin Beskyldning. Men alligevel omtaler hun sin bitre Fjende med en saa blaa Hensynsfuldhed, som kun den Ypperste i Kunstens Rige kan udvise. løvrigt beklager jeg, at jeg ikke har kjendt Droske- kuskens efterladte Breve. Jeg vilde da have haft et nyt Argument for, at Hr. Høedt var kommen slem t op at kjøre. U d g iv e r e n. Den ilte December. For en subjektiv Iagttager er det ej uklart, at Fru Heibergs maniererede Stiliseren har været noget utaalelig. Hun var derfor en stor Kunstnerinde. Paa den anden Side har H øedt ej været uden Indflydelse paa Droskekuskens Tømmeføring. Enhver, der har set Dr. R y g e i hans Ung* domsaar, vil i hans Spil' have sporet en analog Paavirkning af F r y d e n d a l. Høedts Bestemmelsesret over Repertoiret var derfor ej uforklarlig og kan næppe omtvistes, ligesom det er indlysende, at Bestemmelsesretten laa i Fru Heibergs Hænder. Heraf fremgaar, at Fru Heiberg har haft R et i sine Udtalelser, og H øedt ej Uret. Det eneste klare Stand­ punkt for en Nutidsopfattelse er derfor at tage Afstand fra dem begge, medens man tilkjender begge Parter sin Sympathi. A . F . P e te r s e n . Den 14de December. Hr, R e d a k tø r! — S trid e n m ellem F ru H e ib erg og H ø ed t h a r sa a sto r B e ty d n in g for N u tid en s A an d siiv og v o rt T h e a te rs F rem tid , a t den ik k e tilstræ k k e lig k a n drøftes. D e t b ed es dog bem æ rket, a t n a a r den om tv isted e S æ tn in g læ ses i sin F orbindelse, m aa den h en fø res til P r o f . N i e l s e n og ikke til H øedt. Im id le r­ tid h a r F r u H e ib e rg ik k e sa g t „H r. N. eller H r. H .“, m en „H r. A. eller H r. B .“ S la ar m an efter i v o re S k u esp illern av n e, vil ,,H r. A .u k u n p asse p a a H r. A b r a h a m s og „H r. B “ p a a H e r m a n B a n g (idet „ H r.“ d a m a a v æ re en F o rk o rte lse af „H erm an “)._ M en h v e rk e n A b rah am s eller B a n g levede p a a F ru H eib erg s T id, a ltsa a m a a B ogen hen føres til en senere Dato. D e t lig g e r d a n æ r a t an tag e, a t „ E t L iv gjen o p lev et i E rin d rin g e n “ sk y ld e s den n o rsk e F r u G ix n n a r H e i ­ b e r g . I h v e rt F a ld m aa d e t først bevises, a t d er o v e rh o v ed e t h a r e x iste re t n ogen d an sk F ru H eiberg. M en a t den ne ik k e h a r b e n y tte t en sa a gu n stig L ejlig ­ h e d til a t an g rib e sin b itre ste F jen d e, e r tillig e et V id n e sh v rd om, a t h e lle r ik k e H r. H ø e d t nogensinde k a n h a v e e x iste ret. J e g fo reslaar derfor, a t D e b atten b e g y n d e r forfra. E n I n d s e n d e r . E fterskrift. Det forekommer os, at den sidste ærede Indsender^har ført den mindeværdige Strid til en lykkelig Afslutning. Kraverne er døde, er Historien ude. Pun ch. Naar

N u Punch's Drenge, gamle, smaa En herlig Billedbog skal faa. Han selv i Zoologisk Have Sin Mave grinte tidt af Lave. H e r ser I først, I kjære Børn, De norske Nordmænds norske Bjørn, Trods sine Labber næppe napper Han dog Kong Oskars norske Lapper. S om Lama maa R iis-K n u d sen spytte I Bøssen for at gjøre Nytte, Som Rosen Torne har, saa hærger Ko-Thumen her hans R o sen b e rg e r. I ved jo, en Kamæleon Tidt skifter om sit Klædebon : Før H o lg e r var smaa Sortes Plage, Nu er han kun Sankt G e o r g s Drage. M o n Magistratens Murmeldyr Vort Raadhus virkelig fornyer? Naa, selv om de nu skulde faa det, De sover dog blot stadig paa det. I Integade, kjære Læser, Der findes visse lange Næser, Thi er en Sprøjte ret kapabel Til Mudder, maa den ha’ en Snabel. Naar Ræven miste maa sin Bælg, Staar Hævntørst ham ud af hans Svælg, Til Trøst for Kjolen dog Ex-Præsten Faar næppe Go o sen under Vesten. M ed røde Strimer i sin Hale Søm Paafugl kunde B entheim prale, Men, da man Stadsen af ham plukked, Selv Kjøge Høns lo, saa det klukked. E n Støver rundt i Norge bissed, Tilsidst dog atter hjem den trissed — Hr. Man ban g farca pellas ex, Han kommer dog igjen — hos Rex. H, Ler ser I gamle Skamdrup i Sin egen hyggelige Sti, Af ham faas Farvetinte-Finker Og literære — naa ja: Skinker.

tø , A \

o v y

N u lukker Punch sin Billedbog, Og blev af den Du end ej klog, Saa var det dog lidt Tidsfordriv At se paa Havens Dyreliv.