S_Punch_1892

394

A f disse gode Grunde forekommer Det os at være baade sandt og vist, A t Venstrepressen er den bedste Dommer, Naar Højres Delegerede har Tvist; Og, har de ingen, skal en Journalist I Venstre nok ransage sine Lommer I Mangel af et Nøglehuls Udfrittelse, Til her han finder Tegn paa Højre-Splittelse. Hvem var Katten? /få

H ø jre - o g V en stre-D e lege red e .

s * G ~ r Ø i j E n D e b a t , s e t i F u g l e p e r s p e k t i v . L j .

Den 2den December. I F r u H e i b e r g s gjen o p lev ed e tre d je D el af sit L iv s E rin d rin g er, Side 109, læ ses følgende S æ tn in g : „D et er i d e t H ele ta g e t en fo rtv iv le t M ening hos S kuesp illerne, a t e t R e p e rto ire a ltid k a n in d re tte s efter om H • A. e lle r H r. B. k a n faa L e jlig h e d til a t sp ille “. Som a h id n a a r d e tte rT eibergske S p ro g fo r LTko n­ firm ered e sk a l læ ses af D ann ede, m aa S æ tn in g en fo rud om skriv es i n a tu rlig e O rds k ry sta lh im m e lsk e K la rh ed . Og d en vil da ly d e sa a : „D et e r hos e t T h e a te rs A g eren d e sn a rt sa g t en fo rtv iv le t M ening om R e p e rto ire t, a t d e t k a n af D ire k ­ tio n e n a ltid læ g g es til R e tte , g iv en d e H r. A. e lle r H r. B. L ejlig h e d til S p il“. M en til h v em h a r F ru e n sig tet, d a h u n m ellem to R o lle r frem læ sp ede denn e D u ft-R ep lik til sin b e u n d ren d e E ta tsra a d ? — A l E rin d rin g e r om sa t F a n ta si. M en i h en d es E rin d rin g e r s ta a r for h en d es F a n ta s i k u n en. en este „H r.“, nem lig H r. H ø e d t . N a a r h u n sig e r: H r. A. e lle r H r. B., m aa h u n a ltsa a i begge F a ld h a v e for T an k en H r. H ø ed t. B o g sta v ern e A. og B., b e te g ­ n e n d e sam m e P e rso n , m aa d a v æ re to B e te g n elser for d e t sam m e B egreb. M en i d e tte L a n d s S p ro g findes k u n to Ord, d e r opfy lder B e tin g e lsen ; d e t e r O rdene: A b e k a t og B a v ia n . S a a v id t k a n V au d ev illeriet d riv e en sto r K u n s tn e r­ in d e og e t lille M e n n e sk e : F ra sin G ra v se n d e r h un h u n d sv o tsk e Sm æ deord efter den sto lte K u n stn e r, der selv h a r læ rt m ig, h v o rled es K o n g R e n és D a tte rs F o r­ lovede sk a l s p ille s! S a a d a n t In d b lik i F o rtid e n s b ru ta le F o rd um m else v il for a ltid h av e a fre v e t G lorien a f d en n e R e p ræ se n ta n tin d e for L a rs D in esen s K u n st. Æ . . . B æ h ! . . . Den 5te December I Anledning- af afdøde Fru Heibergs interessante Overfald paa afdøde Hr. Høedt, har jeg tilfældigvis fundet nogle efter­ ladte Breve hos en afdød Kusine til en Onkel af en Kone, der var gift med en Droskekusk, der gjentagne Gange har kjørt for Hr. Høedt. Det fremgaar af disse Breve, at Høedt aldrig med et Ord har betroet Droskekusken nogetsomhelst Ønske om at faa Repertoiret „indrettet“ efter sit Hoyed. Skribent- indens løse Paastand maa derfor haanlig vises tilbage „iiber allen Heibergen“ . L arsen , Postbud. Den 7de December. Det er sa a naturligt, a t alle T ank er og In tere sse r for Tiden kun d re je r sig om F ru H eibergs gribende E rindringer. Voxne Læ sere ra a b e r bevæ get B ravo og

L/et fæle Højres Delegeretmøde Er altsaa overstaaet denne Gang.

Det tog Humøret fra de stakkels Røde Og fra hver blakket Sjæl i Dannevang, Hvis Presse lider af en dybtfølt Trang Til Krydderi paa sammes Spalteføde, Hvis Aarsag den trakterer med en lækker Ragout paa »Splittelsen« i Højres Rækker. Ak ja, for Venstre er det dog en Trøst, Naar det hos H ørup „mit Umständen “ hører, A t J. S cavenius , den faldne Fører, Med D inesen skal have havt en Dyst, A t B entheim kjønt og næsten sandt afslører, Hvorlunde L arscs Haand og J akobs Røst Med megen Mas og Rødmen udi Kammen Blev i »R eso lu tionen« smeltet sammen. Den Ting er desforuden klar og ren, At, naar paa Mødet sammen Højre tygger, Resolutionen bliver ikkun en; Mens Venstre, naar det holder Møde, brygger Og vedta’er allermindst tre-fire Stykker. For saa vidt er det paa den grønne Gren; Det er jo Mængden, som det kommer an paa, Og Venstre mange fik at holde Stand paa. Og hvad Endrægtigheden anbelanger, Saa har det ene Møde, Venstre holdt, En Glorie, hvormed endnu det pranger, Naar ned ad Højres R yg det løber koldt; Thi, medens Venstre var med Tvedragt svanger, Dets Delegeretmøde har med stolt Enstemmighed dog kunnet proklamere, A t det var bedst, man ikke a fho ldt flere.