S_Punch_1892

391

M and en med Jaernm aven . (Det banker paa Døren. Variété-Direktøren farer op fra Sofaen og gmder Øjnene. En resigneret Herre træder ind.)

— Jo, det kan jeg saa mavelig, Hr. Direktør! . . . Det er min bedste Plaser at gaa har altid været saa essige efter at skrive; men ligesaa meget de kan smøre sammen, lige saa meget sluger jeg. — Saa maa De kunne gabe højt. — Gabe, . . . som om d e t var en Kunst. Der findes ikke de Værktøjerier i alle Landets Lavg og Professioner, som jeg ikke har maattet gabe over. — Var d e t indbringende? — Nej, men jeg har da ogsaa været paa Galehus og ædt blødkogte Hjæmer ligesom Pærekompot. Det var drøj Kost; derfor maatte jeg bagefter ha’e hele Kjøbenhavns Renovation ind at forfriske mig paa. — Og d e t kunde De fordøje? — Hvad skal man sige! . . . Naar man har Kost et Sted, maa man jo ta’e den Føde, der bydes. En anden Gang maatte jeg æde mig ind i Tugthuset, men der gik det galt. En Fængselspræst havde lavet en Beretning, som jeg fik forkert i Halsen, og saa igjen. — Naa, . . . det er altsaa dog ikke Alt, De kan faae i Dem? — Jo, bevares! . . . La’er De f. Ex. min Ven R iis- K n u d s e n spille et moderne Lystspil for at overbevise sine Abonniner om, at han kun vil spille tyske Tragedier, eller la’er De ham spille en tysk Tragedie for at overbevise sine Skue­ spillere om, at de kun kan spille Lystspil, i . : saa skal De bare se, hvordan det altsammen gaar i mig li’som varmt Brød! — Ja, det er nu saadan aandelig Føde, men . — Jeg har da ogsaa været paa Bunden af Øresund for at drikke Søvand! — Uha, det var en fæl Vandgang! . . . Hvad smagte d e t af? — Det smagte naturligvis af Skibe. — Sa’e De Sc hi we? — Og for ganske nylig har jeg ædt en hel Droske i mig. — Naa, . . . den »Buk« har De ogsaa begaaet! Saa kan jeg nok forstaa, at det kjører rundt for Dem. Men hvorfor la’er De Dem kudske til at tage saa vældige Bidder? — Bedste Hr. Direktør! Hvad har et Par Lavgsvæsener og et Par Renovationsvogne, et Tugthus, lidt Øresundsvand og en Droske at betyde, naar man dog skal liste om med en ven­ skabelig Mine og i al Hemmelighed opæde alle Kjøbenhavns Fæstningsværker? Derfor har jeg nu ogsaa tænkt paa at gaa paa Kunsttourné Jorden rundt uden Penge. — Det skulde De gjøre . . . De er i alt Fald kapabel nok til at slaa Plader. — Vil De fornærme mig, Hr. Direktør? . . . Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa, at vi er 11,000 Artister, der kan gjøre det samme Kunststykke. O l s e n bevidner. — Naa, . . . De er altsaa enten gal eller Troldmand? — Ingen afDelene, . . . m en je g h a r i to Ma a n e d e r v æ r e t A b o n n e n t p a a »Da n n eb r o g« .

og guffe Breve i mig. Skuespillere

— Undskyld min Høflighed! . . . . Tør jeg spørge Hr. Direktøren, om Hr. Direktøren er hjemme? — Optaget! . . . . Gaa over til Gjenboen! . . . . Jeg gi’er aldrig Fribilletter ved Dørene. — Mange Tak. Jeg vilde ellers mere spørge Hr. Direk­ tøren om, om Hj. Direktøren kunde have Lyst til at være Millionær? — Hm, jo . . . . o; naar man ikke har andet at be­ stille, saa . . . . De har muligvis en Plads ledig i den Branche ? — Det er, hvad jeg har! Hvad mener De om en Penge­ kasse saa fuld af Guldstykker, at Deres ærede Hr. Gjenbo maa laane a’en, naar han vil bestille sig et Gravsted af Ærgrelse! — Nu er jeg med . . . De er Artistagent? — Impressario, Hr. Direktør. — For hvem? — For mig selv. La’ De bare mig optræde; jeg inde- staar Dem for, at Deres ærede Publikummer skal gi’e Aftens­ maden fra sig af Forbavselse. Saa har De jo altid tjent den. — Se, se! . . . Med Forlov, hvad arbejder De i? — I Fortvivlelse. Jeg har maattet døje saa meget, at jeg nu har lagt mig efter at fordøje. Ved flittig Træning har jeg været saa svineheldig at blive altædende. — Saa gaa hen og grynt Deres Nød for Dr. S c han­ do rph; han har altid Brug for den Del af Naturhistorien, som D e hører til. Mine Artister lider ikke af Svinsot. — Jeg maa gjøre Hr. Direktøren opmærksom paa, at Deres ærede Hr. Konkurrent paa den anden Side Gaden har engageret en Jæmmave. Jeg tilbyder Dem en dobbelt-kobber- forhudet Patent-Pandser-Mave. — De ta’er Munden fuld, min go’e Mand! — Det gjør jeg, . . . af alt muligt. Her skal Hr. Direk­ tøren se min daglige Spiseseddel: S u p p e .En Pølsepind. F i s k .Rokkeho’der med sammensmæltetSmør. M ellem ret . . Præmierede Versefødder med Knyster. S t e g .Ænder, siuges raa. D e s s e r t . . . Barometer-Rundstykker med Pickles. V ine: Chåteau de Bogtrykkersværte, . . . Udblødt Trykpapir, Smaa Sorte. — Den er forholdsvis temmelig go’! Spiser De alt det paa een Gang? — Nej, paa Tro og Love. — Kan De ikke ogsaa nyde interessantere Gjenstande?

sat sigpaa

maatte jeg gi’e det Helefra mig

For stakkels H ø r u p det falder lidt svært Paa Maatten sig her at holde, Den lille R eplik faar man aldrig lært I den højeste Oplysnings R olle. B li’er hans Referent heldt ud med Magt, Til Nøglehullet han Øret har lagt Og slider saa i det med Pennen Til Trøst for H ø ru p , som, rent ud sagt, »Er frygtelig spændt paa Enden«. — Den I lte Juni har Venstre grædt Sig mangen Pot Vand udaf Øjet, Da fødtes det e s tr u p s k e Kabinet, Som det i saa lang Tid har døjet: Men denne famøse December-Termin, Hvor Højre møder med fast Disciplin, Er næppe det trøstende Ords Dag For Venstre; saa denne Terminsdag som hin Er ligervis » F a n d e n s G e b o r sd a g « .

Paa Nytorv stopped’ den nye Debat Om Borgernes Ører og Kroner, Nu drømmer man sødt om en Huslejeskat Og A fgift af Børn og Koner, H uldsalig smiler B o r u p til K l e i n ; Thi saa er der ingen Ting i Vejen Med Kassen, der svømmer i Herlighed, Især hvis her ogsaa skal løses Tegn Til at dyrke den fr ie Kjærlighed. — Dog, mens paa Forhandlingens Overdrev Her er noget tomt og øde, I H ø jr e dets D e le g e r e d e blev Kaldt sammen i Dag til Møde, Skjønt Venstre forsikred’ hvert Øjeblik, A t Højre slet intet Møde fik I Aar af diverse Grunde. — A t Venstres dito i Hundene gik, Forties saa nogenlunde.

D ecem berterm ino log i.

V, . ort Folkekammer for Tinen har N ok en af de længere Pavser, Hvori man maa give Afkald saagar Paa C h r is t e n s e n S t a d ils Flovser. Den Tavshed, der raader i H ©g s b r o sAsyl, Skriger just ikke som Fenris’s Hyl,

Naar i Fimbulvinter det runger; Diæternes milde December-Idyl Har standset de rappe Tunger.

M ed d ette N u m e r fø lg er et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .