S_Punch_1892

386

Selv J e . K. L auridsen , som aldrig dyer Sig for at hævde Vælgernes Selvstændighed, Sit f r ie Votum satte over Styr. Smukt for den »evropæiske« Nødvendighed Han bøjed’ sig, skjønt han lod ikke skjule, A t Valget var kun ren og skjær Elendighed. — Han har vel sagtens følt sig som en Smule Graaben imellem tvende haarde Negle Ved Valget af den løseste blandt Fugle. Hvis han sin egen Sø lod Korsgaard sejle, Saa fik »den lib e ra le « paa Planeten, Og, fandt man sig i denne M arstrands Kegle, Saa sved det slemt til — L ib e r a lite te n . La Chanson danoise fin-de-siècle. (Conférence françai :e par M. Punch , de VAlliance danoise, Paris, traduite en Danois), Mesdames , messieurs! Naar man taler om Sangen i Danmark, kan man skjelne mellem den officielle Sang og den private. Den officielle Sang understøttes af Staten — negativt ved, at nogle af de værste Skraalhalse hvert Aar sendes ud af Landet med saakaldet Stipendium, idet man indbilder dem, at det er, for at de kan uddanne sig; positivt gjennem Statens kontrollerende Myndighed, der udøves gjennem en Sanginspektør og en Vise-Admiral. Desuden lønner Staten nogle særlig ud­ mærkede Sangere, de saakaldte Kammersangere, af hvilke de ogsaa som Søhelte bekjendte P e te r Schram og N ie ls Juel er de mest populære. Den private Sang dyrkes af alle Danske ligefra Vuggen, hvor den synges af deres Mødre, til Kisten, hvor den synges af Kvinder, der godt kunde have været deres Mødre. Begge Dele er til at falde i SøVn over. Som et Bevis paa, hvor højt Sangkunsten er anset i Danmark, kan nævnes, at medens to berømte Søhelte, som anført, er ansatte i den officielle Sangs Tjeneste, er Feltherren R an tza u , der i sin Tid slog Svenskerne efter Noder, en af de mest bekjendte kjøbenhavnske Visedigtere, og at en Kritiker som G eorg B rand es ikke forsmaar en lille Gjæsteoptræden i Kjøbenhavns Koncert-Palæ. Man har i Kjøbenhavn en særlig Art af Sangerinder, de saakaldte Operetteprimadonnaer. De har enten Stemme og er

Og som er hjemsøgt af Allandsens Plager, Især naar S t . Octavius holder Tale, Har dog den Lykke, at det har en Bager, Som, naar med Sammenholdet det er sløjt, Med Fasthed Diktaturet overtager. Ham maa man lystre, skjønt det falder drøjt A t sluge de Kameler, han serverer; A t knurre nytter ingen Sjæl en Døjt. Forgjæves En og Anden protesterer Imod at faa valgt K orsgaard ind som Lem I Styrelsen, som her Steds vegeterer; Thi M arstrakd siger ganske ligefrem: »Saafremt I Asner lader K orsgaard dumpe, Ta'er jeg mit Rejsetæppe og gaar hjem!« Og, efterdi den liberale Pumpe, Som Kassen gaar paa, trænger til at spædes, Maa man des Aarsag kjønt sig lade lumpe. Thi, dersom M arstrands Villie overtrædes, Og han des Aarsag ta’er sit Rejsetøj, Vil kun med Savnets Taarer Pumpen vædes. Saa det er altsaa ingen billig Spøg A t vælge Tillidsmænd i den Forening, Hvis ikke »Tilliden« faar Lamperøg. Man har kun at ta’e Gift paa M arstrands Mening: A t K orsgaard er en grumme herlig f y r , Der bør ha’e Tillidsposten i Forlening.