S_Punch_1892

230

Freden, Freden, pas paa Freden! Den ær hele Religheden, Det vil sige, den ær ganske Passende Moral for Da n s k e . Nord for Kattegat maa No r s k e n Nok gi S v e n s k e r n e paa Torsken, Ok i Riffelringerike Har man Lov at føre Krige. For det »rene Flag«, jæg laved Som Pendant til Renhedskravet, Skal hver Normand ufortrøden, Naar jæg kalder, gaa i Døden. Derfor Munnen jæg ok Pennen Bruker, til jæg faar paa Ænnen Vendt mot Svenskerne Kanonen Ok gaar ut av Unionen.

©eer ©e, £ r. üíebaftpr, je Ijffver, iont ©e natprligbis no! fan inbfe, inte til be £piftbeffattebe Ijer t S3t)cit, men jeg bar bog tolo ©ange om s2laret ben ©læbe og jfarnøielfe at faa Seføg af m in Sfobcmefier, for jeg ffal nemlig fige ©em, je b iir immer faa glab be'b at fe ban, at jeg altib beer ban om at fe op igjen ett anbeit ©ag, b»i« ban« S ei ffulbe falbe ber forbi. ©e fan berfor nof tcenfe ©em,

rreden, Freden, pas paa Freden! Den ær meer æn Troskabseden. Ær der Fred ok ingen Fare, Kan vi slike Paahit spare. Fred ær mit ok Tidens Løsen, Fred for Drængen, Fred for Tøsen, > Fred for Skjælmen, Fred for Bøllen, Saa faar Saken Vand paa Møllen. Selv en liten Blodsutgydelse, Kalder jæg en stor Forbrydelse; Derfor baate Prest og Slagter Jæg for Sakens Skyl foragter. — Kat og Mus og Hund og Hare Freden, Freden, pas paa Freden! Den ær mer æn S l a g paa R e d e n , Æn av Myrdelyst at holle Mot C a r l G u st a v Stad og Volde. Bædre fredelig ta Flugten Æn at slaas i Kogebugten. Fredens Værk er dok wass anders Æn N ie l s E b b esen i R a n d e r s , Æn ved F r e d e r i t s at myre Tyskens skikkeligste Fyre. Bædre er at gaa til Grunde Æn et Is t ed ok My s und e , Æn en Kamp om Fædres Grave For at faa sit Led i Lave! — H e l g o l a n d og Dy bbø l Banke Glemmes snart for Fredens Tanke. Enes skal i samme Skare, Hvor ej Krokodillen græder, Men forsaker Kødets Glæder.

at jeg bleb fprøitefornøiet otter at børe, at bi m i ffulbe babe et npt Sftaabbuø tit tre SJtillioner drotter, for bet er bog faa ra rt at faae noget rig tig bcerbifulbt for fute fßengc, o g 'n a a r at gobe fftaab er børe, faa fan begribeligbis gobe Øtåabbufe beüer inte bcere billige. 3fcg bar berfor forleben SIftning oppe paa fRaabffuen for at bpre paa, om bet nu o8fe enbelig ffulbe blioe til noget, og ©e fan tro, bet bar cn reen © b ir at børe m in gamle Sen, ftimmerberre og ©taSjeraab SDtelbabl fritifere i f t p r o p s ©eiiting t il bet npe 9faabb_u«. <3eer ©e, jeg maatte natørligbis gi ©taSjeraaben 3?et i at be bar none ubélbie gorbolb, at geft* falen laa fa it oppe i anben ©taøje, og ben ooerbceffebe ©aarb iaa inte ncer faa bøti oppe, faa bet bar meget ubefoemt fo r be bife gccbre, naar be obenpaa en bebre SiftrupSmibbag ffulbe ner i ©aarben; ban foreflog, at bet npe SftaabbuS ffulbe fae Slabniitg i ©tueetaSjen, for faaban brugte man i 3talicn. jftaa, jeg bar nu immer fønte« faa møiet gobt om tamm er* berre og ©taSjeraab SD ielbabi« Særffomfab i tom p ttrn , lige ftben at ban flog et bcelbigt © lag for be fmaa Slnftalter, fom ©e nof becb, at ber ogfaa font een af ffraa« for tunftafabe* miet, og fom ©øfferne bruger til at tage iub og fpre af paa, faa jeg troer nof, at, fat« ban faaer Soo til at (aoe om paa fftørups S ian, faa b il ban oSfc faa noget monumentalt ub af ben, og ittiebeüer inbffrcettfc Ubgiften til bet meft Sftøbtøftige. ©erimob funbe jeg inte ocere enig meb fRaabmanb ä lb ra * b a rn « i, at ber ble for meget ffSlabs i bet npe SffaabfatS, for ber ffal bog ogfaa bære $u8rum til atle be UbbalgSbetænf* ninger, fom 5Dia.giftraten laber i bet næfte Slarbnnbrebe. Slien fe nu mener jeg, at bni« for ©fempel at Sorger* reprcefentanterne ffulbe fasfere fjfprops S ian og faa babbe S rug for en anben, faa funbe jeg maaffe faa ben lille Seberanggjé, Seg bar nemlig ogfaa labet Sianer til forffjetitge offentlige Søgninger, faafom en teglebane og en tarruSfelbane, og til ben fttfie bar jeg enbnu eit ©fibfe,' faoraf jeg fan fe, at bett maoelig fan bruge« til et Waabbu« fa r i Søen, for ben er ogfaa faa fanftgtømcesfig iitbrettet, at man, om bet ffa l bære, fan