S_Punch_1892

2 2 6

Som intet Provisorium forskrækker, Og med Agurketidens bedste Føde, Er det i den Grad sørgelig bevendt, A t Venstre holder Folkemøde Med tre Mand og en Referent!

S ø r g e lig e T id e r.

Selv i den Presse, som saa uforsagt Paa Folkesagens Fremgang troede, Har B a d s t u e s t r æ d e s unge Pode, Den haabefulde O v e R o d e , Sin Rang og Værdighed nedlagt I den »bevidste Folkemagt«, Og E ed v a r d B r a n d e s møder ikke mer Med »Kjøbenhavns Erobring« paa Programmet; Hint Formaal, som saa mange fler, Har Skjæbnen, eller Lucifer, annammet, Saasom Partiets onde Genius I Form af et 0. M. hos P e r S c a v e n iu s Har afklædt E e d v a r d for hans gode Navn Som Kritiker, og det i „ K ø b e n h a v n ^ . j f l V f ø w Dagspressen i Bavlerup har nylig været Skuepladsen for en Begivenhed, der muligvis vil give Stødet til en »evropæisk« Konflikt. De lokale smaa Sortes Filialorgan, der er opkaldt efter Byen og hedder Bjavleriip, — efter den moderne Stave- maade kommer det nemlig' ikke an paa et »j« mer eller mindre, — har efter Sigende anskaffet, sig en ny R edaktør og derved opnaaet en vis Grønhed i det Sorte, saa at den oprindelige Inte-Farve tegner til at blive stærkt meleret. Da denne Begivenhed kan være alle Udenforstaaende saa knusende ligegyldig, vil vi naturligvis ikke undlade at ind­ vie vore Læsere i dens historiske .Enkeltheder: Den I 2te dennes blev Bavlerups omboende Landliggere, — de eneste, der afbenytter Bladet til Jernbanelæsning og andet Forbrug, — overraskede af følgende Meddelelse: „Nu k a n j e g ik k e m e r e ! N u g a a r je g ! J e g v il v æ d d e 5700 K r. 70 Ø re m o d en , so m k a n la a n e s h o s J o h a n o g g æ ld e r for ti, a t e n h v e r R e d a k tø r v ild e g jø re d e t sa m m e i m it S ted . F o r tr e M a a n e d e r s id e n m a a tte j e g io r v is s e A a r sa g e r s S k y ld ta g e m ig e n P e r E r ø n d u m m e r , i H a a b om d e r v ed a t str a m m e B la d e t op. J e g tilsta a r , a t j e g d en G a n g h a v d e e n T a n k e . K u n d e j e g fa a M e n n e sk e d y r e t, d er a ltid h a r v æ r e t B la d e ts le d e n d e A a n d , t il a t k r a v le op a d d e n a f m in n y e K o lle g a m e d b r a g te J a k o b s -S tig e , m e n te j e g a t k u n n e fa a m in e u d la g te M u lk ter o g m in e s p ild te T Jm y n d ig h ed sa a r tilb a g e . M en d e n fo r sø g te G u ld k u r m is ly k k e d e s _g a n s k e : B rø n d u m m e n g ik m ig t il H o v e d e t, o g d er g iv e s so m b e k je n d t H o v e d e r , d er a f N a tu r e n er e n S m u le s v a g e E t S k ifte — s id s te K v a r t e r ?

H v is salig C h r e s t e n Po v e l se n I disse Dage gik igjen

Og vilde for en Gangs Skyld søge Som ramme Alvorsmand at spøge Imellem H o l s t e b r o og Kj øg e , Saa vilde ganske vist i smerteblandet Forbavselse den salig Folkeven Med Spørgsmaal bombardere Landet Om, hvor mon hans halvfems Procent a fMænd

P lu s alle hjertefaste Kvinder I disse Tider sig befinder?

Thi, hvor man kaster Blikket hen Mod Syd og Nord, i Øster eller Vester, Opdages ikkun sørgelige Rester A f fordums sejge Venstremænd. Selv Skattenægtelsen er endt Imellem S k a g e n s Fyr og Ri be ; Endog J en s B usic i Fred og Ro har tændt Den sølvbeslagne Merskumspibe, Som forhen blev til Fogden overladt Og atter indløst mod Salær og Skat. Nu tør man næsten vove Trøjen Derpaa, at J en s kan » t aa l e Røg e n« . Før var der mange Ting i Vejen For hvert et kritisk Evropæerblik Med den Forfatning, Danmark fik; Men nu om Stunder er det Venstres egen Forfatning, der er under al Kritik. I S te d e t for d e t B E RG sk e D e s p o ti, Som dog holdt sammen p a a Partiets Rækker, Nu hersker lutter Anarki,