S_Punch_1892

215

nesker som mæ’ Vexler, Kristen, a’ naarenstid a’ di først æ gaaet hen aa ble’en forfaldne, saa er der itte andet, der ka’ hjælpe end som Guld. Men ded æ’ nu skidt, æ’ed. Naarens­ tid man har Løst aa drikke, saa ska’ man Fa’enedeme osse ha’ Lov te’ed. Hva’ ska’ Værshushulderen els leve a’ ? Jæ si’er nu for Ægsembel, a’ di fandt paa en Guldkur for aa vende Folk a’ mæ aa faa Børn. Saa blev ed sgutte'godt aa være Jormormand her i Landet mere. Ded æ li’e møjet, hva’ for en Bestilling man sitter i, saa ka’ di aldrig taale, a’ man tjener sit davlige Brød paa en honnet Maade. Nej, der er itte andet aa gjøre end som aa sla’ sig paa Oppensitionen, Kristen. Ded sku Du osse gjøre. K risten . Ded ka’ der være novet i, Mads. Mads. Ja, Du sku’ dov tænke over ’ed. Ja, nu maa jæ hjem aa passe Forretningen, Favel, Kristen. K risten . Favel,. Mads. P a a F red ss tien . Sidste Fredag samlede

hos Wilhelm? (Stemmer: I Hovedet! Nej! I Maven!) Godt, saa slaar jeg altsaa med god Samvittighed Hovedet ned i Maven paa ham! Efter at et større Slagsmaal omsider havde klaret Strids­ punktet til alle Parters Tilfredshed, og Deltagerne havde vadsket Blodet af sig i Lammeparken, vedtoges endelig en Resolution, der udtalte, at det var Præsterne, der var Skyld i Ufreden, og at de skulde tvinges til fra førstkommende Juli Kvartal at holde >F reden*. Bab e lstaa rn e t,

det unge Danmark fra F r e d e n s g a d e sig ude paa Lammefælleden til et stort Fredsmøde. Fredsforedraget holdtes af S ø r e n s t j e r n e S ø r e n s on fra St. Hans­ gades Friskole Taleren begyndte med en Beklagelse over, , at Sølvgadens Sporvejsselskab ikke havde villet tilstaa Deltagerne nogen Modera­ tion i Befordringsprisen,

B a b ylo n s-V ise n . ar De hørt, hvad man fortæller? Nu skal Kjøbenhavn ha’ sig et Eiffeltaam! Et, hvortil man Pokker heller Nogensinde Mage vist har kjendt tilforn, Ude ved Zoologisk Have Bygges det op af en dristig Haand; — Saadan no’et kunde Ingen lave Ovre i det rigtig gamle Babylon! Der kan Havens Bæster hoppe Op og ned Og more sig, de søde Dyr! Selv en norsk-norsk Bjørn deroppe Som en Himmelbjærg-Profet kan holde Styr. Hver, som har noget at kigge efter, Højt fra dets Top med frigjort Aand Blikket vemodig og modig hefter Ned paa »detteLand« og paa detsBabylon. Gamlehø ru p strax forsøge Maa en Tur derop i allerstørste Hast For at kigge ned til Kjøge, Hvor det faldt ham for besværlig at staa fast Henning, den Stakkel ved hans Side Staar som en gjennemhøvlet Spaan Og kigger ud, for at faa at vide, Hvordan det gik til i salig Babylon Naar man plages af en Rykker, Li’som Per og Ove nylig, stakkels Skind, Efter sine Kronestykker Kan man kigge langt fra Eiffeltaarnets Tind ; Bli’er det paa Jorden dem alt for broget, Flygter derop de Haand i Haand; — Men, kommer alligevel Kongens Foged, Bli’er der en Forvirring som i Babylon! Georg med sin sidste Skare Løber imod Taamets høje Tind grassat, Ikke for Plaser, men bare For at kigge efter hans Professorat. Højt devedSøndermarksVandværkthroner, Knuget af Mismods stramme Baand, Ligesom Fortidens Hyle-Cohner, Da de ved et Vandværk sad i Babylon.

m l'

saaledes som dog Statsbanerne havde gjort ved det store Fredsmøde paa Himmelbjerget. (Sikke none Himmelhunde!). Ellers havde vi nok vaaren nogle flere i Dag. — Dette Møde var bleven sammenkaldt, fordi B j ø r n s o n havde sagt, at det var de Smaa, der skulde begynde paa Fredssagens Gjennemførelse, og derfor skulde vi nu tage fat paa at af­ skaffe Krigen. Det var en stor Skam, at Præsterne her i Landet ikke gjorde noget for at hindre Blodsudgydelse, nej, ovre i Amerika var Præsterne anderles K a ’le. Der havde Folket lige i disse Dage hængt 4 Italienere, fordi de havde myret en Svensker, og han haabede, at vi ogsaa kom lige saa vidt herhjemme, saa vi ogsaa kunde lære, at alle Na­ tioner er Brødre. — Til næste Aar skulde han selv be­ gynde at gaa til Præsten, og han skulde nok passe paa, at Præsten gik med en Kniv i Ærmet. Han vilde foreslaa, at man begyndte med Afskaffelsen af at lege Røvere og Soldater, man kunde jo godt være Røvere allesammen, fved- toges under stor Jubel). Men Fredssagen var ogsaa en Skole­ sag» °g derfor skulde Lærerne gaa i Spidsen med at afvæbne, saaledes at for Fremtiden skulde Spanskrør afskaffes i Skolen, og alle Stridigheder mellem Lærerne og Drengene skulde afgjøres med Voldgift. Det fik man nok Lærerne til at gaa ind paa, naar de hørte, at vi vilde afskaffe alt Slagsmaal i Timerne og nøjes med at skjælde hverandre ud i al Fred­ sommelighed. L o u i s F r a n d s e n fra Ryesgade, vilde nok være med paa Fredssagen, men han vilde dog først klø Wilhelm Mik­ kelsen fra Østre ordentlig af, for den Rad havde snubbet to Cigarer fra ham og røget dem for ham. W i l h e l m M i k k e l s e n mente, at Louis gjerne kunde komme, hvis han vilde noget, han var inte bange, for han havde to andre store Drenge til at hjælpe sig. S ø r e n s t j e r n e : Ja, Bjørnson havde selv sagt, at det var kuns Samvittighederne, der havde Lov til at angribe hinanden. Han vilde nu henstille til Wilhelms og Louis’s Samvittigheder — — L o u i s : Ja vel, men hvor sidder da Samvittigheden

WG* Med dette Nuraer følger et illustreret Annonce-Tillæg. "•Ø