S_Punch_1892

214

den su re A gu rke tid .

Det lød fra B o rnho lm ern es urgamle 0 : Kom hid, Referent, over toppede Sø! Og drik af Pokalen, og spis af vor Mad, Og tag dig et Bad, og saa skriv i dit Blad! Og søsyge Folk over Bølgerne foer, Og senere lød reklamerende Kar. Man flot blev tiakteret og kvad til Revanche, At Søen er blaa, og Hotellet er Blanch.es. Saa lød det i Øst, og saa kom det fra Vest, Thi Ugen derpaa man paa F a n ø var Gjæst, HvorD rachman, der gjerne er med tilenSmavs, Fra Leveren talte og sang det heraus: O, Fanø! ak, Fanø? o. hvor er Du skjøn! Thi Bølgen er blaa, ja, og Kysten er grøn, Forfriskende, det er dit Vesterhavsbad, Og billig er al den velsignede Mad! Avisernes Spalter, de fyldtes saa Remt, De sure Agurkernes Tid var forglemt. Reklamerne fyldte hvert evige Blad: Det var en evindelig Takken for Mad! Man snart skal nok atter en Tur over Søen, En Restauratør vil nok aabne paa Møen, Og hver Journalist med en god Appetit Kan der da faa Lov til at spise— paa K rid t!

ed Sommerens Tid Journalisternes Vid, I denne Agurkernes sureste Tid, Det visner og tørres, thi Stoffet er skralt, Det har vi tilstrækkelig ofte fortalt. I Rigsdagen tier de kaarede Maend, Og først til Oktober de taler igjen. Theatrene siger jo ikke et Muk, Det maa Referenterne se med et Suls. Hil være de Restaurateurer i Aar, De kjender et lægende Balsam for Saar! De sender saa smukt Redaktionerne Bud Og beder dem frejdig og kjækt drage ud.

E n M isfo rnø je t.

K risten : Ded ka’ der være novet i, Mads. Mads: Ja, jæ ve’ nu si’e for Ægsembel me’ sæl. Jæ æ jo rejtinok itte Dokter, men hva Fa’en — en Jormormand og saa en Dokter — det kommer dov saadden omtrent yd paa et,' faa vi æ dov Videnskavsmænd begge to og beskæftiger os med Sundhedsvæsenet og anden Daalighed. Og saa har jæ jo det foryd, a’ jæ æ’ en kongli’ Embesmand, som æ vant te’ aa repræsangtere aa ha’ mæ Myndihederne aa gjøre. Og ded va’ dov en stor Fordel. Men se, om jæ blev saa møjet som Ridder a’ Dannebrovsmændenes Hæderstejn te’ Guld- brølloppet. Og jæ hade dov bespist saa mange fattige Børn, hvis a’ der hade været noven fattige Børn og bespise her i Sovnet, og hvis a’ vi hade faaet samlet noven Penge og be­ spise dom for, foryden a’ min Kone hialp to Tvillinger te’ Verden i Davens Anledning, som for Resten la’e sig te’ aa krapere li’saa stille, omendskjønt vi hade faaet den ene døft Guldbrylloppine Illeminatine Peddersen aa den anden Christian- tine Lovisemine Peddersen. Men se, om jæ tik novensomhelst Ydmærkelse. Jæ hade endda væ’t tefreds, om jæ var bleen ydnævnt te Overjormormand eller te Generaldidriktør faa Jormorvæsenet. K riste n . Ded ka’ der være novet i. Æ ’ ded Din Kvinde, som at Du kalder for et Jordmorvæsen? Mads. Ja, ded ka’ man godt sige. Men nu ve’ jæ sla’ me’ paa Oppensitionen, Kristen. Jæ har abenneret paa »Polle­ teken«. Er ‘ed nu itte skammelit for Ægsembel mæ’ denne hersens Guldkur, som a’. Reagsionen har gaaet hen og lavet i Anledning a’ Guldbrøllupet? K risten . Guldkur — hva’ æ ded faa novet? Mads. Ded æ saadden en Ingredning for aa faa Folk te’ aa la’ vær aa drekke. Men di drekker Fa’nedeme liegodt. Der er nu to a di Herrer, der skriver i »Polletekken« og som æ faadrukne. Di har nu lagt paa Guldkuren i en hel Maaned, men di skriver liegodt i »Polletekken«. K risten . Ja, ded æ grussomt, hva’ a’ Drukkenskav ka’ drive et Menneske te’. Mads. Ded ha’ Du Ret i, Kristen, ded æ’ grussomt. Ded æ li’e akkerat, hva’ de’ æ’. Ded æ’ et Tidens Tegn, si’er jæ. K risten . Jamen faar di da Guld for aa la’ vær’ aa drikke. Mads. Ja, Fa’enedeme faar di Guld. Ded æ’ mæ’ Men

Mads Jord em od erm and: Goddav, Kristen Smed. K riste n Smed: Goddav, Mads Jormoermand. Jæ synnes aa ka’ bemærke, a’ Du ser saa fillesofisk yd idav. Mads: Jæ gaar sgu osse aa spekkelerer, Kristen. Ded æ en skidt Tid, vi lever i. Ded æ ded, som a’ jæ itte ka’ faa yd a’ mit Hode. K riste n : Ded ka’ der vær novet i. Mads: Ja, er’ed nu itte som jæ vil si’e li’som et Tidens Tegn mæ denne hersens Dokter inde i Kj øvenhavn, som a’ Kultussemeisteriet har gaaet hen og ydnævnt til Professor i Mikkenik? Ded æ et Tegn paa, a’ ded te skidt mæ Frihedens Sav i gamle Danmark, Kristen. Di gaar sgu aa tyranneserer vos aa dolker Fulkets Vilje mæ Revolveren i Bavdelen, som han si’er, han den grinagtige norske Bjørenstjernesen. K riste n : Ded æ der novet i, Mads. Hva’ var’ed for en En, som a’ di hade faaet gort te’ Assessor i Elastik? Mads: Ded va’ sgu denne her — hva’ han nu hedder — ded va’ en Dokter, som formodentli’ æ a disse, der gaar aa’ laver Guldkur. Jæ har sæl læst det i »Polleteken«. Hørup vilde sæl ha’ hat Pladsen — eller osse kanske a’ ded va’ Brandes. Ded æ jo itte saa nemt saadan aa hitte yd a’, hva’ alle di Bisser hedder. Men jæ synnes dov rejtinok, a’ naarensti’ a’ vi sku’ ha’ en Professer i Mikkenik, saa var’et rimmeli’t aa ta’ en kongeli’ Embesmand aa itte saadden en Dokter.