S_Punch_1891

2

I Afløsningsstunden.

Og takke, fordi det Diæter dem gav, Forinden det gik til sine Fædre; Men, som om det skammed sig ved deres Tak, Det hemmelig stak A f fra det Hele i Smag med hin L e d r e . — Men minder salig H a lv f e m s om Greven, Som blev fordreven, Saa lover os Anno E n - o g - h a l v f e m s At blive vort Vælgerfolks og vort Hjems Glæde og Gammen: »Forhandle« det vil med os allesammen

■A* «MR IL v

‘et gamle Anno H a lv f e m s har i Nat Opgivet Ævret og Boet forladt, Det mødte med lovende Forudsætninger I sin Tid i alle mulige Retninger; Men, da de bristede, Fra Situationen bort det listede, Omtrentlig som H o l s t e i n L e d r e b o r g , Og lod kun tilbage Fortræd og Sorg Over alle de Illusioner, vi mistede. Det gamle Aar Nu ligger saa smadret som de Skaar Paa Godtfolk Maatter, Der kommer som af sig selv, naar Potter Man Nytaarsaften paa Døren slaar Blot for at bebude, A t Potten er ude. Kun Faa vil hædre Det salig Aar og dets Eftermæle Forbedre. Kun T r i e r og H ø r d u m og lignende Sjæle Vil rørt med O c t a v i u s H a n s e n knæle Hos K n u d s e n \og A n d e r s e n ved dets Grav

Om Skat paa Bajer og Alkohol Og Hævelse paa Petroleumstold; Syltetøj, Frugtvin og søde Sager Har det paa Lager

Og lover os Ris Til nedsat Pris, Kort sagt, afslører

Sig som en nyslaaet Venstrefører, Hvis Ord og Løfter er lige fede Og minder i Et o g Alt om F r e d e . Nu faar vi at se, Hvorlunde sig E n - o g - h a l v f e m s vil te I Forhandlerens Rolle;

Thi Et er at love, et Andet at holde. Og, dersom det ikkun løfter en Flig A f et Tilløb til nok et Paaske-Forlig, Hvor Haabets Straaler Gaar op i den Røg, som J e n s B u s k ikke taaler, Saa venter vi heller til næste Aar Og ser, om til den Tid C h r e s t e n formaar

At skaffe fra Statskassen Folkegaver Endogsaa til Højres »Tugthusslaver«. Tolv med Toget.

D et var Klokken Tolv Nytaarsaften. Post-Htoget stod parat til Af- f g an g , og Punch havde allerede slaaet det første Slag paa Klokken. I amle Dage var det H. C. Andersen, der havde Bestillingen; men han tog un mod de ankommende Rejsende, naar de kom kjørende i Diligence. 1 vore Dage er det meget morsommere at tage en bedrøvet Afsked med sine gamle Yenner, for de har da i alle Fald vist, hvad de ik k e duede til. Først kom den første Passager. Han hed Januar og var ganske dinglevorn af Influenza. For han græd Regnvand, som han selv maatte vade i, og saa bliver man forkølet, selv om man er Rigsdagsmand med Transtøvler paa. Han havde grædt en hel Valgurne fuld, og han havde ladet det regne med Midas-Guld, saa at Kammerchefen stod i Skyllevand lige op til Nøglehullet. ,,Men hvad kan det ny tte?“ stønnede han; „lad mig komme væk, ud — — i de smaa sortes Gryde!“ Og væk var han. Prins Karneval, født Februar, kom lige i Hælene paa ham. Hans Kostyme var korrekt nok, for han. var sprungen lige ud af Empire-Udstil­ lingen; men Narrebrixen holdt lian i Haanden, og den brugte han. Han svippede efter Skuespillerinderne, medens Chefen havde trav lt med at se dem eftér „inderst inde“, saa at de fik .^kunstneriske K rav“ og slog bag ud. I Grosserer-Societetet slog han Kolbøtter, saa T ie tg e n sprang Bule over K ø e d t af Fornøjelse, i-Villaerne paa Frederiksberg vendte han Mølle med to Arkitekter, og i Kasino hev han Gutten N ie ls e n over Bord, saa at Aktieselskabet maatte konsulere en Vintapper og have W a t t i Ryggen. „Nu peb Lokomotivet!“ raabte han, men tiet var hare K je lla n d , der gav et Pip fra sig i Forsvarssagen. Jo , Februar var rigtignok en gemytlig Herre! — „Af Vejen!“ raabte Marts og svingede sin Fejekost, saa at alle Aviserne blev fulde af forsvundne Medborgere. Hu hej, hvor han fejede! B ism a r c k fløj paa Hovedet ud af Kejserens Statsraad, og Ove R o d e fløj lige ud i Umuligheden, medens Hofmusiken blæste Stormgalop. „Fej bare væk!“ raabte Marts, — og saa fejede han sig selv væk. „Den næste!“ kaldte Punch. Men Madam Ap ril gav sig god Tid.