S_Punch_1891

3

Hun var Graverkone og sørgeklædt, for hun læste O la H å n s o n s Skæbne­ noveller. „Det maatte jo komme!“ sukkede hun. „Vi har slet ingen „Nu­ tid “ mere, Flyttedagen er død Straadød, og E tatsraad C h r is te n s e n har slaaet alle de døde Mennesker ihjel. Jeg har sandeligen ikke nogen Grund til at være glad,_ —- jeg har kun en „Middelgrund“. Men nu rejser jeg min Ve.i °g lader Violinen sørge“, sagde hun, for F r id a S c h y tte var den eneste, der fulgte hende. . „lugen Tuden!“ brølte Maj. „Nu gi’er jeg paa Tuden!“ Han var nemlig Boxer, men vilde kun arbejde otte Timer om Dagen. Det kan nok være, at der blev Forskrækkelse: en .Reservelæge trillede ud af Frederiks Hospital, en Theater-Kammerherre spruttede sort i Berlingske, og de srnaa „Mænd al Æ re“ gav sig. til at pibe ude i Kasino. — saa befippede blev de. „Puh! — sikken Varme! — Maa jeg he’e om en opredt Seng!“ skreg Boxe­ ren og sprang op i Kreaturvognen. Han troede, at det var en Beværtning. Jun i og Ju li fulgtes ad. De var sommerklædte, med Paraply og Galoscher og med Pelskrave om Halsen, for de havde været ude i Tivoli og skælde W att ud. J u n i havde et Pusterør i Haanden, og saa snart han blæste i det, fløj alle Dagmara “ Skuespillere paa R iis-Koste til Berlin. M u r e r n e trimlede ned af deres Stilladser og faldt i en Strikekasse, Sø- mændene blæste i Band, og H in -L e d re blæste saa langt ned i Schweiz, a t en hel Ministertabouret maa sendes derned, naar man vil have noget at transportere ham hjem paa. J u l i red paa et Sviin fra Fæ llesslagtenet og gnavede paa en Lindorm, som han havde fisket i „ N a tio n a ltid e n d e . Han vilde ned til det mørkeste Afrika for at lede efter H e lg o land, sagde han. — Saa kom August. Han havde været til Skolemøde og var saa for­ sulten, at han aad Normænd, skjønt de had for sig i Verdenssproget. Paa Kinden havde han et stort Ar, som han havde faaet af en Dragonsabel i Næstved, fordi han vilde drikke W e is s-Bier med de Store. Nu skulde han en K rum -V ej til England for at giftes, fortalte han. September kom stormende. Han var den tredie sidste i Rækken, derfor havde han en saadan F art paa, at en gammel Skuespiller fik en paa Z in c k ed u se n , F e r d in a n d og W a tt slog Skaller — men der laa heldig­ vis en Chantøs imellem —, og Venstre væltede om i Armene paa Social­ isterne, som fik et saadant Skub, at de valsede lige op i Landsthinget. „Je g fik bare Overballancen, fordi der er saa glat paa Asfalten“, sagde h a n ; „men det er mig selv, der har gjort den!“ Det var h a n nu vigtig af. Oktober var en af voresches Folk. Han gik op og ned ad Perronen og bad go’e Mennesker om en Statsunderstøttelse til at kjøbe Dddrik for. lia n havde nemlig to Digtere paa Toumée, og dem turde han naturligvis ikke byde missliebigt Kjød fra Slagtetorvet. Men, da han blev for paa­ trængende, behøvede man bare at sige „Tordenskjold!“.. Det hjalp; han luskede øjeblikkelig op i en tredie Klasses Kupé og stønnede: „Ach wai, ach wai! — Es war ja nicht E r n s t! “ Tilsidst kom November og December. De styrtede af Sted med Pelskraverne op om Ørene, for de skulde arresteres for Blasfémi. N o v em ­ b e r sprøjtede sig med K o c k s Lymfe for at faa Mod i Brystet, og saa talte han n o rsk , for at Folk skulde tro, at han kjendte en Mand med S le s v i g i Lommen. Men D e c em b e r gnaskede bare Syltetøj. „Lad kun mine Efterfølgere kjøre frem,“ raabte han ud ad Waggonvinduet, „nu er de lige til — Øllet!“ I det Samme slog Klokken Tolv, Lokomotivet peb og Toget bruste af Sted. „Tog, Numer 1891!“ raabte Punch. — „T it’tit!“ sagde J a n u a r , — „Nu gaar’en godt igjen!“ ___________________________ ■ ______

Vi saa J u d i c til P ræ ju d ice.,:- F or Im p resarier F orlade F rank rig og P aris Med sine A rier, Mens D rachm anns Muse kjæk besang En Irers G riseri, Gik »Ma cousine « m ed C ancan Og m ed G risetter i. ; : S omM aan’skinsm and en M aan’sk in stu r P a r n e l l nok kunde li’e, Som G jæst h an gjorde livlig K ur Til en F ru født O ’S h e a . Men i den G jæ sterolle h an Kun gav en fran sk V isit, O’S hea et Schism a volde kan, E ndskjönt h an s a ’e: o schidt! F ør sædeligt, nu fredeligt Kom B j ö r n s o n til v ort L and, Det v a r nu blot lidt kjedeligt Med den berøm te »Mand«.

Der bra’e Folk gaar mod lidt Entrée, Er Bjørnsons Veje — ja Men Stimerne paa den Tournée Estime ej ham ga’. Snart glædes man igjen ved Spree Med, hvad i Norden duer, Der G eo rg nu paa Grand-Tournée Jo kommer paa Retour. Ham vil Berliner-Tageblatt Jo ha’e i Lindaus Sted — De ku’ for Resten gjerne ta’et Hans to smaa Brødre med. Ja selv vor Kammerherre fik Jo nylig den Idé, Han vilde rette sit Bestik Mod en Provins-Tournée. Paa Kongens Nytorv dog han bli’er, Da paa »Aladdin«s Bud Jo Lampens Aand ham stadig gi'er Den røde Lygte ud.

U A ar er kun en flygtig Gjæst, D er komm er, ser og gaar, D er p aa T ournée i Øst og Vest Sit K redsløbs Udsæd saar. H a l v f e m s v a r selv p aa G ravens R and A f A lder h vidt som Sne, D et A ar, da frem for a l Ting m an Gik stadig p aa T ournée.