S_Punch_1891

66

— Men muligvis den sjette Maaned ruger Paa et og andet Æ g a f sælsom Art. Til Paaske har vi vel kun fire Uger, Og de gaa næppe bort med Sneglefart; Men, hvis man bare dem behørig bruger, Saa blev der Tid nok, det er soleklart, Trods baade Ulvehyl og Hundeglammene Til et habilt Forlig for Paaskelammene. For F r e d e s Hjord var det just ingenlunde Det værste, før den gjør sit Regnebrædt op Og gaar i Hundene blandt C h r e s t e n s Hunde Eller af B e n t h e im s Graaben bliver ædt op. — Til et F*orlig med Højre var der netop Til Paaske sikkert nok de bedste Grunde For B e r n t s e n , B j ø r n b a k og Forhandlingsfløjen. — Gid da J e n s B u s k maa kunne taale Røgen.

G j e n g a n g e r e i Skjønhed.

Til Belysning af Selvmords - Epidemien havde Punch sammen­ kaldt et Møde af de formentlig eneste rette Sagkyndige, nemlig for- skj ellige nulevende og afdøde Ib sen ske Per­ sonligheder. Mødet af­ holdtes i Etablissemen­ tet R o sm e rsh o lm s store Sal, der kort fol­ dets Aabning var fyldt af et talrigt Puhlikum

JDen korte Februar er næsten endt, Og Rigsdagssamlingen er snart paa Hældingen, Dens sidste Maaned dumper ned omtrent Som Juleaften, der kom bag paa Kjællingen. — Men, som det synes, er Forhandlingsvællingen Paa gode Veje til at blive brændt; Naar man for længe udsat har for Heden Sin varme Mad, saa bliver let den sveden. ■ < ' k A f F r e d e B o js e n s farverige Løfter Om en Finansbehandling, extra-kort, E r hele Farvespillet svundet bort. Fra Dag til Dag imellem Venstres Kløfter Man Danmarks Syltetøj og Lovsprog drøfter Og driver anden højst uskyldig Sport, Imedens Sveden pibler ud af Porerne Paa 01 - og Alderdoms-Reformatoretne. Men ak, hvad kan det nytte, Godtfolk sveder, Naar Sveden er det hele Resultat, Der kommer ud deraf for Folk og Stat? Thi, s e lv d a B o js e n fæstet blev som Leder For Venstres andre skikkelige Freder, Kom der endnu dog ikke andet a’et End Fraser om Forhandlingsvilligheden Og Sveden, — som desuden vist er sveden. I F j o r lo d d e Hr. E s t r u p høre ilde, Fordi den sidste Valgdag gjorde Skaar I Thingets »Arbejdstid«, der gik til Spilde Paa den Finanslov, man dog ikke faar, Saa den til L ie b e s Kammer kom for s ild e . Men hvem monstro skal Skylden ha’e i A a r? Den bliver vist for stram igjen: at hente Undskyldninger fra » E s t r u p s Regimente«.

dre Gjengangere. Salen var dekoreret i Skjønhed. Punch dirigerede i Frihed og under Ansvar og gav først Ordet til: Afdøde Fru H edd a G ab ler, der ifølge Telegram til R itz. Bureau modtoges med blandet Bifald og( en enkelt Fremkaldelse efter sidste Akt. Hun var ikke Abonnent paa „Poliiikenu. Siden Ibsen havde udtalt sig anerkj endende om „Mænd a f Æ re u, havde Forholdet mellem ham og de smaa Sorte været spændt. Hun vidste med sig selv, at hun gjennem Ibsen i „ Berlingtske “ havde frabedt sig alle Anmeldelser af hendes Selvmord i Bladene, før Anmelderen havde gjort sig bekjendt med det. Hun turde derfor nok sige, at hun ikke havde smittet Nogen. Nogle skjød sig i Hoteller, andre skjød sig i Tindingen. Hun havde nu valgt at skyde sig i Skjønhed. Hvis der hæftede nogen Plet ved hendes Liv eller Død, var det derfor en Skjønheds- plet. (Bifald). Afdøde H e d v ig E k d a h l havde taget Livet af sig for at glæde sin Fader H ja lm a r E k d ah l, der som bekjendt alle sine Dage havde været et temmelig daarligt Subjekt og derfor trængte til saadan en lille Opstrammer. Hun kunde for Resten ikke gjøre for, om „ Vildanden “ havde givet Anledning til Avisænder. Afdøde R e b e k k a W e st kunde ganske slutte sig til Frøken Ekdahl. Ogsaa hun havde lagt Mærke til, hvor oplivende det var for Ens nærmeste Omgivelser, naar man tog Livet af sig. Saadan noget adlede og