S_Punch_1891

51

Fusion og Konfusion..

beder Dem derfor oplyse Deres Læsere om min Fremgangs- maades moralske Berettigelse. Elskerinden har nemlig i sin Tid været forlovet med forste Elsker, med hvem jeg havde den Lykke at være forlovet, da jeg var forlovet med Bon- vivanten, som var forlovet med Elskerinden, da hun var forlovet med min Forlovede; det vilde altsaa være umuligt at finde Rede i, hvems Forlovede der har været hvems, naar Parterne samvirker ved et fælles Theater. Naar de nu­ værende Ringforlovede danner en Ring mod de forhen­ værende Forlovedes Indlemmelse i Personalet, forekommer det mig altsaa at være en Forholds-Regel i Kunstens sande Interesse. At jeg altid vil vise mig som en kjærlig Kamerat og uden Bihensyn skaffe mine Kolleger af begge Kjøn Engagementer, behøver jeg derfor neppe at forsikre. Deres hengivne In g én u e. Det er mig en Glæde at bevidne, at min prøvede og fortræffelige Ven Elskerens Fremstilling af hans Forhold til sin tidligere Direktør i Et og Alt er korrekt. Jeg har tjent under den samme Direktør, og han gav mig ikke nogensomhelst Grund til Utilfredshed, saa at jeg tilsidst selv saa mig nødsaget til at opsige min Kontrakt. Denne Uretfærdighedshandling fra en saakaldet »literær« Direktørs Side henstiller jeg trygt til Publikums Dom­ stol, idet jeg paa Forhaand beklager min Optræden i denne Sag. Deres ærbødige K om iker. Hr. Redaktør! Ved et literært Theater er Kunsten Alt,. Je g bevidner derfor, at jeg villig har underkastet mig mit Personales Ønsker og kontraktmæssig frasagt mig enhver Indblanding i Theatrets Anliggender. At Disciplinens Opløsning des Aarsag forekommer mig ube­ gribelig, er en Anskuelse, som mme Kolleger i Direktør­ faget utvivlsomt tiltræde. Je g henstiller til Publikum og min Ven E e d v a rd , at Elskeren og Komikeren ude­ lukkes af Literaturen. Med særdeles Agtelse, Deres lite ræ re D irek tø r. I Februar 1892. Da min nuværende Direktør viser sig ganske utilbøjelig til at hæve min Kontrakt, nødsages jeg atter til selv at at foretage det afgjørende Skridt. Hos en Mand, der er afhængig af en saa tvivlsom Person som Elskeren, kan jeg selvfølgelig ikke tjene. Beløbet for det eventuelle Kontrakts­ brud bliver jeg med Glæde Hr. Direktøren skyldig. Deres ærbødige K om ik er. Hr. Direktør! Da De vedblivende giver mine Kol­ leger Roller i Fag, som jeg hverken kan eller ønsker at spille, betragter jeg vort Forhold som hævet. Vor udmærkede Kunstnerinde, den komiske Dame, og en talrig Familiekreds sætter en Ære i at følge mig. Deres F ø rs te E lsk e r. Hr. Første Elsker! Det upartiske Venskab, hvormed De altid har behandlet mig, gjør mig det til en Glæde a t samvirke med Dem ved det n y o p r e tte d e Stads-1heater i Provinserne. Deres trofaste komiske Dame. Hr. Redaktør 1 I Samraad med samtlige sceniske Kunstnere ved Ravnekjøbings Theatre har jeg tilstillet Di­ rektørerne et Udkast til en Kontrakt, ifølge hvilken det ikke skal være nogensomhelst Direktør tilladt at engagere nogen Skuespiller eller Skuespillerinde af hvilkensomhelst Art. Hermed vil vore Theaterforhold fra nu af kunne gaa en rolig og sand kunstnerisk Udvikling i Møde. Deres meget forbundne F ø r ste E lsker.

H ø r u p s og Bergs Obstruktionspolitik Har havt sine kronede Dage, Et Øjeblik Vind i Sejl den fik, Dog ikke det gik efter Boj sens Bestik, Og nu er kun Svien tilbage. Deres Alderdomsforslag, veed Enhver, Det var jo kun blevet lavet For at spænde Ben uden stort Besvær For 01 - og Sukkerskatten især Og muligen faa den begravet. Beregningen var nu nær slaaet klik, Da man i Udvalg det sendte; men saa slog de ind paa en ny Taktik, Og bort fra Udvalget de det fik, Som det jo da var til at vente. Som Ændring deres Forslag de faar Nu heftet fast til det andet. Og skjønt det i Strid med Coutumen staar, Det chicaneuse Ønske de naar A t faa opfyldt og Kortene blandet. Og en ustandselig Taleflom, Den vælted’ i stride Strømme Saa irriterende tanketom Over F red e Boj sen, den Herre from, Og alle hans fredsæle Drømme. Den eneste Glæde, der vanked’ til os Som Vidner til denne Affaire, Det var at se, hvorledes de slaas, Hvorledes de bøde hinanden Trods, De før saa Hjertenskjære. Smaa Venneskjærmysler er far arrivert, Der Ingen just overrasked ’ ; Men aldrig før har man dog observert, Hr. F a lk en stje rn e til Larsen slaar, Mens Tauber og B ojsen skjændes, Og R asm us C lau sen en Spydighed faar, Der dybt gjennem Marv og Ben ham gaar, Hvad klart af Riposten kjendes. Og »Hævderen« Berg, der nu »slaar fast«, Slog fast, at B o jsen var »flydende«, Hvorover B ojse ns Taalmodighed brast; Den ellers koldsindige Herre i Hast Blev, rent ud sagt, ligefrem sydende. Dog! A n d enB eh an d lin g fikEnde til sidst, Og T red ie, som kom derefter, I «Højres. Paasyn saa ugenert Det smudsige Linned de vasked’. Var temmelig mat og tør og trist; Men det er unægtelig ogsaa vist, Man havde brugt sine Kræfter. 'Og nu har Landsthinget Loven fat — De Andre er ude af Spillet; Thi Berg og H ørup er glat sat mat Og Øllet i Skat, — sapienti sat l — For vi skal betale Gildeti

„A - o

■; Uy %

AL

ftp

t

m

KØBENHAVNS KOMMUNEBIBLIOTEKER