S_Punch_1891

47

Danmarks Koran.

kan forsikre Dem for, det er ligefrem Sertosa, at lade sig kopsætte for at blive ved at være i Skjenhed, hvis man da ikke vil tage Livet af sig, saadan som Henrikibsen vil have man skal gjøre, og Petrine har nu gaaet i over 14 Dage og villet springe ud et eller andet Sted fra i Skjøn? hed, men da hun ikke kunde finde nogen Herre, der var galant nok til at gaa med i Vandet, lod hun sig nøje med at tage et halv-romersk Bad i Tordenskjoldsgade, og om Aftenen var hun med henne at se »Gregers«, som er dej­ lig med gamle Møbler fra Kristian den Fjerdes Tid og gamle Vittigheder fra »Punch«, og Sproget forstod vi jo ikke noget af, men Frits Grønbæk mente, at denne Wolde- mar er en Nordmand, der skriver paa Maalet, for somme Tider lignede det dog Dansk noget, og jeg gad nok vide, om Skuespillerne selv forstod det, men maaske er de Med­ lemmer af Sprogforeningen, hvor de jo ogsaa spiller Kome­ die, og det er jo altid interessant at se, hvor pænt B lo ch forstaar at arrangere med Møblerne i gamle Blochhuse, og det er Synd, at den Mand ikke er bleven Musæumsdirektør, men han er jo ogsaa Forfatter til »Naar Møbler flyttes«, og det værste er bare, at i første Akt er der saa mørkt paa Scenen, at man ikke kan se, hvad Dekorationen forestiller. Frits Grønbæk paastod, at det var et Torv med en Gabe­ stok paa Midten, hvad der skulde være symbolsk, lordi Stykket tvinger Folk til at gabe, men jeg holder nu paa, at det snarere var en Stue med en gammeldags Væverstol, men for Resten var Stykket vist meget morsomt, hvis man kunde se og høré noget af det, og saa er der saadan nogle dejlige lange Mellemakter til at gaa i Foyeren i, og det er jo heller ikke Meningen, at man skal gaa i det kongelige for at more sig, hvad man jo har de andre Theatre til og Cirkusvariété, hvor vi skal ud og se Dværgkorcikeren inde­ have og docere Naturmenneskets fornemste Egenskaber og lære Medmennesker, hvis Legemer paa Grund af Guldkalvens Tilbedelse er bleven svækkede og nedbrudte, atter at hærde sig, hvad der formodentlig skal være en Finte til R iis - K nud sen , som har holdt Sølvbryllup for 25. Gang, og har tjent saa meget paa Fribilletterne, at han nok snart kan holde Guldbryllup, og der kan man se, hvor vidt Begjær- ligheden kan drive et Menneske, som nu den unge B ech , som Petrine dansede med i Sprogforeningen i Vinter, og som hun var lige ved at blive forlovet med, hvis det ikke havde været, fordi han ikke kunde erklære sig paa Fransk, Tysk eller Engelsk, haem nu er det jo godt alligevel, at hun ikke fik ham, fordi han jo nok havde bedraget hende, lige­ som han gjorde ved alle de andre med falske Vexler, og man kan jo for Resten noli', forstaa, at det kan blive til noget, for mange Beche smaa gjør en stor Aa, hvad kan det saa ikke blive til, naar Bechene er saa store? Det er for Resten Synd for det pæne Menneske, men han bryder vel snart ud igjen, naar de putter ham i Hullet, hvad der jo er saa mo­ derne mellem Forbryderne for Tiden og vel heller ikke kan være saa svært, men De skulde dog tage Dem i Agt, søde Fru Schrøder, hvis der skulde komme nogen med falske Vexler til Dem, for De har jo da altid det Legat fra Enke­ kassen, som salig Schrøder var Medlem af, og De skulde gjøre det til et Princip ligesom Petersen har sagt, han vil gjøre, at De aldrig honorerer falske Vexler, men altid kun de rigtige. Ja, nu tør jeg sandelig ikke blive her længere, for jeg har sat Fru Hansen og Fru Jensen Stævne ved Vakcinationen, og man kan jo heller aldrig vide, om De ikke kunde smitte mig, for selv om De ikke har været ude af Huset de sidste to Maaneder, saa véd jeg jo, at De somme Tu er faar nogle gamle Numre af »Politiken« nede fra første Sal, og de Mennesker, som skriver i det Blad, gaar jo hver Dag ud og ind paa Hospitalerne, saa man kan aldrig vide, om der ikke skulde hænge lidt ved Papiret. Ja, hvis De saa vil med, saa skulde De tage Deres Tøj paa. Tak for Kaffe.

A l Koranen, Al Koranen, Danmarks Hof- og Statskalender, Hr. E ta ts r a a d H e n n in g s nys ud I den vide Verden sender. Blev i dunkle Tider Danmarks Rige vel en hel Del mindre, Større blev Koranens Fylde, Hvad vi glade bør erindre. Store Navne, stolte Navne, Riddere og raske Svende Lærer man i disse Blade Med en hellig Fryd at kjende. Hjertet varmes. Kinden luer, Naar vort Øje stille glider Mange Gange ad de lange, Uforlignelige Sider. ¡Læs og tænk, og Du vil dømme: [Hvilken Pryd for Dannerstaten! Se vort Riges Værn og Fæste! Se paa Militairetaten! Lutter snilde, gjæve Helte, Riddersmænd paa alle Kanter! Enkelte i Leding drager — Tænk en Gang! — paa Elefanter. Kaster Du saa Blikket hen paa Videnskabens Enemærker, Uvilkaarlig Din Begejstring Du ved Synet selv forstærker. Hvilken Fylde vel af lærde Professorer og Doctorer! W e d e rk in c h von M a d sen ak! vort Øje ikke længer morer. Han er ikke mer i Thinget — Trøst Dig dog, mit bange Hjerte! Andre Lys af hans KaMber Ose frem med deres Kjerte. Hvis et Lys i denne Lysgaard I Ginnungagab’et endes, Vil en Praas som liden K o rs g a a rd ,Øjeblikkeligen tændes. Derfor bør man ikke ræddes, Ikke tabe Maal og Mæle; Vid, at her i Al Koranen Er der Trøst for bange Sjæle! Se paa denne prude Skare Af Prælater allevegne — Ja, og vi kan ogsaa regne Vores egne flinke Degne. Se paa de civile Hirdmænd I Slotsholmens røde Bygning! Der en Skare klare Vismænd Sprede hver en Taage-Tykning. Der er Visdoms høje Sæde, Der er Raad for Dannerstaten; Og hvad der er ej til Stede, Finder Du i Magistraten! Al Koranen, Al Koranen Baade glæder, og den skrækker, Med sin alvorsfulde Manen Den til Kappestrid os vækker. Og vi gaa til Husets Alter, Højt Penaterne vi bede: Gid vi ej fo r læ n g e le d e Om v o rt N avn i d is s e S p a lte r!

f m

Hermed følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .