S_Punch_1891

415

A ften en s Clou var dog Optræden af de smaa Sortes Operaselskab fra K jøbenhavn. Der var ansete gamle N eger- kotnikere fra »Politiken«, der var smaa sorte D rengebørn fra »K øbenhavn«, der var »Sportsmænd«, der optraadte som A krobater, men som for R esten ikke gjorde L ykke; — det H ele sluttede med »K øbenhavn«s Julenumer. Efterhaanden blev Stem ningen mere og mere animeret, og selv de m est »trætte Mænd« livede op. Publikum gav sig til at snakke, de F leste snakkede norsk, de Sorte snak­ kede sort, og lige m eget forstod Punch af det. T il sidst begyndte de nulevende og afdøde L ig at danse K ankan, der kom nærmere og nærmere ind paa L ivet af Punch , og saa sparkede de ham op ad Skinnebenene med deres K n o k ­ ler. H an gav et Skrig fra sig og — vaagnede. H an laa endnu paa Sofaen, B ogen var gieden ned paa G ulvet. Ind ad D øren kom A ftenberlingeren med et Telegram fra R itzau om , at H e r m a n var bleven D irektør for en »literær* V ariété i K ristiania T ivoli.

P. Skr. Hæ ls A l l e g s a n d e r K j æ l l a n aa ønsk han vel bekomme f r a tnei, a sie, ves d i da osse bruer aa holle B istrobsm iddae i S t a v a n g e r .

Om igjen!

D e t stakkels lille K jø b e n h a v n ! — Hvor h a r dog H ovedstaden Ej længe lidt et dybtfølt Savn Af G rin og Sjov i G aden! Den leger V erdensby, og dog Dens B oulevard-A lleer Kun gjem m er fire S cener og Sex-syv V ariétéer! V elan, du m ine Fæ dres By, P a a n y med S torstads-S tem pel Du hæ vde kan dit gam le Ry Som K unstens stolte Tempel. S kjønt F astelav n er fjæ rn, du skal Dog ikke dø i S ynden; Til N y taa r a tte r » N a tio n a l « Skal slaas a f B ryggertønden. Du fa ar — skjønt kun et Fingerbøl Du er b lan d t V erdens S tater — Et G lyptothek for C arlsb erg -01 Og H am b u rg -A k ro b ater! R esta u ratø re n s sikre Blik Vil K unst m ed 01 fo rene: *Euterpe» i sin V a t e r gik, S aa h a n s ta a r m u tters-en e. Hvor F e r d i n a n d m ed Sorgens Sten P a a H jæ rtet h a r i G raven L agt sine K oristinders Ben Og greb et V andringsstaven, P aa ny fra Signor V a l li s Hals Man h ø rer Storm ens Susen, — Men A b r a h a m s m aa allenfals H a’e H un d red -ty v e-tu sin d ! Nu vil p aa ny m ed ædel D aad Man Sm agen om kalfatre; H usk: Sm aakaarsfolk h a r ikke R aad Til rigtige T h e atre; Det k oster m indst en K rone; — h e r Kan De m ed Børn og Koner F aa d eres A andsliv vakt, n a a r hver Kun gi’er tre-fire K roner. Hil B ryggeren, som lind ret h a r De S avn, d er os fortæ re, Som modig af sit Øl-Træ skar En K rans til K unstens Æ re! Thi fryd dig, L æ ser! — Om Du end H ar p aa den hele Jord farlet Om, Du san d e r dog igjen At J a c o b ( s e n ) e r s t o r a r t e t !

F o ra a rsg røn t*

K ere Bob? D et er renog egge noen gledeli H ju l f o r en fris in n ig aa frem skredden D e- mogkradt, fo r fø rst saa hade je fa a e n Engfluendsa, aa saa trude vores Hus­ læge m ej mæ, a je j i hele H ju llen sku egge nyde anned en som Mælg f r a Kø- venhavns nymalgede Mælgeforsyneng, aa lissotn je hade Ja a e d den overstaaed,

Li

saa sku v i træggrs hernere en hel TJe igemmel mæ H jubbe- læom fo r F r u H e jb e r s M an, som nog heldivis æ baade død aa. begraven, skønt de va fa ren t en som man hadde opfonnet Engfluendsa en, men imens han in u va levenes saa morede han sig mæ aa være Sm edeskriver aa gøre N a r a di frig o rte Piebørn i F r u B e d t e r m a n d e l s Engstetudt aa a den fo rd om sfri H a n s M o r t e n s e n , som velle egge ta H ensyn te va Lerene eller Foræ lterne ha hidted p a a fo r aa ligge B a a n paa di Onges Tebøjelihedder. A a han ha lissaadan gordt G rin mæ en a Polletekens Medarbejterc i et Magværg, som hedder R e s e n d s e n t e n a a D y r e t aa ladt Redsensenten fortæ le a han ha skaffe Adtest paa, a han ha vaaren lie ve aa ta Æ gsam e, aa mæ D yret ha han n a tyrlivis seg ted ' te Venstrebladet, fo rd ig de er et defægt Æ gsem plar, aa ves H e i b e r hadde vaaren levenes, saa hade aldt, vad der dur i Noren, nog kundet fa a han dømt te aa betalte Shaddesærstadtneng aa Tordt aa K redidtspille, men nu har di engeti andre end sotn F a l l e se n aa hulle sei te aa han har kons sit Unnerskod, aa va lca de nydte .? Aa saa har han osse skrævet en S j æ l e t t e r D ø d e n , som ska være en Spydihed te C h r æ s t e n b c r r e , fo rd ig han va liegodt Sjæ len i den samlede Oppossisjon, aa den er jo avyaaed ve Døden fo r længe siden. Men de æ egge honnedt a H e j b e r r e aa sidte den Sjæ l ner i Helvede, fo rd ig der va dov engen Dæ vel der kunne holle ud aa høre paa B e r g , naar han begønte a tale om de provisorigske Rekkemcndte, aa de æ da tyddeli nog. a han maa være kommen i H imm erie, ves none ellers kommer der, fo r han hade Attest fr a O g t a v i u s h a n s e n a han hørte le d i fa ttie i Aannen, saa m an ha bare dera se, vafor en Engdiodt. a den H e i b e r m aa ha vaaren, sæl om de igge osse va den H e i b e r , som bangede E e d v a r t , fo rd ig han hade skrævet et Støgge, som hed o n n e r L o v e n , aa som nog ska være en fin S o d lire over Mose Lov, v o n de æ forbu t a. begære sin Næstes Hustru. M en de va dov liegot et Svineheld, a Avtorritedterne igge hade obdaget de, fo r ellers hade nog E e d v a r t osse fa a et en Proseds fo r Bladsfæm i. D in hengivendes E i n a r J o r r e n s e m .

TTTT

Hermed følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . "3®®