S_Punch_1891

414

— Ja, vor Juleaften er dog sød! Selv hos H ø g sb r o har man ingen Nød: Med sin Julekage hjem han gik, Som han i Kasernen melet fik. Til hans kjære Poder er der i ’en Mangen Stenografplads som Rosin. — Statens Kasse kun faar dobbelt Mul, Den skal ogsaa vide, det er Jul. Jul, Jul, Jul!

Ju lea ften .

r i i

P u n c h d rømm e r.

Punch havde spist en halv norsk R eje til F rokost med et Par L ys- liolm ere til, og efler Frokosten havde han lagt sig lidt til H vile paa sin Sofa med Jonas L ie s »T rold«, som til hans store Sorg viste sig ikke en Gang at være oversat paa N orsk, end sige paa Dansk. Efterhaanden ljom ede, durede, fræsede og fossede de norske G loser i hans H oved, — det blev en h el norsk Springdans. P aa en Gang vidste han ikke mere, hvor han var. H vad var det — H an sad jo i et V ariété-L ok ale og drak norsk P jolter. H an spurgte sig for — han var i T ivoli — K ristiania T ivoli. N u huskede han, at han havde hert, at T iv o li var bleven omdannet til K iste, og ganske rigtig, der sad L iget H e r m an lyslevende ved D irektørbordet henne og pjoltrede ligesom Punch. A ltsaa var han form odentlig død og var kommen i samme K iste som H eim an. Han b estilte sig en dansk skattefri Gravøl. Orkestret spillede Chopins Sørgemarche, og derefter gik Tæppet op for det første Num er paa Programm et: »Optræden af Gebrüder B r a n d e s k i fra K jøbenhavn, international grotesk evropæisk Jødekvartet.« Punch kjendte strax de tre; den fjerde kjendte han først, da han vendte R yggen til, saa man kunde se Gumpen. Punchs Sidem and hviskede til ham, at han var nok ikke æ gte, man sagde om ham, at han havde forestaaet en Svine-Exportforretning i K jøbenhavn; men det gjorde jo ikk e N o g et, da han var udstafferet ligesom de tre A ndre og fuldt saa grinagtig som N ogen af dem. D er­ im od vidste han bestem t, at den ældste af Brødrene havde m odtaget »Indtryk fra P olen «, og den næstældste var op­ draget »under L oven« og havde aldrig lært E vangeliet at kjende. D en yngste traadte i M ose Fodspor, for saa vidt som han altid havde en A aron, der for R esten hed P o n t - o p p i d a n , til at udtrykke sine Tanker. H an sad ogsaa nu nede i Suflørhullet, m edens hans Herre og M ester aldrig havde været i H ullet. Saa kom »Sjæle efter D øden eller D et giør de A lle « , kom isk Sangforedrag af den Ibsenske Selvm orderinde-Trio. D et var Damerne H e d v i g E k d a l , R e b e k k a W e s t og H e d d a G a b le r . Punchs N abo bemærkede, at de maatte kunne blive gode Livsledsagerinder, da de led af L ivslede alle tre. N u fulgte Num rene Slag i Slag. Fru A m a lie S k r a m foredrog en uartig V ise, som blev livlig applauderet; den farende Svend sang en hum oristisk V ise om Oftedal, D irektøren selv optraadte som excentrisk K low n, og de danske A th leter H ø r u p & B o is e n som B oxere. Frem deles præsenterede det M edlem a f Jødekvartetten, der ikke var ægte, sig som »Gumpedanser«, et orientalsk Num er, der mindede om M avedansen, undtagen for saa vidt det var lige det M odsatte Man havde været bange for, at P o litie t vilde forbyde det, men B orgm ester K i e lla n d havde med stor B eredvillighed givet T illadelse til det ligesom hans F oresatte, M inisteriet, heller ikke havde lagt det den m indste S t e e n i Vejen.

^leaften, o, hvor du er sød, Saa faar Folkethinget Julegrød. Den blev ikke først til Udvalg sendt, Saasom herved var man daarlig tjent. T a u b e r sidder flittig ved sit Fad, J e . K. L a u r id s e n faar »m ere Mad«. Selv J e n s B u s k faar »Ben“ med dobbelt S u l, Han skal ogsaa vide, det er Jul. Jul! Jul! Jul! Politiken har et Julebord Arrangert for dem, som duer i Nord. S c h a n d o r p h nyder sine Grisetæer, Jødekager faar hver Evropæer, Og i H e n n in g J e n s e n s „Kapellan1 V ig g o B e n t h e im fandt til sit Organ En Attrap, som her, skjønt tom og hul, Dog en stille Trøster blev til Jul. O v e R o d e og den Broer, han har, Dygtig for af Retterne sig ta’er, Til i Hof- og Stats- og Over-Ret Broderparret har sig gumiet mæt. Ved sin delikate Andesteg K o r s g a a r d sidder just og gasser sig. W iin b l a d kun sig ærgrer grøn og gul: Saadan plejer han at holde Jul. Magistraten paa Tallerknen faar Først sin nye Sokkerladegaard; Ingen af de vise Fædre veed, Hvad de skal med denne Herlighed. Og i Tilgift faar de grov Konfekt For det næste Aars Finansprojekt, Hvori skjælmsk Balancen leger Skjul, Bytte Gaard og Panteleg ved Jul.