S_Punch_1891

410

I denne Forskjel kan ligefrem De tvende Kantsleres ligge: T o l d e r e n s gaar benaadet hjem, Men F a r i s æ e r e n s ikke. — Hvordan det endog ham gaar til sidst, Saa kunde dog Kejserens Tolderist Gaa hjem med sin Lavrbærkrans kjæk, Mens B is m a r c k gaar hjem og lægger sig tr is t Som Æresborger i — Wa n d s b e c k !

N a ad e og Unaade.

S jæ len p a a V an d r in g . En Julefortælling.

M o t t o : n K an det m oro Dem at se L ije t?«

Det var Juleaften. Ingen smaa Stjærner skinnede, for de var alle forvandlede til hvide Sneflokker, der langsomt dalede ned over den store By, hvor der boede s a a mange onde Mennesker. Men der boede ogsaa gode Mennesker, som Alle holdt af. De hed Magistrats­ personer, og i deres Hjærtens Godhed havde de tændt store Lygter, saa at Folk kunde se at komme hjem til sine smaa Børn. Og saa havde de gode Mennesker sørget for, at Stenbroen alle Vegne var brudt op, for at man rigtig kunde glæde sig over, hvor dejlig deres Lygter skinnede; det vilde ellers slet Ingen have opdaget. Juleklokkerne ringede. Tætte Skarer mylrede ud fra »Messen« og lagde Vejen hjemad gjennem Kirke- Stræde, for det var jo Højtidsaften. Alle havde travlt, og Ingen havde Øje og Hjærte for to fattige Drenge, der grædende klyngede sig til hinanden i den kolde, kolde Vinterkulde.

Imedens der meldes fra Staden ved S p re en P r. Telegram og p r . Breve: C a p r iv i k o m p a a den grønne Gren Og holecT sig Titel a f G re v e , Saa kom der fra E lb e n et Telegram, Der håndled’ om Hædersbevisning mod ham, Som Kejseren kasted’ med Glans væk; Men nu har en Titel han reddet sig, skam! Som Æresborger i W an d sb e c k . C a p r iv i , som blev i d en »sittliche« Stat Hans Efterfølger paa Kaldet, Fik hvervet for sin Han de ls-Traktat I Rigsdagen Overtallet. For saa vidt han gik i sin Forgængers Spor, — Hvor meget endog paa den syndige Jord Sig Tiderne ellers forvandle, — Som han tog Hensyn til B is m a r c k s Ord: Det kommer kun an paa at hand le. Sin G re v e -T ite l fik B is m a r c ic , da han Londoner-Traktaten flaaede Og viste sig som en Ha n d l i ng e n s Mand, Evropa til liden Baade. Og Titlen som F y r s t e blev ham bragt, Da M o l t k e s Soldater sang deres „ Wachl Am Rhein 1'1' til »den t a v s e Mands« Skræk; Men nu for Tiden gjælder hans Magt Ved Elben kun nærmest til Wand s be c k .

Det var to stakkels By- zantinere. Den ene var en lang, opløben Fyr, hvis fri­ vole Forfmethed tydede paa, at han hørte hjemme »ved Bosporus«. Den anden sad paa hans Arm og legede med sin forpinte Hjærne; han var slet ikke en gladelig By- zantiner, for han havde alle­ rede længe været død og borte. I mange Aar havde han levet af at være Lig, men det kunde han ikke mere faa noget at laane paa. Hans Kammerat havde »forskre­ vet« sig til en Forlægger, og der kunde ikke passere den Ting i Verden, som . han ikke stak sine lange Ben i og skrev en Vise om, akkurat ligesom naar en Kræm­

mer stikker sin Adresse ind i alle Landets Jernbane­ vogne. Men Folk er saa utaknemlige; de stygge Men­ nesker trak kun paa Skuldrene og brød sig aldrig en Smule om de to stakkels Byzantinere. Hver Gang en Herre kom forbi med et Par Millioner i Baglommen, tog den Lange sin Hat af, som han vilde, og bad saa inderlig om »en lille S . . s . . s . . s k illin g t i l en lite r æ r V a rié té !« Men Alle skyndte sig videre og lod, som om de slet ikke hørte ham; for alle rige Folk erstygge Mennesker. Til sidst havde det lille Lig paa Armen hørtSpørgsmaalet saa tidt, at han ganske grangivelig kunde sige det efter. Saa kom en Nordmand gaaende. Han saa saa barsk

I sin Tid kunde i hele sin Færd Han trygt paa en Kejser regne, Der gav Partiet som F a r i s æ e r Og talte paa Forsynets Vegne.

Men han, som for Tiden har Kejserrang, Om end han sin »stærke* Psalmesang I Ny og i Næ udfolder, Saa sætter han ikkun en To ld -K rig i Gang, Og giver Partiet som Tol de r .