S_Punch_1891

402

Ja , »det Forenedes« Assurance Til Dampskibsselskabets sagde Sparto ; Ikke at tale om dets Balance: Det var »en g r o v k o r n e t S p ø g « , kan I tro. — Det naaede des værre aldrig at hitte En rigtig Geheimeraad i sin Midte, Og ingen Marmorkirkeruin Det kaldte for sin. Det byggede bare et Gravkapel Til alle de Forslag, det slog ihjel, Samt ogsaa, des værre, til Selskabets Grunder Med alle hans storpolitiske Synder Og alle hans mange tomme Tønder. — God Nat, og sov vel!

,Det forenede“ .

it Jubilæum blev fejret med Glans, Med Flagning til Vands og Middag til Lands. — Paa Højden af Hotel d ’Angleterre Gik Selskabets glade Gutter om Bord: Her blev holdt Taler og sunget i Kor, Imens Telegrammer fra Syd og Nord Indløb til Situationens Herre Og Børsmatador Med Omkvæd: Geheimeraaden er storl Ja, her var Begejstring, og her var Glæde; Og dog tnaa bedrøvet man Øjet væde, Fordi man des værre maa tænke paa Det vidtforgrenede Selskab, som ogsaa hed » d e t fo r e n e d e « , Skjønt »Foreningen« ikkun var saa som saa! — Ak, havde det bare kunnet bestaa Til Dato og saa et Par Aar foruden, Saa havde det ogsaa havt Jubelfest Med »Griinderen« B e r g som Hædersgjæst! Men d e t gik i Hundene — det er Knuden. — Da »det forenede Venstre« blev dannet, Sikken et Opsving det fik paa Landet, Og sikke Masser af Hestes Kraft D et altid til Disposition har havt! Som Konkurrent det havde sig viet Til Dampskibsselskabets Kvæg-T ransport; I alt Fald havde til P'ormaal Partiet Befordring af Svin — til Kancelliet. Men ak! Forretningen havde den Tort, A t der kom nok aldrig nogen i ’et. Og, hvad der gjør Sagen særlig trist, Det var, at hvert Øjeblik Rederiet En Jobspost fik om en Havarist; Saasom hin ulyksalige Dag, Da J. A. H a n s e n s Maltheserflag Just ikke med Hæder blev strøget; Den Ladning, det dækked’, befandtes røget, Og selv han forføjed’ Sig bort fra Skygge — og fra Bedrag.

Da. R ed ak tø ren a f dette m eget æ rede B lad forleden M orgen stak sin Fod u denfor D øren, — d en fulgte n em ­ lig u m id d e lb art efter den to og ty v en d e H erre, d er v a r komm en for a t an b efa le sit e n e ste u fejlb are M iddel mod Influenza, — v a r G aden so rt af M ennesker. De m y lrede sam m en i en Ræ kke, s a a bro get som S kilte om kring et

P lan k ev æ rk og s a a lang som en o rd in æ r M ellem akt i d et Kongelige. Men Hr. Punch blinkede ik k e; h an er jo v a n t til, a t alle T an te rs m o rsom m e N ev ø er k ap pes om a t tilbyde h am d eres M ed arb ejd ersk ab . D et sæ d v an ­ lige, sønderk nu sen de U db ru d : »Vi t a ’e r ikke noget ved D ørene« svæ vede h am a lle red e p a a Læ ben, d a h a n i det sam m e fik Øje p a a en M indreaarig, d er b ed en de stra k te sin Næ se op im od ham . Det rø rte ham . T unge E rfarin g en fra d ette Liv, d er ikke er værdt. at leve, la a som G raah im le over den M indreaariges P a n d e h a a r; h an s B enklæ der vifted e og bølgede som salig Montebello , n a a r F ylding en v a r g aaet ud, og h an s forpinte H oved v a r sa t i tilsy n elad en d e F orbind else m ed S kuldrene ved H jæ lp a f de en e ste F lipper, d er d u e r i N orden. D esuden b rag te h an ikke noget, m en vilde b a re væ re M edarb ejd er. Hver' T orsdag læ ste h a n alle B illederne i Punch, fo rsik red e h an , og h a n m en te d erfor nok, a t h a n fo rtjen te en T ak, n a a r h an nu tilbød a t fo rb ed re B ladet. S a a m egen U egennytte v a r n atu rlig vis ikke til a t m o d staa ; A nsøgningen blev d erfor bevilget, im od a t h a n fø rst aflagde en P rø v e p aa sine jo u rn alistisk e E vn er. H an fik sin O pgave og fo rsvand t. F a a Dage efter stillede h a n p aa K on to ret m ed et s a a stra a le n d e Smil, som om h an h av d e fa ae t M ulkt i en B lasfem i-Sag. — N aa, unge Mand, — spu rg te H r. Punch og nikkede sa a velvilligt, at to V en strem æ n d u de p aa G aden skyndte sig a t d reje om H jørnet, — h a r De s a a g jo rt D eres B ed ste?