S_Punch_1891

378

Sportsmænd . E t E fte r s p il.

F o lk e -R e t — fo lke lige Retter.

(D en spændende H andling foregaar i et dramatisk Laboratorium ). A p o t l ie k e r e n (i Sports- og A rbejdsdragt sidder travlt beskjæ ftiget med en Flaske Galdeudtræk — eller Blæk — og vender R yggen til D øren.) E n F a c a d e - D ir e k t ø r (træder ind.) F a c a d e - D ir e k tø r e n . Hr. Apotheker! A p o th e k e r en. Ikke forstyrre! . . . De ser jo, at jeg sidder og skriver et nyt Skuespil . . . Utrolig vittigt . .- . Oskar Johannsens Fakkeltale, inddelt i fem Akter! — Hvad gi’er De mig? F a c a d e -D ir e k tø r e n . Hvad jeg gi’er? — Nej, hør! veed De hvad! . . . . A p o tlie k e re n . Tys! Ikke forstyrre! . . Nu skriver vi: »FørsteAkt, en hyklerisk Dagligstue; Theater- censoren træder fordummet ind« — — Det kalder jeg en fin Satire, hva’beha’er ? — Aandrig, men tilsløret! — Og saa sfer han: »Det er Fanden frisere mig et bril­ lant Geveir i Dag« — Har man kjendt Mage til Vid? Gevéir, i Stedet for Veir, — det har aldrig Nogen hørt før! — Numaa vi h a’e en storartet Aandrighed, — lad mig se! — (skriver): »Salige ere de Fattige i Aanden . . . .« F a c a d e -D ir e k tø r e n . Undskyld, Hr. Digter, — men . . . . A p o th e k e re n , Ikke forstyrre, siø r jeg! — (v e d T e l e f o n e n ) Maa jeg be’e om E e d v a rd , Telefon­ nummer 00! . . . Er der No’en? . . . Med Forlov, hvad plejer vi at sige om de Fattige i Aanden? . . . . Iiva’ befaler? Højre-Snobberi for Ukonfirmerede! — mageløs vittigt . . , Tusind Tak! — — saa skriver vi altsaa: . . .

november er den Tid, da Land og Stad, I Taage hyllet, søger Glædens Kilde Ved Bordet, hvor den sprudler frisk fra Fad, Hvis ikke den sin Bærme kun vil spilde. — Paa den Tid holder Godtfolk Pølsegilde Og langer til den kjære Pølsemad, Hvis Nydelse hos »Dansk« og »E v ro pæ e re « Fremkalder et »Her er, sgu, godt at være!« Derfor det er paa denne Tid af Aaret, A t vore Folkekaarne har især Sit Publikum den Pølsemad beskaaret, Som det i Folkehjærtet har saa kjær. Det føler sig af K o r s g a a r d s »Aand« bedaaret, Og J e p p e T a n g selv bliver populær, Men V ig g o B e n t h e im er dog s æ r lig den, Hvem denne Slagtemaaned skylder Takken, Fordi som højt begavet Frihedsven Han fyldigst har leveret Pølsesnakken; Og, selv om Tallet af hans fuldtro Mænd Ved denne Lejlighed gik ned ad Bakken, Saa maatte dog Enhver hans Ord erkjende For en Rosin i Pølsemadens Ende. Han tog sig for som Taler at bevise, At »R e ts re fo rm en « var en sand Ruin Saavel for hvert et Evropæersvin • Som for P. H o lm s og H ø r d u m s røde Grise; Vor gode gamle Ret han vilde prise, — Han havde selv jo været slagtet i ’en, — Hvorfor de Røde den han anbefalede: Man mærked’, det var Blodets Røst som talede. Ja, vi bør mindes med erkjendtligt Sind, A t han var Pølsen i vor Slagtemaaned, Saa meget mere, som det stakkels Skind­ forhandlingsvæsen ikke saa sig skaanet, Men fandt sig aalet, overgrint og haanet, Samt reduceret til en Pølsepind, Hvorpaa i „ Politiken “ C h r e s t e n s Gruppe I magre Tider koge kan lidt Suppe. Ja, mangen Menig i Demokratiet Paa Pølsemaden sætter Krydderiet.

,

F a c a d e -D ir e k tø r e n . Nej, nu v il jeg tale med Dem! A p o th e k e re n (vender sig cm) Ih, hvad ser jeg? Er det Dem, Kjære? Det skulde De ha’e sagt strax. — Naa, . . . glimrende Forretning, hva'? — Sport i Hippo­ dromen, — hyp, alle mine Højre-Krikker, — gaar som det var smurt, — hva’ beha’er? F a c a d e -D ir e k tø r e n . Smurt? — Aa, ja! — men det er hare mig, der faar Smørene! — Das war eine allzu grausame Åpotheker-Salve, Hr. Digter! A p o th e k e re n . Det var jo Dem selv, der kom og bad mig om No’et, der kunde trække! F a c a d e -D ir e k tø r e n . Meget rigtig, Hr. Apotheker, | men jeg bad ikke om No’et, der kunde trække Folk fra Huset. A p o th e k e re n . Er De gal, Mand? — D e tv a rjo d e t fineste Begplaster, — ægte importeret Jødebeg, evro- pæisk indforskrevet fra Integade. F a c a d e - D ir e k tø r e n . Jo. det var en rar Beg­ mand, jeg der fik! — Jeg sagde Dem jo, at det var i j Pengekassen. Bylden stak, —men nu har den bare faaet I Svindsot af Deres Mixtur!