S_Punch_1891

374

Den gifte Kvinde, saasom liun har kaaret Sig en Tyran og mistet sin Selvstændighed, Bør ikke være slig en Ret beskaaret, Men hun maa nøjes med sit Kalds Elendighed. Des værre det bedrøveligt, men sandt er, At der er langt frem, inden man kan faa Sine Niecer gjort til Repræsen-Tanter Og sin Kjærest’ og Kusine ligesaa. Men Timen kommer nok, da man forladende I Magistraten Hankjønsdespotiet, La’er Fru Juel Hans en tage sig af Badene Og Fru Schram af Kommunalsvineriet. Men, inden saadant bliver istandbragt, Vil det med Glæde spørges trindt omkring, At Høg s br o nu faar sine Døtre anbragt Som Stenografer i vort Folkething. Det viser, at for Kvindesagens Fremme Han hverken mangler Evnen eller Villien, Og Fortjenesten af denne Sag herhjemme Vil allenfals dog bli ve i Fami l i en .

Imedens Vælgerfolkets Mandspersoner For den moralske Ret blev skændig snydt, Vil Venstre skaffe Byens kloge Koner Lidt Borgerret ved Hjælp af stiv Dispyt. De stakkels Kvinder kjønt maa blive hjemme, Hvor i en Bidstrupsmiddag der skal svælges. Men nu kan Byens vise Mødre stemme, Saa ofte som dens vise Fædre vælges. Ja, det forstaar sig, der er rigt’nok no’ne, Som mener, at det inte godt gaar an, Hvis andre end en ugift Rullekone Faar samme Valgret som en Mælkemand.

B r e v fra, Helvede.

Maaneformørkelse.

Min egen V iggo B e n th e im ! Ja, saa gid da den skinbar­ lige Lucifer maatte tage alt, hvad der hedder livsvarig Hædersgave hvis jeg kan be­ gribe hvorfor du, som dog repræsenterer den højeste Op­ lysning, ikke har sendt mig nogensomhelst Oplysning om, at der skulde være Jubilæum for G eo rg B r a n d e s . Jeg vil

(M a d s Jordem oderm and og K riste n Sm ed m odes under M aan e - fo rm ørkelsen p aa Landsbygaden).

være fordømt om jeg ikke strax havde tegnet mig som Deltager eller i det mindste sendt et Telegram , hvad han, min Sæl, nok kan have fortjent om ikke for andet, saa fordi han denne Gang nøjedes med at plagiere mig og optræde som L u c i f e r i egen Person, da han med hele sin Sagkundskab oplyste Tilhørerne om, at Ilden var et muntert Element; og deri har han, Fan'en spille mig Ret. skjønt jeg paa den anden Side des værre maa tilstaa, at der gives utaknemmelige, sorte Sjæle, som slet ikke føler sig synderlig muntre naar jeg anviser dem en lun Plads hernede i deres rette Element. Jeg skulde ogsaa gjerne have været, til Tjeneste ved Fakkeltoget med en lille Leverance a f Beg og Svovl; men ,,hvad kan det nytte “ at snakke derom bagefter. især da jeg dog havde den satans grinagtige Historie at observere Festdigteren S o f u s S c h a n d o r p h præ­ sentere sig i Morgenbladet som en a f det moderne Opbræknings Mænd, saa jeg vil for denne Gang lade det skete være glemt og skal nok huske en anden Gang at sanke gloende K u l paa jeres Hoveder for det. Ellers vil jeg i D ag bare sige. at du har min højeste Agtelse, sidtn du ikke vil vide a f nogen Retsreform eller Nævningevæsen, for man behøver sandt for D yden ikke at have gaaet længe i den sorte Skole fo r at være over­ tydet om. at, havde du for Exempel, da du sidst skældte en Dommer ud, havt med en Folkedommer at bestille, saa havde han ikke ladet dig slippe med 3 Maaneder paa Christianshavn, men sad havde du i det mindste faaet 3 A a r for din Ulejlighed, og du kan sætte Fingeren paa Øjet og bede mig slaa til paa, at Juristerne havde ikke villet demonstrere mod Folkedommerne ved at skyde sammen til en Festgave til dig i den Anledning; saa hold du bare paa det bestaaende! Man veed, hvad man har; men man veed ikke , hvad man faar. Hils nu Georg fra mig og sig, at han alligevel ikke er saa sort som han snakker til D in hengivne jp $ Mzf'¿s to feles. Skulde København i en nær Frem tid gaa ad Helvede til, saa benyt Lejligheden til at sende mig det udkomne a f Henning Jensens Trosartikler.

M ads. God Avten, Kristen Smed. K r is t e n . God Avten selv, Mads Jordmo’rmand. M ads. Je ve ed itte, Kristen Smed, om Du har bemærket, at Maanen hun er formørket i Avten. K r is te n . Jou, je har saa, Mads Jordmo’rmand. M ad s. Hva’ F a’en kan ded nu komme af, Kristen Smed? K r is t e n . Je ved sgu itte, Mads’ Jordmo’rmand, M ads. Je veed sgu heller itte, Kristen Smed. (Pause). Ded er nu ellers mærkeligt nok, at Ingen af vos ta veed ded, Kristen Smed. Ded er dou nouet, som at man itte faar at se til hver Dau. Nu har je dov væt i Amerika og har sejlet de mange Mil over Havet med en Ignorant-Damper, men je veed sgu itte nouet af, at je har set ded derovre. Men ded er jo møjet mouligt, at denne her Edikeson har opdavet en Maade at afskaffe ded paa. Ded kan godt være, at ded er nouet,. som ikke skal være. Ded er jej tilbøjelig til at tro. K r is t e n . Ja, ded er sgu møjet, rimeligt. M ads. Di maa vel vide ded inde paa Konserva toriet i Kjøbenhavn. Og i alt Fald saa veed Degnen ded nok. Han kan jo møjet mere Bibelskhistorie end vi