S_Punch_1891

371

Jægerkor , 8 C - z A ^ M f

jo altid paa Geschæften. Direktørerne var da ogsaa lige ved at flaa Apothekeren for at faa Hid i d e n Pille! — Men veed De, hvad jeg kalder d et? . . . . 2 d e n K up é. — Kjøbe Katten i Sækken? — Ja, det maa De nok sige. Men de Sammensmæltere vil jo ikke ta’e mod Fornuft. — Hva’ heha’er? Plejer jeg ellers altid van at sige, at Retsplejen ska’ reformeres? — Ja, det gjør jeg! For det har jeg selv læst i Ben- theim s Avis. Og jeg si’er lie ’som J e n s B u sk . . . . 1 s t e K up é. — Der skal jo No’en til at være Kla­ kør, min kjære. Og naar Fribilletterne vil paata’e sig det, kan Direktøren da spare de Skillinger! — I det Kongelige gaar’et jo li’esaadan. Jeg kan huske, at da jeg første Gang var henne og se »I Provinsen« . . . 2 d e n K up é. — Ja, d e t var nu no’et Pjank! — For nu holder vi paa de gamle Dommere, begrundet paa at de bare er Højremænd, og det er rare Menne­ sker. Men hvem er ’et der vil skaffe os Nævninger paa Halsen? — Det er Pinedød Højremændene, og det er fordummede Mennesker . . . . 1 s t e K up é. — Gud, hvor De vrøvler! — Ja, und­ skyld, jeg si’er det. Men hvad skulde Theatret gjøre mer, end det gjør? — Naar de skal holde Generalprøve hver anden Dag, hvordan skulde de saa faa Tid til at gi’e Nyheder? — Nej, men I Abonnenter er aldrig til­ freds! . . . . 2 d e n K u p é. — Ja, ikke sandt? Det er dette aandsforladte, fladttænkende, spidsborgerlige, snobbede og hykleriske Bourgeoisie, der aldrig kan faa nok! Nu vil de bare ha’e Nævninger for at nævne sig selv ind, — og saa kan en anden En aldrig mer faa Lov til at skælde no’et skikkeligt Menneske Huden fuld paa Tryk! — Nej, vi er Fremskridtsmænd, Frederiksen, og der­ for holder vi paa det bestaaende. . . 1 s t e K up é. — Holder De paa det bestaaende? Hva’ beha’er? — Naa, det var inde ved Siden a’. — Ja, men det skulde D e ogsaa gjøre. For se, nu er Kasino literært, og Dagmar er literært, men det Kgl. kan magelig skaffe Underskud u d e n at være literært, — hvorfor skulde det saa gjøre sig Ulejlighed? — Uha! Alt dette »literære« har Lucifer skabt! — Jeg spør’ bare: hvor glider vi hen? 2 d e n K upé. — Jeg skal ikke længer end til Helle­ rup; — men det ka’ ikke nytte, at De taler om no’et andet, for nu veed De min Mening! — Hva’ s a e De? — Har jeg lie ’saa mange Meninger, som der er Vinde til? — Det skulde De nødig gjøre Blæst a’. For Ben- theim er li’egodt Mand for at ta’e sig a’ sine Retspleje­ børn, og jeg si’er bare, at jeg sætter^ at vi for Probe- rings Skyld slaar et Par Mennesker ihjel, — saa kom ­ mer Nævningen, . . . og saa si’er den; »selv Over­ mennesker!« — og saa snupper den os . . . . 1 s te K upé. — Og saa sidder vi der! Det er Alt, hvad vi har faaet ud af det literære! Nej, følg De bare m it Exempel:. Jeg holder paa Chefen, og jeg holder paa det bestaaende — 1 s t e og 2 d e n K up é. — og kommer der No’en og gjør Vrøvl, saa si’er jeg bare — — -------- — H e lle r u p !

Thinget stolte Riddersmænd For Øjeblikket strider. Der taler baade den og den Om Vildtets Fredningstider: G re v D a n n e s k jo ld og A h le f e ld t Og T a g e T h o tt og M o ltk e Med samt saa mangen anden Helt Nu deres Tanker tolke. I Skoven boer den vilde Fugl Fra Krage og til Ugle; I Skoven er der mangt et Skjul For Jægersmanden Kugle. Men vogter Eder, Fugle smaa, I Skov som hist paa Hede, Thi det er nok kun grumme faa Af Eder, man vil frede. Og vogt Dig vel, Du snilde Ræv! Dig truer samme Fare Fra Jægermanden nok saa gjæv Alt som den vege Hare. Du, Agerhøne, tyk og fed, Og Dig, Du lille Sneppe, Og Brok- og Urfugl, at I veed: Man skaaner Eder næppe. Nej, Jægersmanden, han er slem, Naar han faar Blod paa Tanden; Da farer han med Grumhed frem Som næsten ingen anden. Af Talen, som man lytter til, Man tror at kunne tyde, At, hvor den ene frede vil, Der vil den anden skyde. Men ikke blot fra Mark og Skov Om Jægeridræt meldes; Nej, ogsaa fra en anden Bov Man hører, Vildtet fældes0 K on C h r e s te n i sin fulde Magt Med alvorsfulde Miner Er nylig dragen ud paa Jagt — Der gjælder det Kaniner! Med Harm i Øjet Bøssen ser Man ham til Kinden trykke; Han sendte ud sin Falkoner, Der hedder nu B ø n lø k k e . Han jager højst determinert Det stakkels Vildt af Hulen, Og Kongens Dødsdom exekvert Nu bliver snart af Kuglen. Kong C h r e s te n slaar med Haanden ud: »Mit Folk, saa tro, nu skal I Faa høre Eders Konges Bud Alt i et stolt Hallali!« Valdhornet skingrer med et Hvin Alt til K on g C h r e s t e n s Hæder: » O d sh e r r e d m isted’ sin Kanin, Og » A fte n b la d e t« græder!«

t i MA ¥

E t a fs k ræ k k e n d e E x em p e l. I Søndags N at mellem Tolv og To Slog Maanen sig som »total« til Ro; Men hvad kan d et nytte? Den gik jo hen F ø r Hanegal og blev »fuld« igjen!