S_Punch_1891

363

op a’ Doktorens komiske Album. Han plejer jo van at gaa omkring og piratisere . . . eller, hvad jeg vil sige, privatisere . . . ved den Slags Forestillinger. Jeg tænker nok, at jeg kan faa ham i Timevis for en nogenlunde modificerende-restringerende Betaling. — Jamen vil Du ikke ogsaa ha’e no’et, der kan trække? Du kunde jo f. Ex. faa H ø ru p til at oplæse en Dagsorden om Retsreformen, eller O s k a r J o h a n n - s e n til at holde sin Fakkeltale? Jeg skal sige dig, Folk kan saa godt li’e at faa no’et, som de kan grine a \ — Det er meget muligt, men jeg vil nu hellere være „literær“, for det lader saa dannet. Jeg har netop væ ret ude og konsulere Kasinos Bestyrelse i den Anledning; vi blev enige om at ta’e lille D er A n d e n til Direktør, begrundet paa, at h a n heller ikke duer til andet. — Hvad for no’et? Skal lille P e r være Direktør for Kasino? — Begribeligvis. Saa følger „ Politiken “ jo immer gratis med som Klakør, — og det kniber nok svært med at faa Klap-Pladserne besatte derinde. Naar saa Ø s te r g a a r d leverer det Rørstrømske, og lille P e r leverer de uvartige Ord, saa har de det Literære gaaendes, forstaar Du? — Det gaar bare inte, Madsen! — Hvad gjør d et, Lassen? Saa begynder de bare forfra paa „Et Byggeforetagende“ og laver Theatret om til et Pakhus. — Ja, men hvad for Stykker vil Du saa gi’e til d in Forestilling? — Jeg begynder med et Proverbe i fem Akter af G u s ta v E sm a n n . Det hedder „Essence de Thevand“ og handler om fem Ægtemænd og syv Elskere, der er saa fine og stemningsfulde, at de ikke kan hitte Rede i hvad for en Kone, der er hvilkens. Jeg havde ogsaa tænkt mig, at faa „ Københavns “ Redaktion til at op­ træde i et Stykke, der hedder „Saadan er Livet eller 5000 Koner i Bøde“ ; men saa rejste jo Hovedpersonerne til Ægypten for at lede efter flere Mumier. — Hvad kommer saa bagefter? — E t Folkeskuespil. der hedder „Fem Mennesker i een Seng“. Der optræder baade F r e d e r ik o gW iin - b la d som Nævefægtere. Og jo mere de dænger hin­ anden, desto mere Mudder bli’er der i Galleriet. Kvartalsregningerne betaler. — Yeed Du hvad, Madsen, saa skulde Du med det samme faa en eller anden Læge til at male et Figen­ blad paa Fortæppet; det kunde passende forestille en Leder "i „ Politiken “ om den nyeste Sensations-Skandale. — Det var en god dessein, Lassen! Maa jeg bruge den? . . . som G e o rg plejer van at sige, naar han læser tyske Filosofer. — Og saa synes jeg, at Du skulde anskaffe dig no’en Svenskere, for det hør’ jo ogsaa til. Som jeg i. Ex. vil sige, en eller anden udblødt „Genganger1, der kan lave lidt Panik, eller en Opera, der bare ikke maa opføre no’en af de Operaer, der no’en Steder er bleven opført siden Verdens Skabelse — Hvad er den a’, Lassen? Gjør Du Løjer med K a m m e r h e r r e n , fordi han har sat sig paa den høje ,.Gavalleriau og inte vil gjøre Halloj med Svensker- musiken? Saa hører Du jo til den fanatiske Presse, Lassen! Jeg vil slet ikke tale med dig. — Ja, ja! . . . Saa Farvel, Madsen. — Bi' lidt! . . . Her har Du et Frikort til min Forestilling. Jeg sfier li’esom de sa’e, da der skulde være Fakkeltog: Alt er udsolgt, og man bedes derfor sikre sig de tiloversblevne Billetter i Tide . . . Adjøs, Lassen. — ’djøs, Madsen.

H v o r e r K a t t e n P

liar vi Vinter, det er klart! — At sige, det er taaget; Men det er klart, og det er rart, At Skoven nu staar broget, Mens Vinden fejer susende Det visne Løv mod Skyen! — Og nu tyer alle Musene Fra Marken ind til Byen. De atter deres Folder slaa Ved Natten og ved Dagen; — At de har Vest og Buxer paa, Gjør ingen Ting til Sagen. Og nu, som før, har Musene Utrolig stærke Maver: Paa Gader og i Husene Man hører, hvor de gnaver. De er smaa sorte, er smaa graa Og vrager ingen Retter; Snart ser man dem med Fakler paa, Og snart som Søkadetter; De mimrende og svingende Det hele Samfund stormer, Ja, — kravler op i Thingene Og æder Retsreformer! De helst paa Bladkontorer sig Som kloge Smaadyr gjemme; Men Ingen veed det Fag, hvor ej De føler sig som hjemme: Hannov e r snart i deres »fri Salon« faar Pinsler tunge; Snart piber de som Musici Og kalder sig »de Unge«. Snart bruger Næsen de som Kost Og bliver »literære«, S Mens de som anden Gammelost Vort dumme Land fortære; Saa gnaver de, saa piller de, Saa det kan Sjælen gotte, — Endog paa „ Dagmar“ spiller de Hoverende — »Mu sotte«. De Godtfolks Rygle flaar i Flæng. Den Sport de særlig ynde; Men — Overretten er saa streng Og Museben saa tynde! Fra Kvistene til Kjælderne Man dog, naar Vint'ren helder, Har alle Musefællerne I deres Musefælder!

JL-h B h --,