S_Punch_1891

362

Og H ø ru p , som nok havde allerhelst Forhandlet med, var inte rigtig heldig: Endskjønt Forhandlerne paa Klingen vældig Han gik, blev han for Vandgang inte frelst, — Thi R a sm u s C la u s e n havde et, tilfældig­ vis medfødt, Fortrin: Han var nemlig ældst. Derved fik H ø r u p , skjønt lidt sent, at vide: A l d e r d oms l o v e n har sin gode Sidel

Madsen og Lassen.

Og breder Broderkjærlighedens Kaabe Fromt over hver en Rivning samme Steds, Saa Verden næsten tør paa Venskab haabe Imellem T y s k og F r an s k , og ingen Gæs Paa Ka p i t o l i um vil om Ufred raabe, Har vore egne Mortensgæs herhjemme Sin Stridbarhed dog ikke kunnet tæmme. I Folkethinget er der langtfra Ro Og Fred som i et velærværdigt Kloster, Saa snart det gjælder om at slaa en Klo I sammes efterspurgte Tillidsposter. Man slaas om Byttet i den glade Tro, At Staten nok betaler, hvad det koster: Til Krig paa Stemmesedler man sig flokker Ved Valg af Formand eller Vice-Klokker. I Thinget hengik et Par glade Timer, Fordi det rene Venstre pønsed’ paa Den sk ik k e lig e B o js e n flad at sla a Ved Hjælp a f a f vor berømte C h r e s t e n K im e r, Til h v is P e r D ø v e r d e t v a r tæ n k t a t faa, Om muligt, Manden med de røde Strimer, Vor egen B e n th e im , der med en forbavsen­ de Dødsforagt gik løs paa R a sm u s C la u s e n . Des værre skulde C h r e s t e n s Planer strande, Og, skjønt han som den gamle Folkeven Sig fægted’ frem med aaben Dosmerpande, En Bule han sig hented’ her igjen, Og fløjten gik det skjønne Haab at lande Imellem P'olkethingets Vice-Mænd, — Ak, han har ønsket vist den Time Pokker 1 Vold, da han opgav sin Plads som Klokker.

— Haløj, Madsen! . . . Hvorhen? . . . Du har saa- dan et Jav. — Hæng paa, Lassen. Jeg løber rundt og arran­ gerer. — Hvem skal nu ha’e Fakkeltog? Det er vel aldrig G eo rg , der igjen har tudet i det Horn. han h ar i Siden til dette Land, for at kalde Mænd? — Naada, n e j! det er mig selv, der skal ha’e en Jubilæums-Forestilling. Nu er det akkurat halvniende Aar siden, at jeg tog min første Lotteriseddel. — Ja, den Slags Forestillinger er jo i Mode. Men er Du da trængendes? Eller er Du bare afdød, saadan som H e rm a n , da han skulde ha’e Penge til sin Be­ gravelse? — Nej, men jeg kan jo heller ikke faa Statsunder­ støttelse. Og for Fremtiden agter jeg at bosætte mig paa Vesterbro, saa maa jeg da begribeligvis ha’e en Forestilling. — Det er saa rimeligt. Hvad har Du saa tæ nkt dig, at don skal bestaa af? — Jo, ser Du, fint skal det være. Paa hver Plads skal der staa en halv Flaske Banko. Naar min Nabo Isenkræmmeren faar Lov til at klistre sin Annonce fra Adresseavisen paa Flaskehalsen, saa leverer han den gratis. — Rigtig! Det er li’esom hos J u l i e H a n se n , da Tilskuerne stod og sang: Men Julle, hvad vil Du med Manufakturhandlerens visne Viol? Men hun lod li’egodt Violen sørge og smilte saa himmelfornøjet, at Smilet skar durk igjennem S e v e ­ r in s Samvittighed, da han talte sit Personale efter. Hvad skal Du ha’e mer? — Saa skal jeg ha’e Æ b le -S id se til at læse no’et