S_Punch_1891

2 99

(heftigt). Der om Deres Arm. (bittert og stigende). Her i denne Stue. (i stille larmende Udbrud). En Aften, (som halvvaagen). Den var til 20 Kr. (med knyttede Hænder). Den var vor Forholds Medvider, (med voldsomHast). Saa De Kjeden? Ella. Saa De Røgen? (løser sit Haar op. kæmmer det med en Lomme­ kam og kilder ham under Hagen). Nr. 4. Min Broder — i sit Værelse! N r 1. (kommer op slukker Lam­ perne). N r. 2. Du har slukket Lam­ perne — de var jo ikke tændte — saa jeg. Nr. 1. (griber Døren, griber en pludselig Ide, Lyset fra de slukkede Lamper falder ind paa Scenen, dækker Ansigtet med sine Hænder, styrter ud, styrter ind. Man hører fra hans Værelse et dumpt Fald). Nr. 2. (stille og dumt). Hvorfor vilde Du tage det gamle L iv? (Tæppet falder — Munterhed).

tillod jeg netop det til Lykke netop de Møder ogsaa blev min. For Mo’er vidste ingen Ting, fordi vort Forhold ogsaa var en Hemmelighed. (Endnu mere Bevægelse). Nr. 4 (Efter en Stilhed). Det var den første Tid, det var i Før­ fremtid, da hun elskede mig. Jo, jo — for der v a r Dage, da hun el­ skede mig. (rejser sig uroligt). Skjønt det mest var om Natten, (sætter sig igjen). J e g træ n g te til a t b liv e b e d ra g e t. Derfor løb hun bort med en Anden. 5. Scene Brødrene. Tjeneren(bringerl'e).Brød- r en e. (Tage sindsbevægede mod Theen). T je n e re n . En Dame ønsker at tale med Dem N r. 2. En Dame ? Kun én Dame? Til tre Herrer? Naa, lad hende komme ind. 6. Scene. De F o r r ig e . Fru E lla (kommer ind). N r. 2. Jeg elsker . . . .

Nr. 3. Du elsker . . . . Nr. 4. Han elsker . . . . A lle tre. Vi elske . . . . F ru E lla . 1 elske . . . . (kysser Nr. 1. (kommer ind). De elske! Saa maa jeg ind i mit Sovekammer og besvime med et dumpt Fald. (gaar). Nr. 2. (til Ella). De her? E lla (der i det hele lyver). Ja. Jeg rejste bort for tre Uger siden, men kom allerede tilbage i Dag for fire Uger siden. De har gjort mig Uret, mine Herrer. Det Menneske, jeg løb bort med, v a r ikke min Elsker. N r. 3. Skulde I dog ikke hellere lade hvile dette — som er saa meget forbi ? E lla . Hvorfor forlod De mig saa pludselig, da jeg løb bort med ham? Nr. 4. Hvorfor? — fordi, (med Skrig). Husker De den lille Kjede. jeg gav Dem? 14 Karat? (bedøvet), j Af Guld. (hastigt). Fin og tynd I dem).

Den chilensiske Krydser (Frit efter Carl Bagger.)

Det vilde være baade Skam og Sorg, Ifald før os de andre skulde komme ! Hit rask kun paa, saa byder St. Georg, I U g -K r y d s e r faar, naar alt er omme!» Højt lød nu fra hver fordomsfri og fræk Reporter Glædeshyl og Hurraraaben. Enhver forsyned’ sig med Pen og Blæk, Til fede Ænder stod jo Alles Haaben. Kun En af alle dem, der duer i Nord, Tog ikke Del i den gemene Glæde, Og, da til Slut han havde væ’t om Bord, Hos V ig go B e n th e im fik han Foretræde.

«Hr. Redaktør!» — saa tog til Orde han — «Jeg var kun Purk, da H e rm a n B in g blev »neglet«, Jeg var paa Benene og saa, hvordan Som Rumlepotte B e rg blev gjennemheglet. Hist i B r a s i l i e n mangen død Konsul Jeg leve lod for vore Abonnenter. Paa « L am p e v e je n » fik jeg vistnok Mul, Men det blev skjult af vore «P ræ ten d en ter» . Hvad H en n in g Je n s e n har som Renegat Udøvet, har mig tidt gjort vel til Mode. Men her det drejer sig om en «P irat» , Og den er dog i Slægt med Ove Rode. Falsk viser tordner løs mod R a vn , Som ikke stopped slig Sørøverbande. Dog stundom skal af Tvivl en Skygge her Sig snige ind paa Jødebladkontoret, Om Skuden dog ej var en Evropæer; Thi det var so rte Sm a a , der stod ved Roret.

F r a Faxe Ladeplads de Danske saa Den sidste Rest af B a lm a c e d a s Flaade. Hvorhen den stolte Sejler skulde gaa, Det var for den, det var for os en Gaade. Fra København man med forbavset Blik Saa den paa Ydrerheden tage Stade; En Anelse strax Politihen fik Om, at der nu blev Sjov i Integade. I Jødebladet, hvor St. G e o rg s Flag, Den frie Forskning, vajed stolt fra Masten, Der blev, saa snart man vejred’ denne Sag, Blandt Medarbejderne saa travl en Hasten. Til «et Besøg» de gjorde sig i Stand, Benovet var de sorte, smaa Matroser. En Evropæer vil som Lygtemand Helst muntre sig i vores egne Moser.

«Sejl ud,» — saa lød omsider B e n th e im s Bud «Til P r e s id e n te P in to hist paa Rheden! Hvad der I faar at se, tvær dygtig ud Og smør kun paa foroven og forneden.