S_Punch_1891

279

Paa Badevejen,

fx r i

rens var komm en herud. Ham er der ogsaa altid saadan en L ugt ved. M o lle r . D et kommer af, at her er saa mange M en­ nesker. Saa lugter det altid. Jeg er sgu nær ved at tro, at det er Ivejseren, der kommer sejlende derude. H an har sit eget Skib, saa han behøver ikke at tage B illet ligesom vi A ndre, naar vj skal i Skoven. M ad. M ø lle r . Har han da ogsaa sin egen Damp­ sporvogn? M ø lle r . D et antager jeg. D en sidste Damper gaar jo saa sent derude fra, saa, naar han har L yst til at blive lid t længere, saa maa han jo med Dampsporvognen. — N u skal de strax til at skyde med de store B um -K anoner ovre paa Trekroner. D et er nogle Basser, der kan gaa lige durk igjennem den tykkeste Væ g. L i l l e B u s s e . Jam ’ F a ’er, naa nu Væ gge æ daa dyk, da de igge dan daa dennem den? M ø lle r . Jam en det er den ikk e. D e prøver natur­ ligvis ikke paa det, naar de kan se i Forvejen, at den er for tyk. — Jo, det er ganske rigtig Kejseren, der kommer. Jeg kan tyd elig kjende Skibet igjen fra sidste Gang, han var her. D et hedder Dersjava, det vil sige, det hedder nok egen tlig kun Sjava, m en T yskerne plejer altid at sætte »der« foran. D et lyder flottere. M a d . M ø lle r . Jamen K ejseren er jo ingen Tysker, M ø lle L N ej, men Skibet er opkaldt efter et, som den gam le K ejser V ilhelm havde. — Lad nu mig faa lille Frede­ rik paa A rm en, saa kan Du tage B usse — eller lad mig hellere tage Busse, det er dog ikke værd, D u faar din nye K jo le spoleret, M a d s in e . N u skal F a’ers D reng faa K ejseren at se. — — Fa’ers D reng maa ikke stikke sine snavsede B en i F a’ers V estelom m e. D et er for R esten løjerligt, at de kongelige ikke er kommen endnu. D e kommer skam for sent. M ad. M ø lle r . Maaske deres U r ikke gaar rigtig. M ø lle r . D et antager jeg ogsaa. D et var dog for R esten en Skam, om K ejseren skulde være nødt til at gaa op i B yen paa sine B en. D et er sgu slet ikke sagt, at saadan en R usser kan finde Vej paa egen Haand. N u skal I se, der kommer Skibet. D et har sat D annebrog op til Æ re for os. M a d . M ø lle r : Jamen, hvad er det for er Flag der øverst opps paa M asten? M ø lle r . D et er detrussiske. D et er for R esten bleven forandret siden sidst. Da var det hvidt med blaat K ors, nu er det blaat med hvidt K ors. — D et er et dej­ lig t Skib, den Dersjava, man kan strax se paa det, at det er et K ejserskib. — N u maa Du være stille, Madsine, nu skal vi til at raabe Hurra. H alløj, det gaar den forkerte V ej. D enne V ej med Sølvtøjet, H øjstæ rede! Jeg skulde da ikke tro, at det er det forkerte Skib. Sporge B etjenten? N ej — ja, naar Du endelig vil have det — — M ig Forlov — — — _ ? — — I Naa, saa det er Malmødamperen. Ja, det sagde jeg jo nok. Jeg syntes strat, jeg skulde kjende den. K ejseren kommer først i Morgen, Madsine, saa det kan vel ikke nytte N o g et at vente. K om her, lille Busse, kom her, Frederik. N u skal vi hjem. (Idet de gaar). N o g et fik vi dog altid at se. D et var alligevel godt, vi fik B ørnene med. D et er dog ikke hver D ag, de faar saadan en

n r .n n

D u fagre, Du sm ilende K vin de i N ord, Som lærte vort H jærte at banke, O g som med den Arv, Du fra M oderen fik, Var Maal for vor Læ ngsel og T anke; A k , nu er det ude! Forbi er dit R y Blandt E lskere og blandt P oeter: T hi nu b li’er vi Mænd »unaturlige T ing«, Som G e o r g jo kalder A sk eter. I B e n t h e im s A vis, der er kjendt for sin Takt, Og som er saa sanddru og sober, D er stod det paa Tryk, at den nordiske M ø V ed Øresunds K yst — er rr.alproper! Fru E r n a J u e l- H a n s e n helt drabelig med D en B entheim ske Sværte har pjasket sig. Og hendes Artikel — forstaar sig — var en Af dem, som man si’er, der har vasket sig. T hi, saasom hun er af den »m odige« Sort, D er aldrig af Fordomm e lænkes Saa maatte hun græde et Badekar fuldt For K vindernes R et, naar den krænkes: Hun raabte, m ensBentheim afR ørelse græd, H an kunde jo slet ikke andet: Skal Mændene da have E neret her T il Lands paa — at gaa i V andet? Fru H a n s e n hun kjender sit K jøn , maa D e trol M ed m oderlig Omhu docerer H un kjækt, om hvordan man b li’er frigjort fra al Slags D yd, der jo bare generer: I H anske-Problem et er R enhed en T ing, Om hvilken kun Snærper vil spørge, N ej, — tag Jer en Elsker, som »A ftenen før« K an alt det fornødne b e sø rg e ! Om unge og Sm aa-Piger har hun saagar Forfattet en m odig »H istorie«, H vorved hun for stedse hos E e d va rd vil staa, B elyst af den »m andigste« G lorie: D e stakkels smaa Piger, der læ nge med Suk Har over Forkuelse klaget, Skal blot holde Bryllup foruden en Præ st Og fuske i Jordem o’e r-F a g e t! Naar h u n nu vil tale om R enhed, — ja saa K an hurtig man fatte Moralen: Naar b lot Du er vasket til nedringet, kan Du blæse ad hele Skandalen; Vær skabt som en H ollæ nder, skyl din Person, M en vis dig »frimodig« og villig, Vær udvendig ren . . . og lad Sm udset slaa ind, — M oralen er kauscher og b illig !

MT* Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg'