S_Punch_1891

275

over. Ofte har den givet eklatante Beviser paa sine Tyggemusklers Styrke ved at gnave paa en saadan sejg And i flere Dage. Den sidste og største And var en svensk Sanger, som den absolut vilde have puttet ind i et Rum paa Blegdamsvejen, hvor dens Rumlepotter plejer at blive opbevarede. Da man saa tvang den til at æde Anden i sig, forbavsede den Verden ved den mærkelige højeste Oplysning, at det var de Andre, der skabede sig. Den følger altid det numerisk stærkeste »Parti«, som den slutter sig til helt inde fra Rømersgade af. Men trods sine modige Tilbøjeligheder er den umaadelig bange, naar den selv trues med det glatte Lag. Saa snart der gives mindste Signal til Angreb, forsvinder den langt bag en Bunke brændte Protokoller og afventer med sin And i Munden roligere Tider. Man forsøgte en Gang at ernære en af disse Spor­ hunde med Agurker; det var nemlig i den saakaldte Agurketid. Men det begavede Dyr sled sig løs og flygtede ud i en Renovationsvogn, hvor den strax aandede friere ved at føle sig i sit rette Element. Efter kort Tids stille Nyden opsnuste den saa en Haand, der laa i Vog­ nen og pegede Fingre ad den. Den vidste fra Regimen­ tet, at selv Overbefalingsmænd — eller som de kaldes i det tekniske Sprog: Overmennesker — kan udsætte sig for at tabe Hovedet, som f. Ex. naar de ikke i Tide har faaet strøget enkelte kompromitterende Udtalelser i 2den Udgave af deres Værker. Men den havde aldrig set nogen af dem tage Haanden af og lægge den fra sig, saa at Resten af Personen maa underforstaas. Der kunde altsaa ikke være Tvivl om, at Haanden maatte tilhøre et Lig. Herman Bang nægtede imidlertid bestemt at vedkjende sig Haanden; naar han skriver »Digte«, bruger han nemlig jævnlig begge Hænderne for at tælle sine Fødder paa Fingrene. Og saa tæller han galt alligevel. Sporhunden var derfor paa det Rene med, at der forelaa et Mord, og gav sig hæsblæsende til at løbe op og ned ad Spalterne med Haanden i Flaben. Men det er ikke enhver Flab forundt at faa Bid i et Mord; og det viste sig da ogsaa, at Haanden tilhørte en Mediciner, der havde laant den for at lære sig selv at føle Pulsen. Der kunde fortælles endnu flere og interessantere Træk om disse Dyr; men muligvis fremkalder disse Linier hos En eller Anden Erindringer fra de gode, gamle Dage, da »barberede Pudler« endnu spillede en Rolle. Den uheldige lille Historie med Haanden maa dog ikke opfattes som et Exempel paa, at Racen nu er ved at gaa i Hundene. Den kan i det Højeste være et Vidnesbyrd om, at de desto værre ofte er nødsagede til at leve fra Haanden og i Pennen.

Vov-vov! i Anledning af nogle Notitser i et herværende Blad angaaende »Militære Dyr«, har vi fra en sagkyndig Blad­ forhandler modtaget en Skrivelse, af hvilken vi hidsætter Følgende: Det er en Regel, der maa betragtes som en ube­ hagelig Nødvendighed, at der ved de fleste »Herværende« findes Sporhunde, som følger deres lokale Negergeneral gjennem tyndt Blæk og tyk Sværte. Nogle af dem er smaa sorte, andre smaa graa, men de Fleste er blakkede. De to Platfodfolks-Regimenter, der garnisonerer i Integade og Badstuestræde, og hvis Mandskab, som be- kjendt, bestaar af Rekruter af forskjellige Vantros- bekjendelser, har saaledes hver sine Sporhunde, om hvilke der kan fortælles mange pudsige Smaatræk. De faar deres Føde af rige Jøder og tilbringer Nætterne paa dertil indrettede Kafeer og »stiller« præcis om Efter­ middagen, saa snart de kommer ud af Sengen. »Nr. 00«, kaldet »Smukke Ven«, har eller havde, dersom den ikke senere har gjort sig ganske umulig, et Halsbaand med Inskriptionen »Menneskedyr«. Den er utrættelig i at opspore frimodige Damer, hver Gang dens Overordnede trænger til lidt »mandig« Adspredelse. Naar Kompagniet afleveres til Sø-Krigsretten, sidder den altid paa venstre Fløj, for strax at kunne sætte sig i Spidsen for de der opstillede Sproglærere, naar der kommanderes til Vandgang. For øvrigt ynder den ikke høflige Tale- maader, men bjæffer paa det heftigste, naar dens Kom­ pagni bliver kaldt »et herværende«, og den skal ikke være til at styre, naar et hidtil uskadt Navn og Rygte kommer i dens Nærhed. Inte-Regimentets Sporhund »Kauscher« er saa in­ karneret anti-militaristisk, som man vel kan forlange. Den bider i enhver Fæstning, som den falder over, og hyler, saa det kan høres helt ned til Berlin, hver Gang en vandrende Lirekasse nærmer sig Regimentet. Dåden en Gang i sin Tid kom for Skade at gjø paa russisk, stak den bagefter Halen saa ynkelig mellem Benene, at man lod den løbe. Det bedste Bevis for, at den fuldstændig har frasagt sig al fordummet Omgang med Fædrelande- rister, afgiver følgende Exempel, valgt imellem utallige: Skjønt den i Aaringer havde hoppet omkring paa Sartory- Sletten i Hælene paa en navnkundig Digter, der bar sin Hat, som han vilde, snærrede den dog ad ham den Dag, da han kom hjem med en Sankt Hansvise »derovre ira Grænsen«. Den har for Resten den for en veldresseret Spor­ hund noget aparte Vane, at den jævnlig løber omkring med en s tø rre And i M unden , end den k an gab e

Nu »Fuchs« paa mere Bytte ruger, end han fordøje kan i H ast; ti v i l han Fred, idet han bruger den til at slaa sin Vinding fast. Se derfor sky han spidser Øre ved fjærnest Ufred, mindste Larm — og aner, selv i festligt Røre, en mod hans T ryghed løftet Arm. Hver Skælm, derNæstens E je gemmer, men dækkes end a f Æ rens Skin, den samme Sjælekval fornemmer ved L yd a f Politiets Trin.

Fredselskeren.

T il L y d han slog med bitter K lage, vredagtig-fæ l som U lveglam : At A n d r e frit (i vore Dage) tør »leve« — uden Lov a f ham! Fo r — vil man efterspore G r u n d e n til »Mikkels« kildne Fredsælhed, er d e n med største Lethed funden saa vel som Fredens Ø jemed: Naar Nabofolk hans Attraa vakte, han hug i dem sin K lo, sin T and — og hjem som kaaret Offer bragte en Del a f deres Æ t og Land.

S t o r t y s k e n , nu paa Vagt for Freden, gav Agt — med Uro, N ag og Sorg — paa »Leve«-Raabene forleden f r a K r o n s t a d og St. P e t e r s b o r g .