S_Punch_1891

262

Der er bremset for de allerværste Bøller, Og fra » F re d e rik s« forsvinder muligt S c h ø lle r ; Naar man saa vel erindrer det Halløj, man Har til Gode med Skuespiller N e um a n n , Der endnu ikke started’ paa Plakaten — O, saa tør der være Fryd i Dannerstaten! Offentlig Brevvexling. T il D igteren og Politikeren R e d v a r d B r a n d e s. D e maa, Gott straffe m ig , ikke

tage en gamm el Landsmand ilde op, at jeg henvender m ig til Dem i et Forretningsanliggende / thi Forretninger er sgu dog en Hoved­ sag, selv om det er Fødderne, det gjcelder om, og da je g har hørt , at De synger p a a D eres sidste

1 Evropa liar den franske Nord-Escadre Faaet alle Aviser til at sladre. Baade »Times«, »Débats« og »Allgemeine Zeitung«, Som gik forhen under B ism a r c k s eig’ne Leitung, Have nys i mange, alenlange Ledere, Som bli’er daglig baade federe og federe, Talt om denne russisk-franske Alliance, Borgen for den evropæiske Balance! Om hin Alliance løser just Problemet, Som man kalder nok for »Ligevægtssystemet«, Turde være mindre sikkert at fidere paa, Der er dem, der mener, at den tyder mere paa, ^

'■ Vers, ikke som D igter, Gott bevares, men som Folke- thingsmand paa Langeland, saa kan je g nok tænke, at | D e sn a rt v il vandre omkring i Landet f o r at lede e fteren ny Valgkreds, og, veed D e hvad, den Vandring kan sgu godt trække ligesaa længe ud som voreses Forfædres, da de ledte efter det forjæ ttede Land ude i Arabiens Ørken ■ Ja, De maa sgu gjern e schpytte m ig i Øjnene, hvis je g overdriver. Se, nu kan de Blanklæders Støvler, som D e g a a r m ed til daglig B ru g , være hold- | bare nok , n aar D e sk a l g jø re ,,et Besøg11 i Integade eller hos Kamm erherren paa Kongens N yto rv; men | de horer sgu inle til det, som duer i Norden, naar De sk a l vade igennem alt det Æ lte og Morads og over Tørvemoser og gaa paa „gyngende Grundli, som De jo nok veed horer m ed til det rigtige ,,Landmandsliv 11. D erim od kan De hos m ig f a a et P a r rig tig gode gam le i Transtøvler, som je g i sin T id lavede til J. A. H a n s e n , da han vandrede ud f r a Langeland, og han, d er jo va r sagkyndig paa det Omraade, roste dem sgu i alle M aader, især fo r d i han a ldrig behøvede a t pudse dem om de v a r nok saa tilsølede; men, da han i Stedet f o r vilde pudse m ig f o r de akkorderede Syle, saa tog je g j dem igjen fr a ham, og nu kan De fa a dem f o r en bil­ lig Penge. J eg fo r s ik r e r Dem f o r , a l de e r endnu saa gode som nye, og naar De f a a r en Visk ren Halm i Støvlerne hos J e n s B u sk eller M a d s en M ø g d a l eller en lignende folkelig Menigmand, v il de p a sse D em , som om de v a r syet til Dem. Ja, D e maa sgu g jern e sende m ig et hvilketsomhelst a f D eres dramatiske A rbejder til Gjennemlæsning, hvis je g n a rrer Dem. Desuden ga ran terer je g Dem fo r , a t Støvlerne er aldeles u o f siidelige, da de er forfæ rdigede a f det bedste og sejgeste Mund Læder i hele Stammen. M ed dybeste Ærbødighed og Højagtelse A h a s v e r& s , Fhv. Skomagermester i Jerusalem , p. t. Læderstræde.

At det snart kan bryde ud i lyse Luer Inden Maaneder, ja muligen kun Uger. Naa! lier hjemme vi Tiden os forkorter Saa imens med at bygge Mellemforter. Vi har meget Andet her at tage vare, Derfor tror vi paa Fred og ingen Fare.

Nu begynder snart Saisonen, og Grundpillerne For vort Samfundsliv — vi mener: Skuespillerne, Der har været viden om, langt over salten Hav, de viser sig atter paa Asfalten, Og saa tør man nok tixere det udtrykkeligt, Saa er hele det danske Folk saa lykkeligt. Naar det ser, at Zinck, der réjste med »Thingvalla«, Karsk kom hjem, ja, saa prises vel il Allah! Naar det møder M a rtin iu s gaa Gaden, Er der Jubel ud over hele Staden; Naar det hører, at Ja q u e s med sin C h a r lo t te Er begyndt alt at prøve paa »Musotte«, Ja, saa bliver vi Alle — aa! saa glade — Daglig Promenade i Amaliegade! Naar saa tilmed hver en Skuespillets Ynder Alt forinden Saisonen ret begynder, En Theaterskandale faar leveret Den, C a sin o med »Musotte« har præsteret, Naar man saa faar Besøg af H en rik Ib s e n , Kan med H ein e man synge fro: »Mein Liebchen! Ach.was willstDudenn mehr?« —man siger rettelig, Willst Du mehr noch, ja, saa er Du umættelig! Snart til Staden kommer mangen ækel Rækel Af Kaliberet, som kaldes »fin de siécle«; Og ifald der ej er Andet, der kan gjør’et, Saa skal det da nok hjælpe paa Humeuret. Naa! desuden har vi »National« og Dramaet Med vor Ven, F e r d in a n d og Panoramaet Og den Riddersmand, der kaldes H ellig-H an sen, For hvem Ridderskjoldet misted1 lidt af Glansen.

Ja. hvorhen man saaledes kaster Øjet, Har man Grund til at være helt fornøjet: