S_Punch_1891
211
Vise Fædre.
»Det har da heller ingen Hast«, sagde Sneglefa’er, men Du iler saa forfærdelig, og det begynder den Lille ogsaa med; har han nu ikke i tre Dage krøbet op og ned ad de Spalter med den samme Artikel, jeg faar ondt i Hovedet, naar jeg ser paa denne hæsblæsende Journalistik«. »Du maa ikke skænde«, sagde Sneglemo’er, »vi faar nok Fornøjelse af ham, og andet har vi Gamle jo ikke at leve for! Men, har Du tænkt paa det: hvor faar vi en Kone til ham? Tror Du ikke, der et Steds inde i Blad-Skoven skulde være nogen af vor Art?« »Smaa sorte Snegle troer jeg nu nok der er«, sagde den Gamle, »sorte Snegle uden Rod i Befolkningen, men det er saa simpelt. Men vi kan jo give det i Kommis sion til Etatsraaden, han flyver vidt omkring i Regn og Solskin, han kjender sin Skræppeskov forinden og foruden.« »Jeg har en Kone til ham!« sagde Etatsraaden, »hundrede Skridt herfra sidder paa en Nationaltidende en lille Snegl med Hus, som hedder »Dagstelegrafen«, den er ganske ensom og gammel nok til at gifte sig.« »Ja lad hende komme til haml« sagde de Gamle, »han har sit eget Trykkeri, hun har kun sit Fællesstof.« Og saa holdt de Bryllup. Abonnementsprisen blev forhøjet i Dagens Anledning; ellers gik det Hele stille af, for de gamle Sneglefolk kunde ikke taale Svir og Lystighed; men en dejlig Tale blev der holdt a f Etats raaden, og saa gav han dem i Arv alt det udkomne af »Fabrikantens Hævn« og sagde, hvad han altid sagde, at det var det bedste i Verden, og, naar de levede redelig og skikkelig og foi*tuerede sig med Abonnenter, saa vilde en Gang de og deres Børn blive lagt paa Sølvfad. Og, efterat den Tale var holdt, krøb de Gamle ind i deres Hus og kom aldrig mere ud; de sov. Det unge Sneglepar flyttede til Hotel Royal og fik en tyk Abonne mentsprotokol, og de var meget lykkelige, og hele Familien var lykkelig, thi den var det.
Lad dadle Magistraten hvo, som vil, I vor Stad, Og ønske, at den røg ad Bidstrup til Og fik Mad; Jeg synes dog, den stundom har fortjent Tak og Pris, Skjønt den med Indkomstskattens tre P Slet forlig’s. Kultorvet bliver prydet med et Spring vand i Aar, Som Magistraten vel for ingen Ting Bygget faar, Men Vandet skjænker Stadens Kasse flot Uden Bøn, Og Vandet er dog vigtigst lige godt Ved en Brønd. Saa kan de vise Fædre i hvert Fald Gaa herhen Og vande hver Kamel, før Byen skal Sluge den, Saasom dennyeLa’egaard, der har vakt Syndigt Styr, Da den, som Magistraten selv har sagt. Er for dyr. Paa Hallandsaas et Plankeværk den har Givet Rum, Hvis Fyrretræ medStorm just ikke ta’er Publikum, Men Folk er nogle Fæ, som aldrig ser, Hvad er spart: Af fuldt Mahogni kosted det, Skam, mer, Det er klart. I lang Tid lod den paa vor Torvehal Græsset gro; Men snart dens Roebutikker Ingen skal Ta’e med Ro. Ja, Folk, der har ensaadan flink og skrap Magistrat, Er heldige Kantøfler, — skjønt de knap Selv veed a ’et.
Made with FlippingBook