S_Punch_1891

2 1 0

— Men efter »Sej r en« gav en Skare Forhandlere sig til at svare, A t nu skal B e r g s Parti erfare, Hvad 9 Forhandlingsmænd formaar. Vælgerforeningen, den rare, For Splittelse kan Ingen spare, Thi, hvor Hr. B e r g sin Visdom saar, Bli’er Postelinet snart til bare Smaabitte Rumlepotteskaar. Den lykkelige Familie. (Frit efter H. C. A nd ersen ).

Fordriver Tiden med at svede, E r B o g ø d r o t t e n gram i Hu; Han sparer ikke paa sin Vrede Imod den skikkelige F r e d e ., Hvis Chancer han vil slaa itu, Hvorfor han vækker med sin brede Veltalenhed selv E ed v a rd s Gru. Naar B e r g , stormægtig og ophøjet, Betjener sig af Snakketøjet, E r der kun En, der er fornøjet A f Hjertet ved hans Foredrag, Som med Taalmodighed har døjet Dets Indhold, var det nok saa røget, Og i dets ferske Vits fandt Smag: Og det er A v t o r til Halløjet Paa Venstres Enhedsmærkedag. Hin Perle blandt Seminarister I A a l b o r g nylig spruded’ Gnister Og var i Hætten særlig bister Imod de Moderates Kor, Imens de røde Socialister Fo r hans Skyld hængte i som Klister Og slugte glat hans store Ord, Endskjønt i deres Hjernekister Til Vaas er Trangen ikke stor. Forhandlingsmændene han kaldte Forvandlingsmennesker og Pjalte Til særlig Svir for hver en Spalte I H ørups Integadeblad, Og, da Forhandlerne blev talte, Som slagne maatte hjemad halte, Var der kun 9, som fulgtes ad Og hos Hr. R avn i Taarer salte Sig tog et fælles Styrteblad.

D e t største, grønne Blad her til Lands, det er da rigtig nok en F e r s le w s k Skræppe. Aldrig voxer en Skræppe alene, nej, hvor der groer en, der groer flere, det er en stor Dejlighed, og al den Dejlighed er Sneglemad. Nu var der en gammel, nationalliberal Gaard i Læderstræde, hvor der næsten ingen nationalliberale Snegle var mere, for de var ganske uddøde — og derinde boede de to sidste, inderlig gamle Snegle, og de hed Go os og G ro ve . De vidste ikke selv, hvor gamle de var, men de kunde godt huske, at de havde haft mange flere Abonnenter. De gamle, hvide Snegle var de fornemste i Byen, vidste de, og Gaarden i Læderstræde var til, forat de kunde blive lagt paa Sølvfad. De levede nu meget ensomt og lykkelig, og, da do selv ikke havde Børn, havde de taget en lille, almindelig Snegl til sig som deres egen, og han hed F e rd in a n d , men den Lilles Abonnementsprotokol vilde ikke voxe, for han var almindelig, men de Gamle, især Mutter Grove, Sneglemutter, syntes, hun kunde dog bemærke, hvor han tog til, og hun bad Sneglefatter Goos, dersom han ikke kunde se det, han da vilde føle paa de smaa ledende Artikler, og saa følte han og fandt, Mutter Grove havde Ret. Sneglemo’er længtes bestandig efter at blive lagt paa Sølvfad.