S_Punch_1891

203

Lad for hans Pen Em il og J e r n d o r f f bløde, Gjør Natlys af hans voxbesmurte Ben; Thi han er m in og G e o rg s Øjesten. A lfe r n e . Hil, Inte-Men’ske! Hil dig! H il! R e n d e g a r n. Jeg udbeder mig Deres Velbaarenheds Navn? F ø r s t e A lf. William Spindevæv. R e n d e g a rn . Naar jeg næste Gang skærer min Ven Chefen en dramatisk Fløjte, skal jeg vide at benytte Eders Møble­ menter. — Eders Navn, ærede Herre? A n d en A lf. Balletblomst. R e n d e g arn . Jeg skal ta’e mig af Eders smaa Ballettøser i mine Theaterbetragtninger! — Eders Navn, min Herre ? S e n n e p sk o rn . Sennepskorn, kongelig ansat. R e n d e g a rn . Jeg kjender godt Eders Taalmodighed; jeg har gjort Kaal paa mangen Kavaler af Eders Slags. Naar I næste Gang tænker paa at spille en ny Rolle, skal mine Tænder løbe i Vand, saa at I bliver gjort umulig paa Forhaand. T ita n ia . Balletblomst, klø mig i Hovedet med »en Karne­ valsspøg«. Jeg skal nok la’e Kløene gaa videre, for jeg er saa ømskindet, at naar Pennen kilrer mig i Haandfladen, maa jeg gi’e Jer Klø Allesammen. T it a n ia . Vil Du ha’e Opera, min Hjærtenskjær? R e n d e g arn. Jeg har et uhyrlig godt musikalsk Øre; jeg skal blæse en Solo for Redekam til Ære for din evropæiske Sangerinde. Men saa vil jeg ha’e Lov til at skjælde dig lidt ud en Gang imellem for et Syns Skyld. T ita n i a. Hvor sødt! — Men sig, hvad lyster dig at æde? R e n d e g a rn . Tag og snit mig et Par Vaudeviller til Hakkelse; jeg gad nok tygge lidt paa min gamle Ven H e ib e rg . Han er saa vittig, men han vilde ikke ha’e mig til Balletbarn. Bring mig saa et Par Spande fulde af E sm a n n ’ s k e Komedier, for jeg maa da ha’e Vand til Maden. T ita n ia . Skal sølle S h a k s p e a r e slagtes til din Ære? Befal, og flux jeg lyde vil dit Vink! Rend egarn . Jeg vilde hellere ha’e een Gang R iis fra Jern­ banegade; der forstaar man dog, hvordan vi store Dramaturger skal omgaas. Men lad nu dine Folk ikke forstyrre mig; jeg føler mig saa exponeret til at skrive Theaterbetragtninger. T ita n ia . O skriv! Jeg snor mig ind i dine Arme! Kom hid i denne Lænestol den bløde, Imens jeg klapper dine fagre Kinder Og Vinløv om dit glatte Hoved binder Og kysser Midas-Ørerne, de søde! R en d eg a rn .

Brændende Spørgsmaal* Mot , to: »Eli, det er saa spændende!« Fruen fra Havet.

Brændende Spørgsmaal, i Tiden oppe, Brændende Spørgsmaal, paa hvilke vi hoppe, Sig os: hvilke de egentlig er? Er det Triplealliancen med mere, Som England gjerne vil quadruplere, Der, Kjøbenhavnere! fængsler Jer? Er det C h re s te n B e rg s eller H ø ru p s Tournéer Eller stakkels T a u b e rs soranske Veer, Nu, han er furet fra Amtets Avis Og nu, det er truet, hans Rigsdagssæde — Er det mon det, der volder Jer Glæde, Spørgsmaal, hvorpaa I vil sætte Pris? Nej, slige Spørgsmaal er ikke brændende, De er ikke det mindste spændende For den, der har hjemme i »Køb enhavn«. Det er noget ganske Andet, der fængsler, Om Vandpantomimen i Tivolis Have I gamle Stadsgravs mudrede Grave Gaar rent i Skuddermudder i Aar, Sligt hører, min Ven, til det Aktuelle, Derom er det, man bør fortælle, Derom man taler, man spørger og spaar. Om »Montebello«, Luftballonen For alle Tider har tabt Faconen Og skal pensioneres som Invalid, Om den sig atter i Luften løfter, Se, det er Spørgsmaal, man daglig drøfter Dybsindig baade med Aand og Vid. Om hvem der kan højest i Cirkus springe, Om L um b y e stadig skal Taktstokken svinge, Om Em il H artm ann , der var til Laans, Skal throne i F a’ers Musikforening, I slige Spørgsmaal er der først Mening, Og det er den rigtige Mad for Mons! Revuen paa »voresches Morskabstheater«, Forlovelsen mellem Doré og L a v a t e r Og Skuespillernes Sommerfryd, Om hvor de agter at ligge paa Landet, Om hvor de i Sommer vil gaa i Vandet, Se, derom er det, man slaar til Lyd. Saadanne Spørgsmaal endevendende Ikke Kvinderne blot, nej Mændene Længe sig Sligt til Løsning gav. Det er det, de kalder for spændende, Det er de Spørgsmaal, der er brændende, Tilfredsstillende Tidens Krav! Andre Vuer og andre Længsler, Andre Sorger og andre Savn!

Som Kaprifolien om Elmens Stamme Jeg i din Favn vil salig synke hen. Til næste Aar — B egg e

Saa gaar ’en godt igjen! • {Tæppet falder foreløbig.)