S_Punch_1891

2 0 2

Skal P l e s n e r ene stride Imod et Kløverblad Som K o r s g a a r d , B e r g og V i g g o B e n th e im H ø r u p , Maa han i Græsset bide Og faa sin varme Mad, Men han faar sagtens nok en skrap Sufflør op. Thi. skjønt Hr. B e r g i Brystet Med Dannevirke gaar, Har Vælgerne sig hyppig vist saa dumme, A t, hvad blandt dem han høsted’ Paa sin Tourné i A a r, K an godt hans ordinære Høvogn rumme. Nu paa Tribunens Brædder Paa ny til skarp Protest Opflamme vil han Venstres lidet Troende, Og muligvis han redder S ig ved en Folkefest Paa Fyen et Kvantum vissent Hø i Skoene. Men Vælgerne, de Stakler, Som nu skal skifte Ret Imellem to Slags Venstredeputerede, Des værre synlig vakler, Omtrent som Æselet, Der mellem tvende Knipper Hø kreperede. Ja , for hvem vilde vel ogsaa spilde en Proces paa saadan løse Fugle? Hvem vilde kalde lille O sc a r sin »smukke Ven«, om saa alle Byens Timelærere raabte paa Sædelighed aldrig saa længe? T it a n ia . Mellem os sagt, synes det mig, at I har ikke megen fornuftig Grund til det. Men, sandt at sige, Fornuft og Kritik har kun lidt med hinanden at gjøre i dette usle Land. Vil Du ha’e et kunstnerisk Repertoire, maa Du kvæle enhver Shak-Spire i Fødslen. — He, he! — Jeg kan ogsaa være vittig ved Lejlighed. T ita n ia . Du saa begavet er, som Du er skjøn! R e n d e g a rn . Bare jeg var saa begavet, at jeg kunde slippe ud af denne Skov. Man risikerer jo at faa D ra c hm a n n s Sankt-Hans Vise med dens Fædrelanderi at høre. T ita n ia . Begjær ej at forlade denne Skov. Du gav mig jo den ny Theaterlov; Vid, jeg er Chef, min Magt er saare stor, Og i et evigt Underskud jeg bor; Jeg elsker dig! saa kom da, gaa med mig; Jeg sætter Instruktører til at tjene dig, At hente Midasguld fra Vandgangs Bund Og »i Provinsen« dysse dig i Blund. Spindevæv! Balletblomst! Sennepskorn! kom! (Alferne kommer svævende ind paa en Prøveliste). Vis denne Mand Affabelhed og Hyldest; Giv ham »i Ravnekrogen« kauscher Føde, Syng, kjære Inte-Men’ske, syng igjen! Mit Øre elsker dine Rythmers Fødder, Mit Øje fængsles af din fagre Skabning, Og dine Dyders Magt med Magt mig tvinger At bede Dig om nok en »Kjærlighed«! R en d e garn .

y/ N^Mens Pengens K løver trives, y Og Bondens Høfabrik

^ l o A

snart hans Haab tilstrækkelig forrente, I Venstre slaas og rives

I ^ ^ an om ^en 1 I V Der bider bedst paa E strup s Regimente. 'Ætf ¡fil t i t y ^ en skikkelige P lesner, U h Jt*1 Som veed, at Kjød er Hø, |1|% i / / |j Forklared’ Demokraterne i A a l b o r g , 411'liA At, dersom Venstre »visner«, © Saa faar det bare Klø, Kun hans Forhandling skaffer det en Skjoldborg. Straks B e r g vil sig forføje Med Syvm ils-Støvler paa Derop, hvor P l e s n e r har saa kættersk præket, Her vil han Marken pløje Og Græsset for ham slaa Qg derved skaffe F o e r til Stemmekvæget.

En S k j ærsommernatsdrøm. Idyl efter S h a k s p e a r e . P e r s o n e r n e : T it a n ia , Kammerchef. E e d v a r d R e n d e g a rn , Væver og Kritiker. S p in d e væ v , Instruktør. ] B a lle t b lo m s t , Stedbarn. 1 Alfer. S e n n e p sk o rn , Skuespiller.] R e n d e g a rn .

Jeg ser nok, at de fordummede Hyklere vil bilde mig ind, at jeg laver Theater-Betragtninger som et Æsel, for at gjøre mig bange. Men jeg hænger i, gjør jeg. Jeg vil væve op og ned ad Spalterne og theater- betragte en hel Uge igjennem. Og jeg vil synge et Digt af mig selv for at saare og skræmme dem (synger).

"^ Smaa Sorte med den yndige Krop Og med Galde ligesaa gul som Citroner, Og H enn ing, der farer op ligesom en Top, Og Jo h a n med de mange Millioner. T it a n ia (vaagner).

Vækker en Engel mig fra mine Lavrbær? R e n d e g a rn .

B o g a n is , H en rik , P e t e r lil! Og O ves Smaafolk saa graa, Hvis uvartige Ord mange lytted til Og lod dem sidde paa —