S_Punch_1891

198

Venne- og Veninde-Moder.

Og Jernbanedirektører Til Møde nylig sammen kjører I Kjøbenhavn, hvor Vinen flød, Da Sammentræffet ikke fører Til noget farligt Sammenstød. Ved slesvigsk Sten J o h a n n e M e y e r Med den Veltalenhed, hun ejer, Vil hævde Kvindens R et saa net. Poussert af F r e d e ri k k e B a je r Hun kæmper for sin Vælgerret. For O s c a r M a d se n , Vandsoldaten, H ar »kombineret« Søetaten Til R ettergang paa Holmen mødt, Hvor med en Mulkt han slap, Krabaten, F or hvilken vel J o h a n har blødt. Ja, der er Møder alle Vegne, Og sikkert kan paa fler vi regne I Øst og Vest, i Syd og Nord. Des vætre Danmarks brave Degne Knap stævne hid i samlet K or — For de blev ikke mæt ifjor.

Og kristne Folk saavelsom Jøder, Selv »Hedninge«, de holder Møder Paa Fælleden (se P a s t o r K ra g !) De Fleste i Basunen støder For en og anden Retfærds Sag. I denne Uge Byen gæster En hel Del missionære Præster, Men af forskjellige Partier, Der nok hverandre gi'er A ttester F or al Slags fæle K jætterier. Og Søfolk kom herhid til Stævne, Og de har kæmpet efter Evne Udi »Thalias« høje Sal Og bedt Hr. T ie t g e n om at levne Blot L idt af al sin Kapital. De brave Sporvognsfunktionærer Sig dybt og bitterlig besværer, Fordi de trælle maa saa slemt; De stakkels Sporvognsaktionærer E r ikke just saa lidt forstemt.

*aa snart det rigtig bliver Sommer, Saa véd vi A lle, hvad der kommer: Man rejser ud — det er saa sundt! Den, der har L idt i sine Lommer, Vil gjerne lidt paa »Gulvet rundt« !

Men paa samme Tid levede der en forvoven Karl, ved Navn P u n fih . Han havde slaaet de smaa Sortes Fortrav og spiintret deres Svinefvlking D a x - A v is e n , skjønt de værgede sig drabelig med tveæggede Vaaben, de saakaldte P r o c e s s e r . Han var nu i Fejde med selve Hovedkvar teret i Integade, hvorfra Højre blev heftig angrebet af en grinende Drage med syv Hoveder, der alle kunde bjæffe. Det ene Hoved hed G e o rg , det andet hed E e d v a rd , de øvrige var af andre Troesbekjendelser; men literære Semiter var de alle. Og da de styrtede sig over ham, drog han sin Pen til Værge; thi hans Feltraab var »Øje for Øje og Tand for Tand!« eller som det hed i Datidens Sprog: »M aa vi være her/5« Men de Moluskers Æ tlinge blev saare bestyrtede, thi det var ikke Sæd i Landet, at man forsvarede sig, naar man blev angreben. Vel var de endnu mærkede af Stri- merne efter de smaa Sortes Slag, men de havde til den ‘Ende indsmurt sig med en Salve, der kaldtes T o le r a n c e og som ansaas for et præventivt Middel under K risten- forfølgelse. »Stik Pennen i Balgen«, raabte de. »Det skjær os i H jertet for de øndige Børn! — De vil jo kun i al Aands­ frihed daske til vore Gudebilleder.« Og de tilbød P u n c h en Terrin Øllebrød til at drikke Forlig i med alle smaa Overmennesker. •Dasker du mine, dasker jeg dine! — H v em b e ­ g y n d te ? « sagde P u n c h og svingede Pennen. Og Evropæernes Fædre bad for deres Børn, for de søde Smaa var jo saa begavede, naar de var uvartige. »Smaa Grise og smaa Semiter er altid søde«, sagde P u n c h ; »men, naar Grise vil bide, faar de over Trynen! Lad mig kun vare Jeres Smaafolk i Tide, — ellers kommer A n t i - S e m i t e r n e o g ta’er dem !« Og atter fældede P u n c h sin P en mod de literære Semiter af alle Troesbekjendelser og Aldere, og han helmede ikke, før de stak Trompeten ind. Men Evropæernes Fædre kastede sig i de Moluskers A rm e; og de græd Alle. Thi, naar man slaar blandt en Flok Hunde, piber den, som det rammer. Men — naar man slaar blandt en Flok Jøder, saa skraaler hele Menigheden.

Maa v i s a a være her! Paa den Tid, da Evropæerne var Asiater af Fødsel, var det Land Kjøbenhavn delt i tvende fjendtlige Lejre, der efter Beliggenheden kaldtes H ø j r e og V e n s tr e . I Venstre havde Evropæerne erhvervet sig stor Magt under Anførsel af deres Høvding, det saakaldte O v e r­ m e n n e s k e , der ifølge Sagnet baade var saarende og skræmmende. Blandt hans Undergivne nævnes et Folkeslag, kaldet B la s f e m ite r n e ; det bestod af Umyndige, der matro- sede sig af jævnlig at betale Mulkter, naar de fløjtede uvartige Sange paa Oscarino. I Højre boede Størsteparten af Landets Indfødte og Evropæernes Fædre. De Sidste var baade afholdte og vel ansete; men de synes at være indvandrede inden Spansk*, rørets Opfindelse. Som Følge deraf dyrkede deres Sønnef andre Guder og meldte sig ind i den højeste Opløsning, hvor Overmennesket gav dem Ansættelse som smaa Sorte. Det var et Sagn i Slægten, at dens Forfædre i sin T id havde erobret den Stad J e r i c h o ved at blæse i Trom­ peter. »So was wollen wir auch machen!« proklamerede Overmennesket, der havde studeret Landets Sprog i den evropæiske Kulturtidende: B e r l i n e r T a g e b la t t. Han stillede sig i Spidsen for sine Mænd, anraabte sin Gud L o g o s og gav sig til at blæse, medens de alle gik løs paa Højre med krumme Profiler. Han blæste ad Landets Religion, saa at en Ex-Pastor stak sig med en Kniv i Æ rm et af Henrykkelse og red Thiibinger-Skoleridt paa gamle Travere. H an blæste ad Moralen, medens hans unge Mænd førte »Menneskedyret« fra Z ol.a’s Aabenbaring i Triumf omkring Lejren. Og han blæste ad hele det fordummede Samfund, saa at Trompeterne skingrede lige fra det nordiske K j e l - l a n d og ned til det sorteste B e n t- h e im . Men Murene vilde slet ikke vakle! — Saa skar de Overmenneskets Martyrehud i en Strimmel, der kunde spænde omkring 4000 Kroner. Til Gjengjæld vilde han paatage sig at jævne A lt med Jorden. Kun A l b e r t i n e og de »unge Syndere« lovede han at skaane, eftersom de saa modig havde taget sig af den eneste Literatur, der dør i Norden. Og der var Folk i Højrelandet, der fandt dette Forsæt saare favorabelt; thi de var af de navnkundige M o l u s k e r s Æ t.