S_Punch_1891

1 9 5

Bel-ami.

S k o lem e s te r e n . Punch! hvem er den største af de tre? Pu n ch . Den, der kan pifte højst, er vel og den største. B en th e im . Han er den rette Dosmer. Han raab er: ®Maa vi være her« Aaret igjennem, og veed derfor ikke, at tolerante Folk siger skyldigst Tak og Serviteur, naar de bliver udskjældt. Kan de svare til flere Spørsmaal, Skolemester? S k o lem e s te r e n . Ja. Punch! hvad er det, som er saa skjørt som et Æg og saa langt som et ondt Aar? P u n c h (sagte). Gid Logossplide ham ad med hans Spørsmaal. (Højt) Det er det Blad Politiqven; thi dets Intelligens er liigere et Vind-Æg, og naar man trævler det op, er det saa langt og tyndt som et ondt Aar. B e n th e im . Peger Punch ud igjen Børn! B ø rn e n e . Æh . . . bæh! Æh . . . bæh! . . . B e n th e im . Jeg takker Skolemester paa mine Børns Vegne. Jeg seer. at I anvender Flid paa dem. I skal have en raisonable Stalsunderstøttelse udi Nyt- aars-Gave. (Bentheim deler ud Legetøj til Børnene.) Gaar nu kun ind i Ammestuen og værer for een Gangs Skyld smukt skikkelig, jeg havde tænkt dt holde Bal i Børne-Haven i Aar, men jeg har for visse Aarsagers Skyld betænkt mig igjen. (Børnene græder). Ja, hvad kan det nytte, Børnlille? jeg vil ikke have saadan Gal­ skab oflere i mit Hus, efterdi det ganske ikke staar de gamle, hæderlige Jøder an, at deres Afkom arter sig saa ilde. (Børnene hænger ved ham og raaber paa Bal i Haven). B e n th e im . Gir Jer tilfreds, nu har I jo faaet Fæstninger at lege med. Spør kun jer Skolemester ad, om det er tjenligt. Hvad siger han? Hr. Proceptor. S k o lem e s te r e n . En klog og skarpsindig Mand udi Halv-Asien taler meget ziirligt saaledes: Injurias quam m axim as ago. Det er, jeg sætter undertiden min G ravitatem , Sædelighed og Moralia tilside og øver Børne-Leg. T u tti. Den Mand har talet som en Engel. S k o le m e s t e r e n . Thi holder jeg for, at saasom et vist underjordisk Blad vil drive os bort med Spotten og Hylen, eftersom det ingen Del har udi den evropæi- ske C ivilisation, saa bør vi, for at lade see, at vi har Part derudi, pifte i vore Fingre. Og ligesom den Fugl Herniania Bingina opbrænder sine Protokoller og ud­ lægger en Unge i Badstue-Stræde, paa det at han ikke skal leve i Societet og Samqvem med de fordummede Hyklere i dette usle Land, ligerviis bør vi Over-Menne- sker, for at lade se, at vi have intet at skaffe med Fædrelanderiets umælende Creaturer, beflitte os paa den ædle Kunst: Intolcrantia. ‘Oi iSioxat, siger A r is t o t e le s ; det e r: naar de smaa Sorte morer sig, maa dette Lands fordummede Borgere lægge Ryg til. Maa vi være her. . . B en th e im , Nok! nok,' Skolemester! jeg ser, at jeg maa give mig tabt. Den Lignelse, om den Fugl Hermania slog mig særdeles; jeg vil da tilstæde, at mine smaa Sorte pifter udi Fingrene som forhen. Men skal det være, saa er det nu høj Tid, — — — thi vi har det underjordiske Blad paa Halsen,, førend vi veed et Ord deraf. Bil-eam. -i- V a a r blot m a n om stiller € og i, M a a B i l - e a m blive B e l- a m i.

lurræ! — Nu kan da i Badstu'stræde Til Skaglerne man gemytlig slaa! Matrosen M a d se n kan atter glæde Med franske A rtikler de smaa Graa. J o h a n betaler; den svare Brøde Han soner ud under Indkjøbspris; Det er ham nemlig en Svir at bløde, Naar man er uvartig i hans Avis. Den høje Sø-R et var slemt i Vinden. I funklende fine Gallaklæ’er, Den krydsede svært omkring, forinden Den klarede de literære Skær. De Folk er vant til en Smule Slinger, Naar Stormen suser langs Bølgens Kam ; Men ingen af dem har haft sin Finger I saadan en nymodens Mudderpram. En Sømand et jo ej Kostforagter; Langs Rælingen hele R etten hang, Da med æsthetiske Dommerfagter Den loddede Bunden hos M a u p a s s a n t. De fandt jo nok, at han var uvartig, Og at hans Saftighed faldt lidt drøjt; Men pyt, hvad ska’er det? Paa Søen har de Saa tidt maattet vade i værre Sprøjt, Og saa tog de Lods om Bord. — Man spotte Bør ej en saa kundskabsrig K ritik ; En hel Bunke T im e læ r e r e maatte Gi’e R etten Lektion — i Æ s th e t ik . Saagar en P r o f e s s o r fra sin Forhøjning Steg ned og afgav en klædelig Forsikring: at Participiernes Bøjning Er hos M a u p a s s a n t ej usædelig. Se, det var jo rart for Matrosen M a d se n ! Man siger endog, at han staar paa Lur Og paa Logisskibet venter sig Pladsen Som Lærer i fransk Literatur. Og, da det Skjønne jo skal beskyttes, K an ved Examíneme med Held Faublas og L'abbé B rantôm e benyttes; — Censorer: H r. S u n d b y og B a ru ë l. Hvis ikke — lad os det Bedste tænke — Ham fastere næste Gang; — hvem veed? Naar kun en Tidlang man la’er gelassen Ham sprælle rundt, vil den smaa J o h a n s Poet og Skygge, Matrosen M a d se n Saa meget des før gaa paany til Vands! Man bare med udsøgt Snedighed Har firet paa Linen, for at lænke

H vo rledes et P a r B o gstaver heldes Om kring, betyder j o ikke s to r t; Og do£ h a r de B egge det tilfæ lles, A t Æ s le t raabte : » H v a d h a r j e g g j o r t ?*