S_Punch_1891

187

havde Kontrakt paa Livstid med alle Landets Theater- direktører og var en født fyrste af Auran. Han stod med sit Hoved svømmende i et Lysbad og truede ad Uro­ stifterne: »Jeg holde holde holde vil en Daler — Paa, At det er Trolle-rolle-rolle-rolleri!« udbrød han og holdt et Foredrag om Vrøvl, som han selv havde gjort. Det hjalp. Tilhørerne sad saa stille som Svin i et Dyrebens-Stykke af Potter ( 1625 — 1654 ). •Hæng nu i. Doktor! sagde Sopho Nuovomanni; »nu gaar’en godt igjen.« »Skaal!« svarede Doktoren. Han vilde have sagt: »Javel,« men han var mere vant til at sige »Skaal«. Saa tog han en Kasse frem, tog en Ting ud deraf og satte den paa Kathedrets Fladning. «Uh! . . . uh! . . .« lød det, medens svedsjattende Hoveder dukkede sig for ikke at se Udyret, der viste sig truende med rødt Lys foroven og Mulm forneden. Det var en lille sortsmudset Skikkelse med lange Martyrehorn i Panden. Og saa bredte Munden sig til et frisindet Grin mellem Haartjavserne . . . »Rædsel . . . Rædsel! . . . Dævelen! Lad os løbe!« Men oppe fra Kathedret lød Doktorens Rest, ledsaget af en Latter, saa det skrattede i alle Væggene. »Kom, I Svinehøveder, og se! — Det skal forestille et Overm enneske. — Saadan ser han ud, for han er F. g. m. den fineste og genialeste og eneste Mand, som dette idiotiske Land har frembragt. De andre propper jer bare med Løgn, men han lærer Jer det værste, der er til, — for det er, hvad der er sandt. Og naar en Mand med mine mageløse Sprogkundskaber og storartede Farvesans endnu ikke er bleven Professor og ikke en Gang kan faa Johan til at gi’e mig et Par Tusindkrone-Sedler i Rejsestipendium, skjønt jeg be’er saa pænt om’et i hans egen Avis, saa maa jeg F. g. m. slaa mig paa Sandheden. Men veed I, hvad Sandhed er for no’et? Det er, at man skal spytte paa Gulvet og kalde Svin for Svin og Møg for Møj, naar man kommer i fint Selskab. Se, det har Georg lært mig, for han er et Overmenneske, der har befrugtet os Alle­ sammen. Og nu skal jeg fortælle Jer no’et om G eorgs Befrugtning.................» •Ha, ha, ha, ha!« lød en voldsom Latter. Det var Halvdannelsen og Fordummelsen og Hykleriet og Raaheden, der grinte af den berømte Doktor og hans Overmenneske. Provinsredaktørerne smed ham deres Kritikker lige i An­ sigtet, og Skikkelserne fra hans komiske Album rejste sig alle som En og pegede Fingre ad ham. Og da saa de to berømte Sophi skyndte sig ud ad Døren og langt ud af Byen, fik de en tom Pengekasse i Nakken. Snart efler kjørte de to Rejsende paa en Ølvogn ad Stationen til. Nedad glimtede hvide Villaer, hvidrødeviolette Syrener, mange Haver i Solen. Da de sad i Koupeen, sagde Sopho Nuovomanni: •Doktor! , . . . Nu gaar je g til m it Martyrium i Jernbanegade. Der vanker R i is, kan Du tro. Jeg skal ordentlig gøre Mudder med Kontrakten, saa at Direktøren skal sprudde som en Svinekotelet paa Risten. Skaal, Du! Nu kan vi To sige, at vi har væ ret.....................paa Rejse!«

i. B la n d t G ræ ke re .

JL7er er knap for Dyrkerne Af Turisteriet Rigtig1 rart blandt Tyrkerne, Hvor Juristeriet Kun paa svage Fødder staar, Og den Næring Rødder slaar, Som til Skilt er givet: Pungen eller Livet! Nys en Flok af pæne Mænd Dampede pr. Bane Nok saa rask fra Byzantz hen Uden just at ane, At paa Orientens Jord Er der flere Jerikoer, Selv om nu man finder Vejen did paa Skinner. Røverne, som laa paa Lur, Efter vor Turistflok, Hugged’ Portmonix og Uhr, Det var ellers trist nok; Men, forinden de forsvandt, Tog de nogle med som Pant Paa en større Brandskat, Hvortil de blev ansat. — Saa har Folk det bedre her, Selv om Venstre præker For hver indfødt Evropæer Og hver dito Græker, At vi her i Dannevang Kun har tyrkisk Rettergang, Og vi sidder i’et Li’esom i Tyrkiet. Her kan Chresten vel til Pas Rundt i Landet kjøre, Uden fra hans Sylteglas Nogen ta’er en Øre, Eller paa Tourné han fandt, At man Eedvard tog som P an t’

Naar i Venstres Kløfter Berg gav store Løfter.