S_Punch_1891

186

M æ rkedagen .

Fra først til sidst har Venstre gjort Spræl lig en Hval, Som man har heldig rammet en Harpun i. Men, hvis i Dynen føler sig nu en Radikal, Saa er det vist a f dem med ingen Dun i. Det skønne Haab er fløjet, Partiet gik itu Og venter paa en Fremtid, der volder H ø ru p Gru, Ja selv den glade C h r e s t e n dybt sukker: »O du B e d r ø v e l i g e e l l e v t e Juni ! « P a a R e jse . Frit efter S c ’nandorph.

jV L l

c 'S t& m

O g det var i Attenhundredfemoghalvfjerds, Da F o n n e s b e c h og W o b s a a røg af Pinden, Da C h r e s t e n fandt, at H øjre sang paa det sidsteVers Og var bestemt til en total Forsvinden, Da S c h r o l l fra Vordingborg holdt sin Bøtte med Honnør, Og T a u b e r aad sig hertil saa langt som fra Korsør, DaL A. H a n s e n malked endnu Brandkassens Køer, Og » G r e v e n « drejed Kappen efter Vinden, Da var det, at E s t r u p som Fører traadte frem O g sagde Stop til Demokratiet. O g der blev svarlig Bulder og Kvalm imellem dem, Taarer flød, ForsikrecT L e d r e g r e v e n , det havde ingen Nød: En » J a g t r ubb e r « var det, som ingen Ting betød, Men til en snarlig Ende var viet. D o g Rubberen trak ud, medens Aarene gik, O g E s t r u p v ild e ik k e sig » r u b b e « ; I Bordet Venstre trumfed, men han tog sine Stik, Og store Slem blev B e r g s og H o l s t e i n s Gruppe. Trods alle deres Voiter de stadig kom til Kort, Den »folkedømte« E s t r u p blev ikke fejet bort, Skjønt Menigmand blev afspist med Vrøvl af første Sort Og Parlamentarismens tynde Suppe: TilGjengjæld var der andre, der maatte stryge F lag Og desertered i Forfatningstrætten, En gik til bedre Lande fra Skygge og Bedrag, En anden ned til Schweitz tog Billetten. Med hele Læs af Skjældsord var Venstrepressen mødt, Og Riffel og Revolver skulde gjøre Sindet blødt Paa Højrerakkets Fører — men E s t r u p sidder støt Og fast endnu i Dag paa Taburetten! Der vilde d tou t p r i x i Kancelliet. Mens B o g ø -K on g en banded, o g H ø g s b r o s

Blakket gulhvid i Farve stod Landskabet i Dagens åkkergule Soltinter som en Radering af Waterloo i en Adrian van Ostades Ciairobscur. Markerne saftigbrune med lysere Toner under Kløverens røde Rhomboidefigurer; Sko­ venes grøngulrøde Løvkapitæler skarpt aftegnede paa en Konkas mørke Baggrund med en Tintorettos Kolorit over de blødere Linier. Røgterne, de Svinebæster, mugede under Køerne og brød sig Fanden om Flamlændernes Paavirkning af de itali­ enske Kolorister. Derfor var der tomt i den skidenkalkede Skolestue med de rektangulære Rudera af Blækklatter langs Væggen, hvor den berømte Doktor S o p h u a lli og lians Rejsefælle, Sopho Nuovomanni, holdt Oplæsninger, som var komne direkte fra Hovedstaden. Røgterens Kælling — fe m m e de ménage — var den eneste Tilhører. Soen havde Fribillet. Hendes Særkeærmer af haardt Lærred skinnede hvidt med let bleggulrød Touche, medens Hovedet med Haarene stod brandgult flammende paa sodbrun Grund. Doktoren syntes, at hun var underlig tvær og langsom i Fatteevne den Aften. •Det er Fanden ska’ ta’ mig for galt!« udbrød Dok­ toren i hastig rullende Anapæstrythmer og med et stærkere Spil i de farvede Reflexer, der løb rundt om Pupillerne. •Kan de provinsielle Somikler ikke begribe, at de skal fylde Huset, naar en berømt Doktor gider sidde, her og slide i’et, saa at Spyttet staar om Mundvigerne, bare for at more dem?« Et Par Tilhørere kom slentrende paa Træsko med sivende graabrune Farvetinteraf Skraatobak over Under­ læbens Buelinier. Doktorens Røst skar som en Trompet gjennem den begyndende Mumlen: »Stille . . . . eller i faar F, g. m. Tamp. Skal jeg sende Bud hjem til Integade efter Georg?» Begyndelsen gik saa ret rolig med Oplæsning af Dok­ torens nyeste Folkelivsdigtning: »Grisen i Barrsnød eller Ole Møggreb som Goldamrne.» Men, da han bag efter ud­ bad sigTilhørernes Navne for at lemme dem ind i sit ko­ miske Album, begyndte Spetaklevne paany. Saa viste S opho N uovom anni sig i Døren, som

L