S_Punch_1891

179

Naa, — vi stak begribeligvis over i Cirkus og fik os et Par Bajere og lidt andet skattefrit at styrke os paa, og

L o k n en g sh øm n e .

lidt efter stod jeg jo og legede med en Bjern i Manesjen. Den vilde bare bide Fingrene a mig af Kjælenskab, men saa ka det nok hænds, at alle Buse hmenne- skerne fik tralvt. »Væk med han!« skreg de, »han er usædelig!« Og det kunde der være noet i, for jeg har jo ingen Skomaerlap i mine Stadsbuxer.

•Er han uschædelig ?« raabte en lille, sort Herre og mimrede af Henrykkelse, — »saa skal han rosches, saa sandt jeg hedder Georg!« Men de grinte bare a vos og kaldte os »unge Syndere«, og en anden lille, sort Herre tog mig under Armen og sae ligefrem, at jeg skulde kon­

fiskeres. Men nu vilde han foreløbig vise mig frem til den iste Juli og se om der ikke kunde være noet at tjene. Saa veed jeg ikke, hvordan det gik til, for han fik nok et Spark a en Nord­ mand, saa at vi Begge fløj ud a Ma­ nesjen. »Obskurantisme!« hylede Georg.

»Barnekjælv!« skreg de Andre.

Søren Pipperop. M in Pegasus, som æ min ejen Kæphest i Livets Lontetrav, Løft mej teværs, mens je fra nejen A opad siar et lille Slav, Saa Aannens Fø a føste Klasse Je paa Parnasset oppebær Aa ka i Æteren mig gasse Som Montebello ongefær! Hos Kongens Nytors Kammerherre Igen bar en Sæsong vi ent, Som va for Resten ente værre, End dem, vi før hos ham ha kent, Kuns maa Teaterkassen sørre, Naar han ska tælle siste Høst, For Onnerskoddet æ nok større, Aa de æ ente blot te Løst. De, som han i P r o v e n s e n redder A Syle, æ nok ente stort, Aa de gaar ente G re g e rs hedder, Som W o ld em a r har sammensmort, Skønt de be rost i E n te g a d e , Vor H ø ru p te Krætekkens Gavn Mæ et Ængteriør sej hade Sæl gort hekent paa Kr e s ja ns h avn . Saa ga man vos i R a v n e k r a a g e n For en Syksæ aa trække hjem; Men, da je ovenpaa be vaagen, Saa sa je hare: Den va slem! Aa tros al Krut- aa Lamberojen Teatret destoværre skød Nog heller ente Poppegojen Ved sali H ed d a Gab le r s Død. Men la vos kons la vær mæ Klønken Aa mejed heller være glad. For B lok aa K ron ska ner teM ønken Aa tabbe S jæ g s b ie r freak fra Fad. For, naar di Halsen der ha skøllet Aa vender Næsen te vos om, Kaske Teatret faar te Øllet Aa te den glade Allerdom.

Tusind Fod over Bazarens Overflade. — Jeg maatte begribeligvis op med Monteballonen for at slippe væk fra mine Forfølgere. Hu, hvor det blæste! For det gjør det altid. Og Maskinen var i Stykker, for det er den ogsaa altid. Vi stod paa Hoedet og vi lae paa Maven; vi klinkede med Frel­ sers Taarn, og vi slog Smut henad Valby Bakke. Lige med Et røg vi fra Montebel- Etagen ned i Hodet paa den franske Dame, der sad og talte de tyve Kroner sammen, som Selskabet havde tjent den Dag. »Was ist das?» vrælte hun paa sit Fransk. »Bare rolig,« sae Dideriktør W a tt; »det er ikke Andet, end Loftet, der falder ned!« For det er han nu saa vant til. * * * »Nu skal Du liegodt ta og kjøre hjem til Mutter,« tænkte jeg, da jeg kom heu til Bicyclerne. »Naar en Sjur- nalist kan komme til Paris, bare ved at kjøre op og ned

ad A v isen s Spalter, — saa kan du sagtens komme til Hedehusene.« Saa kjørte jeg; og jeg kjørte og jeg svedte, — men lige langt kom jeg. Jeg arbedede som en Skomaer, der selv skal træe sine Støvler ud, — jeg masede, og jeg drejede og jeg pustede — alt forgjæves! Standse kunde jeg ikke, og kjøre kunde Jeg fægtede med Armene og jeg hylede * Det var slet ikke mig, der hylede; det var Tyskeren. »Men nu er liegodt Komedien ude,« sae Madsen, og saa vovnede jeg. Jeg hade sat i Dagmar og drømt det hele Leben. Det er dog immer godt for N oget at komme paa tysk Komedie. *

jeg heller ikke. °g j e g ............. *