S_Punch_1891

178

Paa Høbup og hans støtte Forbundsfæller I det Kapitel trygt man stole tør. »Gid alle her« — vil han til Slutning sige — »Thronprætendenter var i B e n th e im s Rige!« Og, medens den Slags Komplimenter daler Som Manna ned i Visneriets Ørk, Er Høbup ikke mer i Sindet mørk, Naar man for B ebg ved Fæ llesbordet taler: Han ikke, som i K j ø g e anbefaler Ved C h b e ste n s Skaal at sidde som en Tyrk, Og, sker her atter Brud, saa Herre Gud da! D e maa jo af og til lidt Grundlovs-Brud ha’e!

K lin k e t o g samm ensm e ltet.

D rømm en , et L i v .

Mutter vinkede og Stationsforstanderen tog lød Snor om Huen for at faa Kræfter til at hale i Klokken. Og saa dampede Toget af Sted, mens jeg lae i Vinnevet °S kiggede efter Klokken. Det vil sige ^ efter Mutters Klokke; for det var svært, saa hun løftede op, da hun vadede hjemad.

— Jeg skal nok huske Dagbogen, Mutter! raabte jeg, saa at hun ikke kunde høre det, begrundet paa, at jeg nemlig havde loft hende at skrive Dagbog, mens jeg var i Hovedstaden. For jeg er liegodt Skomaer og hedder F lik k e n b e r g ; men jeg hade jo vundet noen Syle i Lumber fra ham, Skolelæreren a, ved det at han er Enke­

Lens, som sædvanligt, der er tomt og øde I Morgen, hvor. den lille H ø j r e k l a t Er lusket hen og faar den Smule Føde, Som V e n s t r e naadigst har den overladt, Gaar Grundlovsfesten anderledes glat For R ø m e r s g a d e n s populære R ø d e , Der en Forsamling holde vil paa Fælleden, Saa stor, at ej de selv en Gang kan tælle den. Paa W o d r o f f l u n d vil dog de L i b e r a l e En Styrke samle, der er mi n d s t saa s t o r Som den, der blev til bare Vand i Fjor, Just som Fru N ø b lu n d holdt sin Jomfrutale; Thi denne Gang kan, hvad der duer i Nord, Med B ebo og Høbup paa Tribunen prale, Og de vil lade deres Stemmer runge Som Surrogat for Kvindens rappe Tunge. Først melder Høbup, at i I n t e g a d e Er man med B ebg i Et og A lt tilfreds, Saa vel med hans Bedrift i S e x - o g - t r e s Som med hans store Ho l s t e br o - Ba l l ade . Gebrüder B kandes selv blev himmelglade, Da paa »den store Fører« han bed Spids, Og raabte: »Naar vi har den ordinære — Nok sagt, saa bliver her sgu godt at være!« Saa tager C h r e s t e n Ordet o g fortæller, A t al Forhandling dybt man afsky bør, Undtagen, det forstaar sig, naar det gjælder A t lirke for det gode danske Smør!

mand. Det var nemlig rent ud sagt, Konen der blandede Kortene i den Familie, naar hun om Aftningen spillede Tourne Respekt med Fatter; saa det var da ikke saa løjerligt, at han spillede Lumber, som det kunde være Hanrej. Og nu skulde jeg til Kjøbenhavn og more mig for Sylene.

Sikke mange Mennesker, der ligger og mylrer i Hoved­ staden! Men det er nok ikke Altsammen Blanklæer; for de der gjer mest Rabalder, har liegodt endnu ikke traadt deres Børnesko. De lever a at betale Mulkter, for at ha Lov til at være uvartige i en Avis, sier Madsen, som jeg loserer hos for en gammel Tremark med Kaffe om Mor- ningen og frit »Aftenblad«. — »Nu skal vi ta og gaa paa Stjærnekomeje,« sae Madsen forgangen, og saa gik vi da i Dagmar. Der var to Tyskere, der hylede, saa at Mutter kunde hørt det helt . hjem i Hedehusene. Den ene var høj- j ' hælet, og den anden var sort; derfor ¡■gik de osse i de smaa Sorte som R iisen- iiigrød. Nede paa Gulvet sad der nogle Støvleskafter og klappede og trillede .rundt med Lavrbærkranse. »Det er de danske Venstremænd«, sae Madsen. »Du kan nok se, at de ér paa Støvlerne, — men de er uciiraadte. Naar vi Andre gaar til Grundlovsfest, saa gaar Danskerne til O tto og spiser tyske Klumper. Men du kan være sech er paa, de faar dem galt i Halsen.« Mere hørte jeg ikke; for i det Samme hylede Ty­ skerne, saa at jeg fik Saføjdans i- Trommehinderne af For­ skrækkelse. * *