S_Punch_1891

175

Dagmar med K ainz og K o b e r som Gjæst, men Frits Grønbæk, som jo har studeret Kemik, han siger, at det er en Mellemting mellem Frejas pure Kakao og nye Kartofler og dyrkes af Indianerne i Afrika eller Negrene i Indien og for Resten er det vist noget Humbug, men man kan jo alligevel ikke være andet bekjendt end at følge med Tiden, og lille Ambrosius har saamænd faaet Mavepine af det, det lille Skind, og Frits Grønbæk siger jo, det maa være Kolarine, og De maa endelig passe paa, at De faar den ægte Kolera, hvis De vil have det, hvad der tor Resten ikke kan være saa vanskeligt, for der er mindst en 30 — 40 Uitekræmmere, der har det eneste ægte Udsalg og skulde De faa Kakao eller Kokusnødder i Stedet for, saa er Ulykken jo ikke saa stor, for det Vigtigtigste er jo dog, at man kan sige, at man har det, og der er saamænd Ingen, der kan smage, om det er det eller noget Andet, og vi har saamænd baade Kola-Kaffe og Kola-Sjokolade og Kola- Vin og Kola-Brød og Petrine bestiller ikke Andet end at synge Kolaratur-Sange fra Morgen til Afteu, for De ved jo, at hun har slaaet sig paa det musikalske og kjører hver Dag en Tur i Droske, for hun vil se, om hun ikke kan opdage en Droskekusk, der kan komme til at optræde i Tivolis Koncertsal og i Gieses Vinduer og blive første Tenor og en anden B ø tel, som jo skal have drevet det ligesaa vidt som N o rd a l og F re d e rik , men Petersen er bleven saa gal i Hovedet over al den Kola, at han sværger paa, at han vil gaa fra sin Skræder, hvis han prøver paa at levere ham et Par Kola-Buxer, med Permission at sige, og han synes, at man herefter skulde bruge det til Fangekost som en Mellemting mellem Vand og Brød og sædvanligt, og hvis R ex var bleven dømt til 3 Maaneder paa Kola, saa vilde han nok vogte sig for at skrive flere Injurier til 5000 Kr. Stykket, hvad der for Resten var Synd, for saadan Noget morer dog altid Folk at læse, og vi har jo været i Dagmar og set »Drømmen, et Liv«, som nok for Resten er et gammelt Liv, som man ikke kan forstaa noget af, og jeg troede jo, at man kunde blive forelsket i K ainz, men saa vil jeg dog rigtignok bede om M arti ni us, som ser nettere ud og kan tale Dansk, og Kainz kunde dog gjerne have gjort sig den Ulejlighed at lære Sproget ligesaa vel som Klovnerne i Cirkus Busch, som er meget morsommere, navnlig Brødrene Lee, som er et Slags Side­ stykke til Brødrene Brandes, fordi at den Ene af dem ogsaa er et Slags Overmenneske, som fører an i Koncerten og er meget yndet af Publikum og kan stille Alting paa Hovedet og sig selv med, og saa er der En, der ligner H e n n in g Jen sen , undtagen at han ikke har Kniven i Ærmet, og der er en Saltomortalerytter, som er P e te r Nan sen op ad Dage, og det kan jo ogsaa godt være, at det er ham, der tjener sit Brød om Aftenen paa den Maade, og saa kommer han jo ogsaa ud at rejse, til Erstat­ ning for, at han ikke fik Ritzaus Bureaus Rejsestipendium, og nu ved jeg nok, hvem jeg vilde stemt paa til Køben* havns Legat for Skuespillere, det skulde været I,a vat er, som ogsaa er Klown hos Busch og forlovet med brøken Dorée, og Frits Grønbæk mener jo, at de i Stedet tor bor- lovelsesring har dobbelte Ringe og Trapez, og de behøver saamænd ikke at være bange for, hvor de skal faa Udstyr fra, for Busch har jo Udstyr nok til sine Balletter, og selv om Livet nu ikke bliver nogen Dans paa Roser for dem, saa bliver det i alt Fald en Dans paa slap Staaltraads- line. Men nu maa jeg nok hjem og se til lille Ambrosius Kolarine, og jeg vilde for Resten ønske, at han havde faaet den lidt senere paa Aaret, for de skal nok have tre Maaneders Sommerferie i den Skole, hvor han gaar, fordi Ernajuelhansen har skrevet i P o litik e n , at Børnene skal have Lov at more sig, og saa var det jo rart, om Drengen havde det at sysle med i sin b ritid. Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kola- eller hvad jeg vilde sige Kaffe.

E n F e jltag e lse .

Mel: Slaar du mine Joder, slaar jog dineJode A. tv, den Tolerance Er i Dekadence ■Oppe i det frie norske Nord; Selv hos Cammermeyer Er den Del, man ejer. Ikke, hvad man kalder, særlig stor, Lidt det kunde nytte W o lff derop at flytte Med sin ædle Evropæervin For at dekretere, Der bør existere Ogsaa en Slags Folkeret for Svin. Bedst, som man derinde Leged' med en Finne, Lig den Smaafisk, der i Elven svam, Brat sig Strømmen vendte, Frihedsdrømmen endte Under »Aftenpostens« Hundeglam. Dybtrørt Wolff beklaged, At han havde taget Fejl, da Finne han paa Forlag fik, Og de frie Yndere Af hans »unge Syndere« Fandt, at som i Finnerup det gik. Tungt det er at melde, At blandt Norges Fjelde Søger man omsonst en gylden Dal, Som i Klareboder Disker op med Foder Til en norsk-arabisk Radikal. Wolff i Faareklæder Som en arg Forræder Strøg for O ft ed øl sit rene Flag Og lod »Politiken« Skammelig i Stikken Samt Gebriider Brandes’s frie Smag. Men en Trøst i Nøden Er det dog, at Jøden Redder ved Geschæften sig en Sum. Inden første Juli •Synderne« gaar mulig­ vis .som varmt Brød her i Publikum. Blot Attest er gi’et Ham for Svineriet, Vil trods nogen Engel Gabriel Finne Silke spinde, Og selv Wolff vil finde, At det var schgu dog et Schvineheld.

H erm ed fø lg e r et ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .