S_Punch_1891

170

j Fra W iin b la d s Organ og ,. P o litik en w | Til „ A ften b lad et " og .. K øbenhavn “ Udvidede sig Skandalefabrikken, j Som tilfredsstilled’ hvert dybtfølt Savn. Revolver- og Demimonde-Pressen Har rent sig slaaet fra Interessen For Kampen tor Frihed og Folkets Sag; Men Alt, hvad der falder i Pøbelens Smag, Er derimod stadig gefundenes Fressen, — D o g ak, selv mod saadanne tapre Haner, Som hver paa sin egen Mødding sig kroer, A lligevel smeddes fule Planer Thi Lovens Træskhed er saare stor. Ved Brummeture og høj Erstatning Man kommer til sidst i en sløj Forfatning. Og, hver Gang R e x har i Sværten gjort, Berige han maa med mangen Rex-Ort Den ufrivillige Selvbeskatning.

F o r Idée o g V irk e ligh ed . M o tto : Alan tager sit Parti — man bli’er Bagtaler. ADAM HOMO. II.

D e r var i Paris en Radikaler, Som loved’ at ofre Liv og Blod For Frikedens hellige Jdealer, Der blev traadt skammelig under Fod; Han svor, at han vilde møde paå Gaden Og dø eller sejre paa Barrikaden For Folkets bekjendte »retfærdige« Sag; — Men, da man oplevecT Handlingens Dag, Saa fandt han et Fristed — paa Retiraden. A f samme Kaliber har ogsaa her hjemme Vi haft adskillige Snese »Mænd«, Som Folkets Frihed har lovet at iremme Med Liv og med Blod som med Mund og Pen. De tilsvor den »undertrykte« Smaamand A t værne hans Frihed, trods B a n h s o n s » Blaamand«, Og ikke svigte, hvor Kuglerne peb; Men, da for de Herrers Frihed det kneb, Saa søgte de Dækning bag en Straamand. Da Handlingen blev noget risikabel Og trued’ med slig en Realitet Som Tugthusstraf, Bajonnet eller Sabel, Blev Heltene paa Retirade set. Fra Kampen for Frihedens Idealer De skyndte sig med at forandre Signaler. Fra Revolutionen i nært Perspektiv De slog sig paa Næstens private L iv : Hver næred’ sig fredelig — som Bagtaler. Som Journalistikens Ravne til Gilde De samles paa alt, hvad der stinker i Nord, Saa længe blot Risikoen er lille, Men Indtægten derimod dygtig stor. De værner helst om de »Undertrykte«, Hvor ingen Fare der er at befrygte Og ikke det gjælder om Liv og Blod, Men ikkun om Sværte i Overflod Til Krig paa Kniven mod Godtfolks Rygte.

Don C a rlo s, Overmenneske . . — G eorg. C a rlo s (alene). Naar unge Mennesker ved a t ud­ give et Børneblad viser, at deres Opdragelse er i Ulave, er det en priselig Skik, at man erklærer dem umulige, og at de selv erklære sig umyndige. Hvorfor skulde jeg ikke gjøre det samme for en Ven? Det er galt fat med dig, Holger. Men jeg har endnu Haab! C la v ig o (kommer grublende). God Dag, Georg. C a rlo s . Et tungsindigt Goddag! Kommer Du i det Humør fra »Tarvis«? C lav ig o . Berlingske—Dagbladet—Avisen! — Aa, hvor det dog er fortræffelige Mennesker! C a rlo s. Det var Ret. Vend Kaaben, Holger, — ellers vilde Folk ikke have noget at forundre sig over. Ingen vilde snakke om dig. C la v ig o . Vi store Digtere maa vække Opsigt. Jeg vækker altid Opsigt. C a rlo s. Ja, naturligvis. Alle søde, frisindede Pigebørn kappes om at faa Fingre i Dig. Hvilke Komplimenter har jeg ikke faaet for din Skyld! Thi min intelligente Næse, min krøllede Martyrkrone og .•tnine laante Fjer kan ikke være Aarsagen. C lav igo . Du gjør Nar af mig, men jeg hører det gjærne. Ha! — giv mig min Vin, min Kaarde og min Elskerinde. C a rlo s. Bravo! — Din Skæbne ligger mig paa Hjærte, min Holger. Du var den eneste Ven, jeg havde tilbage, — Alt, hvad der duede i Norden, duede ikke. Menneskene er mig utaalelige! — Der gives ingen