S_Punch_1891

167

Navnlich har han gjort Glüch i Finland, hwor der Ingen war, som forstod ham. Ebenso med Kainz. Jo mindre de dumme Dänen forstaar liam, desto mere henrückte er de. Das er meget begreiflich. Thi hvis man kunde ham forstaa, dann kunde man jo ebenso gut lade sig vernöje mit den M a r tin io . Og hvis der Herman Bang kommer til das grosse Vaterland, da vil han ogsaa selv der Liiche gjøre. Den der er han ganz sicher paa, ej at blive forstaaet, hwad dog enkelte Dänen gjøre, trotz det han beflitter sig paa at skribe et Sprog, som Ingen her begreifer. Hochachtungsvoll Ihr ergebener K o r r e s p o n d e n t a u s B e rlin . F r a U d stillingen . II. Søde Agnes \ M u n d en ,men je g e r fo rtv iv le t, f o r v i m aa ikke J a a R in g endnu; M o 'e r s ig e r je g e r f o r ting, og je g e r dog 16 A a r. M e n nu g a a r den ikke længere, f o r je g g ik t il en K u nsthandler og vilde sælge el a f m ine B ille d e r og spurgte, om je g kunde f a a go K r . f o r del? — og han svarede meget høflig: • D e t tv iv le r je g ikhe o m h H v o r je g blev g la d , men saa tilføjede han h u rtig : • M e n ikke a f m ig l« — og saa græ d je g naturligvis, nten det h ja lp ikke noget, og saa m aaite je g selv kla re Butiken, og det h a r M i c h a e l A n c h e r jo ogsaa g jo rt; n a tu rlig v is jo lle d e je g som sædvanlig op p a a Udstillingen, hvor F r i i s S y b e r g h a r m alet sig selv g t il og g rø n i A nsigtet f o r a t blive lag t Mæ rke t i l og Pedersen synes nu at Sybergs • E ro tik < s e r noget jo rd s laa et ud, men det g jø r nu ingenting, f o r han e r gode Venner med Kunstforeningen. Pedersen v a r saa g la d over C a r l W e n t o r f s smtikke » Morgenstudie« ; j a n a a r man h a r det, behøver m an jo ikke at lægge i Kakkelovnen. — H a n h a r lovet m ig en A fstøbning a f F rk . Eskesens Landskab, og R ings Høstm and, som D u nok husker , eg e r ly k k e lig ! — M e ie r ved A lt, — hun h a r fu n d e t de Breve, som m in L ø jten ant h a r skrevet t i l m ig, og hun sagde, a t je g v a r f o r ting, men hun vilde dog se ham, og saa kom Pedersen i Drosche, med Redingote og hvide H a n d s k e r og fr ie d e , og f ik ende- lig f a , og kyssede. M o 'e r lige p a a

h a r G e o r g J e n s e n støbt i Gibs, men den A rm e h a r ingen A rm e f a a e i , og saa e r d e r en y ndig P ige a f Bissen, som h a r skudt Papegøien, og Liibschitz h a r lavet et S k ilt t i l en M a rz ip a n fa b rik , og Pedersen h a r fo ræ re t m ig et Guldarmbaand, men J u l iu s P a u ls e n s » K a in « h a r f a a e t Fødderne spolerte a f det d a a rlige P aris e rfo d tø j, som ikke holder i Længden, skjønt han le v e r p a a en stor Fod. H a r D u seet • F a u s t « p a a det K ongelige} je g h a r a ld rig kunnet begribe, hvordan de kan fly v e u d a f V in­ duet, men nu ved je g det, f o r H o ls o e h a r m alet hele M e k a n ik e n : de trækker i en Snor, og saa fly v e r de op i L u fte n , m i kan enhver jo vide det, og P e t e r H a n s en h a r m alet Samson, D u ved nok. P aris e rs k a rp re tte re n , som sidder og sliber K niven, men hvad e r a lt det mod den yndige P astel a f K r oy e r, hvor han selv e r med og sidder ved Siden a f Frøken T rep ka som han nu e r g if t med og som ikke m aa udstille p a a C h arlottenborg , men i den F rie , og ved Siden a f F r u K rø y e r, som e r saa f in og nydelig, sidder Z a rtm a n n , som ikke e r nyde­ lig, men spiser Vandmelon f o r a t blive det og bag ved ham kan D u se det halve a f Tom Petersens Hoved, det andet H a lv e e r vist kjonnere, men a lle rbagerst e r en kjon u n g Laps, som hedder Lørup og det h a r kostet 800 K r . at m ale dem, saa det bliver 160 K r. f o r hver, men de e r jo meget mere værd. D e r e r ogsaa et nydeligt P o rtra it a f en ung D am e — hun lig n e r m ig — a f B e r t h a W e g m a n n , det e r noget andet end det Ansigt, som Pedersen sætter op, n a a r han s k a l vente p a a ?nig og V ig g o J o h a n s en som ved, hvad O rden d e r s k a l være, h a r et morsom t B illede méd et Juletræ , og det m in d e r m ig g ra n g iv e lig t om m in B arndom , da m an ikke kjendle elektrisk Lys og v a r meget m ere nøjsom, og saa v il je g ikke tale m ere ondt om Udstillingen, f o r d e r e r dog a ltid en K r o g , som m an kan hænge sin H a t p a a , n a a r m an ta g e r den a f og n a a r D u nu kommer h e rin d s k a l je g præ sentere D ig f o r L ø jtn an t Pederseti, men sig m ig saa æ rlig, hvad D u synes om ham, f o r han e r ikke næ r saa smuk, som H . H . J a k o b s e n s » T h o r « — men ikke ham D ît ved nok f r a Fregatten i T iv o li — men n a a r D u nu ikke v il have ham , saa v il je g h e lle r ikke, hvis D u derimod vil, saa v il je g n a tu rlig v is beholde ham, f o r han e r saa r a r og god, men g jo r m ig nu ikke ja lo u x , det kan je g ikke taale og saa f a a r D u ikke m ere denne Gang, uden Tusinde K ys og H ils e n e r f r a D in t il Doden tro Veninde C a r o lin e F j o 11 e r up.

Den hele Flok i Gaasegang Maa i Kachotten traske, Hvor de til fælles Gru og Skræk Maa gaa i Sæk og Aske. De spæde Logosdyrkere Forgæves manøvrerer Og bilder Godtfolk ind, de er Certosa-Kavallerer; Paa deres egen Sværte fik De fine Klæ’er de smurte, Men er og bliver dog smaa Graa, Om ogsaa de er sorte. De endnu mere spæde Smaa, Som hist i Badstu’stræde Forvolder deres Værger Sorg Og ingen Men’sker Glæde, De dufter mildt af Patchouli Og troer sig saare skjønne, — Men har kun Figenblade paa......... Og derfor er de grønne!

Alt længe Berg og B e n th e im har Omkring i Byen støjet For at fortælle Folk, at de Nu gaar i Rejsetøjet. De blandt det frie Vælgerfolk 1 broget Dragt vil møde, Thi galdegule er de selv, Men Klæderne er røde. Hr. Bojsen følger efter, han Er pudset og poleret: Hans ny Reformdragt, si’er man, er Dog nærmest lidt meleret; Men Georg kun en Berlingske Har svøbt om Ryg og Øre; Den Stakkel blev jo kun klædt a\ — Hvad skal saa Manden gjøre?

1 denne rare Pintsetid Man kan sig ret fornøje Og krybe i det nye Tøj,' Der fryder Sind og Øje. Det er saa fint, det er saa iyst; Fra Taaen indtil Topppen Det sidder, li’esom det i Aar Var »skruet« fast til Kroppen.

De tapre Redaktører, som Saa meget ondt har døjet, Maa i den rare Sommertid (Z-rtrt t 'T'rsipf r

WflF* H e rm e d fø lg e r et i l l u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .