S_Punch_1891

147

ikke kunde komme til å Porta, men maatte gaa til Riise, og der vilde Svejtseren først ikke lade Petrine komme ind, fordi hun gaar jo altid i en Slags Sports­ dragt, siden hun er begyndt at kjøre paa Bajsikkel, og saa troede han ikke, hun var nogen pæn Dame, men saa viste hun ham jo sit Medlemskort fra Bajsikkel- foreningen, men jeg vil dog raade Dem til, søde Fru Schrøder, hvis De vil ofre de Penge, saa hellere at gaa hen og se Vedbæk—Skodsborg—Kjøbenhavn med Fru Vie som denne Sjangtøse fra Kisten, dels fordi det er mere moderne, og De sidder ved Gud her og bliver saa gammeldags, fordi De aldrig læser andet end Ingemands Romaner og Føljetongen i Dagstelegrafen, og saa synes jeg ogsaa det maa være morsomt for Dem, som jo dog har været en gift Kone, at se, hvordan salig Schrøder morede sig, naar han var ude paa sin egen Boldgade, som han nok var slem til, og jeg maa sige, at jeg blev saa rystet af det, at jeg holdt en ordentlig Præken for Petersen, da vi gik hjem, og det er i Grunden galt, at man tager Mændene med hen til at se saadan noget, før man har været der selv og undersøgt, om det egentlig er noget, som de har godt af at se. Og nu er jo snart Folketheatret det eneste Sted, man kan komme, naar de nu vil afskaffe Orsjestret i Dagmar, som jo nok kunde ligne R iis, der kun gaar ud paa at skovle Penge ind og jo ogsaa var saa sjofel overfor den stakkels Fru G jø rlin g , som han ikke vilde give Tillæg for at være upasselig den halve Del af Sæsonen, og jeg synes ved Gud ikke, hun skulde have givet efter, for naar hun har sine daglige Sysler i Hjemmet og desuden er ansat ved »Morgenbladet«, saa synes jeg, hun har nok at gjøre. De ved jo, at vi har Fribilletter til Dagmar hele Sæsongen, fordi Frits Grønbæk var Medlem baade af Studenterforeningen og af Samfundet og havde en god Ven, der laa paa Regensen og ikke brød sig om at gaa i Theatret, men nu har jeg sagt til Frits, at han skal melde sig ud, for der er dog ingen Mening i at blive ved at støtte Riis, naar han i den Grad svigter Tradisjonerne, og nu er det dog en Trøst, at Tivoli bliver aabnet i Aften, for saa har man dog et Sted at gaa hen, og vi skal naturligvis op i Ballongkaptif, det vil sige, Petersen skal først op alene, for at vi kan se, om der ikke er Fare ved det og man ikke bliver søsyg, og hvis han skulde fare til Himmels med det samme, saa vil jeg dog nødig med, og saa vil jeg nok helst først høre, hvordan det var, naar han kommer ned igjen, men Frits Grønbæk mener jo, at Direksjonen har an­ skaffet sig den Ballongkaptif for at hæve Nivaaet og bare det ikke bliver til Vind det hele, for saa kan man jo ligesaa godt holde sig til Jorden og gaa i Ballon­ gyngen. Ja, nu maa jeg nok hjem og gjøre mine For­ beredelser. Farvel, søde Fru Schröder, og Tak for Kaffe. H v o r fo r? — F o r d i!

A k k o rd en s A and .

G

e o rg af »Evropæernes« Land ■s Er en umaadelig plaget Mand. Han tør ej skrive, hvad han vil, For her er dog en Rigsdag til,

Som er just ikke til Sinds at lave G eorg en livsvarig Hædersgave, Blot fordi han har paa en fin Maade med salig St. G ru n d tv ig gjort Grin. Den Gang han mærked’, det inte gik, Han i sin »Hovedstrømning« fik Fat i en Rødkridtspen og strøg Saadant som risikabelt Halløj. Nu kunde han som Censor prale Med » T o le ra n c e i d e t C e n tra le « . Det var Frihed i Nord Baade for L oke og for T hor. Men, hvad St. G eorg B ra n d e s har gjemt, Er nok, desværre, ikke glemt, Og hvad »M arty ren« bemærked’ om G ru n d tv ig s gelade Christendom, Fik han af D ine se n revet i Næsen, Særlig blev gjort et farligt Væsen Af hans Beretning om »H unn ern es« Tog, Naar de til P a v e n i V a rto v drog. Dog, hvad han den Gang sagde paa Prent, Vil han nu ikke være bekjendt. Og med den Godtkjøbsudflugt han kom: »Det v a r ej G ru n d tv ig , je g t a l t e om!« Blot for at faa Finanslovsbespisning Blev til Martyr hans Overbevisning; Bort fra denne han gik For den Ret Linser, han dog ikke fik. — Ak, ja! Vi mindes hans Fædres Kaar, Da de i fyrretyve Aar Gik i en Ørken, der var saa flad, At man blev ganske platfodet a ’et; Hverken den himmelske Regn af Mannaen, Eller hin Klippe, naar Moses slog Vand a ’en, Mer i Øjnene stak Dem, naar Ægyptens Kjødgryder trak. Item hos S ø re n K ie r k e g a a r d Ser man, hvad A rv e sy n d e n formaar; Efter hvad G eorg B r a n d e s skrev, S ø re n var bleven hans Elev, Hvis ikke Hosekræmmerluften Havde fra Barndommen sløvet Fornuften Og den belemret med gudelig Fyld; Det var slets inte St. S ø re n s Skyld! Saadan det er med St. G eo rg omtrent; Manden har røbet et medfødt Talent Til paa sin »Sandhed« at gjøre Kaal, Naar han kan naa et praktisk Maal. Ud imod »Overtroen« han lægger, Men, naar en Statsbenefice trækker,

G .

r

Du Rasmus, hvorfor ska vi Sjoselister nu egentlig gaa med Otte­ tallet paa Normalsøndagen? — Ka du’nte begrive de’ Stoffer? Det er natyrlivis, fordi man ente mere gaar mæ Syvtallet paa Flyttedagen. Ottetallet er jo immer et Fremskridt fra Syvtallet, aa vi er da liegodt et Fremskridtsparti!

Er hans Tolerance » ce n tral« ; Det er nok Arvelighed og Moral.