S_Punch_1891

146

L e g e p la d s e r fo r B ø rn . I den Overbevisning, at Børnene i » København« har alt for lidt Lejlighed til uforstyrret Færden i Frihed, men at de, saa snart de bare gaar en Smule over Stregen i Børnenes Paradis, straks trues med Vand og Brød eller sædvanlig Fangekost, traadte en Kreds af Mænd og Kvinder sammen for at slaa et Slag for de gode Børns moralske Ret: Resultatet blev et Forslag til Oprettelse af en L e g e p la d s -F o re n in g fo r »KØBENHAVN« med Formaal at virke til Oprettelsen af saadanne Fristeder, hvor man ikke behøver at holde op, mens Legen er god. Hvis Bidragene skulde strømme lidt villig ind, er det Hensigten endnu i dette Kvartal at leje en Legeplads ved Tivolisøen med den fra Børne-Verdenen saa velbekjendte Galej St. Georg, for at den haabefulde Ungdom kan komme en Smule paa Galejen, inden Justitsen har sat dem for mange graa Haar i Hovedet. Blandt andre har Kultus­ ministeren givet et Tilsagn om ikke at ville modsætte sig, hvis Rigsdagen skulde blive enig om et Tilskud til St. G eorg for at sætte den i Stand til endnu i nogen Tid at kunne flyde paa Lasten. F r u J u li a n e P e te r s e n : God Dag, søde Fru Schrøder, De kan sandelig være glad ved, at De ikke har en ordentlig Kjole, saa De ikke kunde benytte den Billet, vi havde faaet tilovers ti! »Faust«, fordi Petersen ikke gad gaa. Vi havde jo læst i »Politiken«, at det var noget, som Højre ikke kunde lide, fordi Goethe var venstre og havde holdt med Henning Jensen, hvis han havde levet, hvad han vistnok ikke gjør mere, og saa troede vi jo rentud sagt, at det var saadan noget å la E m il S o lo og G u sta v E sm a n d , som de jo spiller paa det frie Theater, og saa syntes vi jo, vi skulde gaa derhen, fordi man maa jo dog følge med det nye, som der kommer i Literaturen. Men kan De saa tænke Dem, saa er det hele ikke andet end en Kopi efter Operaen »Faust«, og der var blot den Forskjel, at der var jo ikke saa meget Musik, og det kalder jeg sjofelt af afdøde Gothe og saa denne P e te r H a n se n , som har været med til det, at de ligefrem gaar hen og laver Plasjiat efter en Opera og giver det til en Premiære i det Kongelige, og naturligvis var Em il dejlig, men dog ikke nær saa sød som Ø dm and i Trikot, som jo ogsaa spillede den Rolle, da han var her, og M a n siu s kan naturligvis heller ikke maale sig med L a n g e som Medistofélus, og naturligvis var Fru H e n n in g s storartet i sidste Akt, da hun blev gal, men det er jo alligevel et Savn, at hun ikke kan synge saadan som Frøken Do ns, og saa synes jeg ogsaa nok, at der kunde være lidt Ballet, for man gaar dog ved Gud i Theatret for at more sig, og saa vil jeg da nok sige, at jeg synes bedre om Aladdin, og saa trak Klokken ud til over tolv, saa vi

R e fo rm a to re r

Imedens Alverdens Socialister For Tiden volder en svar Forskrækkelse Og tømmer de lærde Hjernekister Om otte Timers Arbejdsnedlæggelse, Mens H o lm er kras nok, og H ø r d u m bister Og snakker sort om en Arbeders Svækkelse, Saa lyser dog hist og her et Par Gnister, Som tyder paa, hvad man kalder, en Vækkelse. Saalunde man ser paa det højst forbavsen­ de Faktum, at Folk. der var saa radikale, Som P i n g e l og B j ø r n b a k og R a sm u s C la u s e n , Er noget nær ved at blive normale; Imellem Sessionen fylder de Pressen Med lutter loyal Forhandlingstale, Det s m a g e r n æ ste n a f s a lig H a n s T a u s e n , Da han kom fra W i t t e n b e r g s Høresale. Hos B e r g , som præked’ den »rene« Lære Om den Protestpolitik, som skranter, Forsamledes Danske og Evropæere Og Jøder, der mødte som — Protestanter! Men her var slet ikke godt at være, Man ramtes af Ldield paa alle Kanter; Selv T a u b e r k u n d e sig d a a r lig n æ re , Og G e o r g B r a n d e s fik i n g e n Kontanter! — En Gang gjorde C h r e s t e n Proselytter For Korstog mod de smaa sorte Trolde, Der slukkede Lyset i Smaafolks Hytter Og gjorde Dannemænds Hjerter kolde; Men nu har han selv som »Hv a d k a n d e t n y t t er« Hos H ø r u p og B r a n d e s faaet en Rolle, Og for deres frie Tænkning han rydder En Vej til de danske Bønderknolde. Hvad Under, at de, der fordum troede Paa C h r e s t e n og de Projekter, der summer Omkring i hans noget katholske Ho’ede, Nu skyndsomst sig Ira hans Menighed hummer, Fordi de med skjeilig Grund kan formode, At, skjønt af Veltalenheds Vrede han skummer, Hans Aand i en V i t t e n - B e r g aldrig boede, Men ikkun han Stof til en V æ k k e n-Ber g rummer.