S_Punch_1891

142

Kun liden Æ re man levner, Men V isneri d et benævner. H vad nytter d et saa, man har »F lvveaar«, N aar rund t om L andm andens Ager De H errer »P rotestmænd« maa dele K aar Med F ø d e for Ravne og K rager?

F o r a a r s g rø n t .

K e re Bob! Je kan denne G ang lade dig hvide, a i de v a r lieved, a t d e r sktille ■ ha v a a re n en sto rag ti F olgefestl hernere i A n led n in g a f G eo r g B r a n de s , fo r dig han hade igge f a a e t I liv s v a rig Hæddersgave p a a Finands-t loven. A a v i hade i den A n d le d \ n in g et stort Møde f o r aa d rø fte ,

N a a r Folketingsm anden fra Sam lingen g aar Og hjem til sin Valgkreds sig skynder, Saa kommer den Aarstid, man kalder for Vaar, D a B ladene spirer saa rask, de fo rm a a r; Men saa er d et just, der begynder En anden Samling blandt B ønd er; T h i saa gaar man nem lig af S ted til Ja g t Om Kap m ed R aagen og Kragen, Indtil man en righoldig Samling har brag t Af O ldenborrer for Dagen. Der d ann ed ’ et O ldenborreparti, Som laved’ d et dejligste Visneri Og, efter hvad Godtfolk fortæller, I T h inget for »Muldoxer« gjælder. L ig B e n t h e im , »den første Nejer i N ord«, H ar C h r e s t e n levet af Blade, Og begge p aa alt, hvad d er spirer og gror, H ar gjort tilstrækkelig Skade. Just saadan gaar B o js e n & C o m p a g n i P aa Jag t efter B e r g og hans Fæller, H ans H jerte var fuldt af Kummer og N ag, T hi fra d et Blad. hvori han fandt Smag, Man havde netop fornummet, H an ufrivillig sig humm ed’. Som R edaktør p aa d en grønne G ren H an længe har figureret; Nu følte han til en ganske gem en B ladlus sig redu ceret! P aa N æ s tv e d -M ø d e t fandt B e r g m ed S k ræ k , De fanged’ hans eget Kuld nok Af B ladredaktører i Pose og Sæk, T rod s H ø r d u m s Summen o g B e n t h e jm s Kvæk, Der lignede Smæld o g Smuld nok! — Ja, Skjæppen de maalte ham fuld nok! D e t v a r en tu n g D a g , isæ r fo r L e t h , O g C h r e s t e n b lev næ p p e trø stet, Da d er kom d et Budskab fra R ib e r -R e t, A t h er m an en B u s k h a v d e rystet. Nu sidder d e stakkels forfulgte Skind 1 V e d b y -K re d s e n forgangen Dag Den graadige T a u b e r summ ed’.

vordan v i skulle bære vos ad, aa saa be A ro n d Jacob­ sen aa je g enie om , a v i skti brenge han etFaggeltov. A a saa hendvente v i vos te S ludeniersam funn et f o r aa spore, om d i velle være mæ te aa g a a i Toget, fo r d ig G e o r g h a r a ltid v a a re n en a Sam fonnets Støtter, som nog osse en n e r mæ et Faggeltov, aa de velle d i nok, n a a r d i kunne komme te aa g a a fo ra n d t i T o g e t ; men saa syndtes A ro n d Jakobsen, a t de maadte v i raske D ræ nge ha Lov te, fo r d ig a de va vos, som hade hidtet p a a det, aa den lib erale Væ lgerforeneng mendte, a R edagtorerne a P o lle t e k k e n a a K ø v e n lta v n aa A f te n - b l a d e t skulle g a a f o r andt mæ deres Sandhedsfagler i Hæ nn erne aa sbrede L ys over Landet. A a saa kunne v i igge bie enige om, va v i skulle brue te aa brænne p a a F a g le rn e , f o r A ro n d Jakobsen mendie nu, a t v i kunne være igge bekendt anned end som a brue Jede- bej, men j e syndtes de va m eied beder om v i g ik te O g ia v t u s H a n s e n J o r a spore, om d e r skulle være noed Skommerbej been teovers f r a SkotøisJabrikken, som han bestyrede, f o r Syle be d e r nog igge mange teovers a ; men saa mendte d i an d re D ræ nge, a saa skulle v i ha hans Søn mæ i Faggeltovet, aa saa m aatte v i g jø re det p a a B a js ik le r f o r hans Skyl, aa d e r e r den A ber da Be] a Opposidtionen kan m ejet got vælte, uden a den behøver a komme saadan ob a a køre . Tesist va d e r en G rin eb id erf r a nejerste B o r i K ladsen, som fa a re s lo , a m an skulle enskrænge s e i le aa sam le a lle dt Opposisionsmænd s am m el som hade røde Næ ser aa la dem g a a i Prosession g em m e l Byen aa stegge Næserne i Været, saa kunne m an overdrage de te S j a n g d o r f aa skræve K an d tad ten ; men de be fo rk a s te d a p ragtig ske G ronne, aa saa g ig de hele i Siøgg er. M e n nu h a r je f o r A lv o r slaed m e j p a a F o rfa d te r- værksomhed aa skræ ver p a a en Bov, som ska hedde H æ rm a n d V an dal , aa H eld ten i Boven e r et O ver­ menneske, som i Shidtnengen a H an /en g en la e r L iv e t a a lle dt Læsere , d e r kan holle tid aa læse saa lan gt. A a saa h a r j e tængt a teleine G e o r g B r a n d e s den, fo rd ig han s k a l dov ha noen E rstadtneng fo r de Faggeltov, som g ig op i Røj, aa de ve han vest bie sm ire t over, da j e h a r h ø rt ttoed om, a han nog h o lle r a aa teiejne s e j , va d e r skræ ver se i f r a Borne- lid teratu ren . D in hengivendes E j n a r J o r r e n s e n . P. S kr. J e jh a r fa a e t Strambugs a m in Gam le, bare f o r dig han h a r f a a e t a hvide, a je skræ ver bladsfæmigs i Køvenhavn. Va ska E n n en blie p a a a l den E ngtaale- ra n g s je ? ,

I V enstres Sprækker og Revner Og trækker Følehornene ind, Fordi deres »staalsatte F rihedssind«