S_Punch_1891

1 4 3

saa Elskere af min afdøde Hustru. Saa vi har jo et fælles Berøringspunkt allesammen. F j e r d e A k t. De F o rrig e. Mange fle re Mænd. ¥ ø rs te Mand (mere og mere oprømt). Goddag, Goddag. Formodentlig allesammen Elskere! Ja, jeg tænkte det nok. Hvor det er trøstefuldt at se, hvor højt min af­ døde Hustru var elsket i levende Live. Ja ikke sandt mine Hetrer, Præsten havde Ret: hun var en trofast Sjæl. Han kjendte hende ikke, men han havde Ret alligevel Jeg kjendte hende heller ikke. Jeg er jo den eneste her, som ikke var hendes Elsker. Hør, vi maa saa min Sandten drikke hendes Skaal. Vær saa artig, D’Hrr., lad os nu komme til Bords alle vi — Enkemænd. (Tæppet falder. Det frie Theaters Bestyrelse in pleno klapper. De Sovende vækkes.) B a llo n captif.

D en frie T h e a te rk a t sprutter.

Jeg er en fri Theaterkat. Jeg er en red Kat, og det vil jeg have Lov til at være. Jeg ved godt, at det generer Højre. Højre kan kun lide graa Katte, som kan spinde. Puh — spinde! Det hører kun hjemme i Duft-Vaudevillen. Jeg spinder ikke, jeg sprutter, gjør jeg.

Og saa kan Højre skabe sig ligesaa galt, det vil. Natur­ ligvis tier det stille. Det kunde ligne det, for saadan har det altid baaret sig ad overfor min Ven Eedvards Stykker. Zola er storartet! Han er ligefrem Frankrigs Amalie Skram i Hankattekjøn! Han er rædsom — rædsom bril­ lant. Hvor er den Ide ikke guddommelig, åt W ieh e og F ru S e c h e r tager Blaasyre i sidste Akt. Blaasyre! Det er noget andet end den Børnemælk, som min fordummede Højrekollega paa Kongens Nytorv gaar og laber. Jeg vil for Fremtiden udelukkende leve af Blaasyre. Det er slet ikke farligt, for selv om man dør af det i sidste Akt, saa lever man altid op igjen, naar man bliver fremkaldt. Men vores egen lille Gustav Esmann er dog endnu mere storartet. Skrive et Stykke, som »r morsomt, det kan enhver Revueforfatter gjøre, men skrive et Stykke, der er saa kjedeligt som Gustavs, det kan kun en stor Digter. Men jeg har for Resten selv forsøgt mig med et lille ét. Det hedder ogsaa: Enkemænd. Skuespil i ligesaa' mange Afdelinger, det skal væie. Personerne: Den afdøde Frue, Hendes første Mand. Hendes anden Mand, hendes tredje Mand osv. Flere Mænd. Endnu flere Mæncf. F ø r s t e A k t . (Efter Begravelsen.) F ø rs te Mand. A n d en Mand. F ø rs te Mand. Min Kone er død. Hun var gift med mig, altsaa har hun haft en Elsker. Ak, Kjære, jeg gjætter, at De var denne Elsker. A n d en Mand. Pardon, jeg vidste ikke, at De ogsaa ............ F ø rs te Mand. Bevares, kjære Ven, mellém Venner kommer det jo ikke an paa sligt. Vil De ikke spise til Middag hos mig? A n d e n A k t . De F o rrig e. T re d je Mand. F ø rs te Mand. (Til Tredje.) Jeg kommer i Tanker om, at min afdøde Kone paa sin Dødsdag spaserede i den samme Gade, hvor De boer. Jeg slutter deraf, at De ogsaa bar værer hendes Elsker. T re d je Mand. Jeg haaber da ikke, at De tager mig min Frihed ilde op. F ø rste Mand. Jeg har jo kun Grund til at være dem taknemmelig for den Ære, De har vist mig gjennem hende. Ja, (tørrer en Taare af sin inderste Øjenkrog). Ja, hun var en tr o fa s t Sjæl. Hun havde et stort Hjerte (op- rømt). Men vi maa drikke et Glas sammen for den salig Sjæl. (Han skjænker for Tredje Mand og drikker med ham). T r e d j e A k t . De F o rrig e . F je rd e og F em te Mand. F ø r s te Mand. Aha, formodentlig ogsaa et Par Elskere af min afdøde Kone. Jeg har ikke den Ære per­ sonlig at kjende D’Hrr., men jeg formoder det. Disse be­ drøvede Miner, de sorte Handsker, Floret om Hattene. Ak ja, mine Herrer, jeg forstaar Deres Sorg, hun var en sjælden tr o f a s t Hustru. Jeg kjendte hende jo, skjøn jeg stod hende fjernere end D’Hrr. Jeg var kun gift med hende. D’Hrr. bliver da og spiser til Middag sammen med mig (forestillende dem for de Andre). D’Hrr. der var og­

kl Tivoli vil — efter Alt, hvad man siger, — IjEn Kæmpeballon nu til Sommeren ses; I Af W a tt skal deri fyldes, og sejlende stiger Den svimlende højt overThranernes Kreds. Men for at man ej i det Blaa skal forsvinde O g slet ikke ane, hvor man kommer hen, Bli’et oppe fra Skyernes højeste Tinde Forsigtig man halet til Jorden igjen. Den Første, der kjæk vil Ballonen forsøge Bli’er Chresten. Hel mandig han stiger derind. Han ved jo, at Turen hans Kraft vil forøge, Formedelst han trives saa herlig — i Vind. Han højt over Kirke-og Korsgaarde throner Og slynger mod Forterne rasende Blik, Imedens han ser paa de nye Kanoner, Der »sammensmeltes« i Bojse ns Fabrik. Naar atter Ballonen fra Jorden sig hæver, Saa gaar M a g istraten til Vejrs og gjør Gavn, Den højt over Konger og K ayser e svæver Og blæser ad Smaating og ad Kjøbenhavn, I Skyerne kvæger den Sindet og Hjærterne, Føler sig selv imponerende stor! - — Til Indre-Missionen og Natte-Beværterne Haler den ned til vor syndige Jord. Saa kommerKarlGjellerup; stolt ved sinHandel Med en eminent Literat-Direktør Han stiger til Vejrs, indtil hån ved sin »Vandel« Tilsidst bliver rent overmen’skelig ør. En lille, umyndig Ballon ham forfølger; Dens »Sæder« er løse, dens Flag en Avis. Men, naar den sig oppe bagVandskyerdølger, Man kun afHr.S t uck e nb er gskimter enF lis! En kjæk Kunstnerinde, der jævnlig husvaler Sin Sjæl ved en Flugt til det høje Parnas, Vil nok flyve højere, — hvis man betaler Lidt flot og lidt rundelig for hendes Plads; Men, selv om en from Direktør er i Vinden, Er hver lille K nud sen dog ikke Jo han; Og R i i .svil nok nødig gi’e Fru Kunstnerinden Et Rejsestipendium — til Storkenes Land. Jo, det bli’er en herlig Plaser nu til Sommer! sVi højt over Fuglene flyver paa Dril. \Og, er Du ærgjærrig, saa fyld dine Lommer led Ballast —og flyv li’saa højt, somDu vil. Men sund, maa Du tro, er ej altid Motionen; Pas nøje paa Ballasten; thi faar Du fat IZ o la og Esmann —saa revner Ballonen! Der ligger «det frie Theater«, God Nat!

M t " H erm ed følger et ill u s t r e r e t A n n o n c e -T illæ g . "W S