S_Punch_1891

138

, $ e j f e r f t a t f n s ø r u i t b e r ©amle bien be to af Dage, ^ør af Steb be maatte brage $ r a bct Bærf, be efterlob, Støbt af 3 ærri ^ b t i Blob, ^ra en i?ær forubert BTage Ø g et gytbent Higsflenob, Cyfflanbs nye Kejferfrone, Ø g en pelbefceftet Cijrorte B l eb en Derben for fin ^ob, Som om etrig faft ben ftob, Sfønt en ©ang i Ciberts ^lob Krone, Snccrb og Bannerftage f)pirples bort fom pisnet £or> K f ben fyøje BTagt, fom ftraffer Dolb og Uret mob ben Snage, Brubte Ørb og Paragraffer, Ø g fom pil paa ©ranen ffrine, Kt, fyr>ab bisfe to maa bline. Btiner beres Dcerf — til Stop.

oor ben guftne S p re e fig fnor HTellemBranbenburgerfartbel, Spejler atter trift i Danbet

K f be trenbe ftore BTænb, Som par meb at fammenftyffe Cyfflanbs ©nfycb, BTagt og £yffe, ©aar nu B i s m a r c f fun igjen Som en afbob Storijebs Sfygge. ^or et „Kracfy" at forebygge p a r fyart ginet fig i Cag BTeb en Knneftion i Dag K f et Dætgcrflcrtals Cyffel BTeb et f o l f e l i g t BTanbat . BTøbcr Kejfcrfroncns Smyffe Hu foiit Uigsbagsberoftrat! Dobbcltørncns forbums Dtnge —H l o 11 f e nar bens Hæb og Kløer— Dil t Dejret atter fninge Sig til Klagten —Jom ^ r onb e u r !

S ig en Sfon af forte ¿lor. Strategiens BTatabor, i>an, fom ftampcb legioner 4reirr meb Bifler og Kanoner -af en ncberfadjfiff 3 or^/ Sejrens Kegnebogsforfatter, Øncrmagtens ^abrifant, Som i 3ærn= og Blob=Debatier BTeb fit 3 n^læg Staget panbt, f)an, fom fpejbeb ufortreben jm ob Deft og Syb og Horb, Ønerraffet bien af Døben, Ø g fom flagen Bftanb tjan foer Bort i ^oraarsaftenroben 3 „bes ebten © r e i f e s " Spor.

Han — og saa Impresario. Den Gang vi berejste det ganske Jylland, min Enakter og jeg, paa hin den store Tourné i jyske Byer, som ikke kunde betale sig. For jeg var saa latterlig. Jeg havde jo dræbt ham — H ø e d t. Han satte i Scene med Enakter — og saa døde han. Og til Bergen kom jeg. Ingen maaske andre paa den ganske Jord, kan hysse som de Bergensfolk. Hvilken Skuespiller taber Verden ikke i mig? Og saa var jeg berømt. Hvordan jeg blev missliebig. Mine Nerver havde skrevet dem — Artiklerne. Ner­ verne altid skriver dem, Kunstnernes Artikler. Men Politiet læser dem og det hentede mig. Paa Tysk — for det var i Tyskland. Mange Gange og mange Stuer. Stuerne ved Siden af Gangene; mange Mænd og mange Pulte. Mange Mænd ved Siden af mange Pulte, mange Gange, mange Mænd og mange Pulte ved Siden af mange Gange. Saa ledes er Tyskland. Og Pulte, Mænd og Gange bare lo. Saa umulig var jeg. Til Meiningen kom jeg, — skønne, dejlige Stad! I Wien var jeg, — skønne, dejlige Stad ! T Prag boede jeg, — skønne, dejlige Stad! Alle Vegne bare gjorde jeg mig umulig. Nu du veed det, Dansker! — Hvad kan det nytte? Abonner paa »Politiken«, at Du ikke maa blive miss­ liebig i den skønne, dejlige Stad Berlin! Hvordan jeg døde. Der laa de alle de Afdøde og jeg saa dem grant. D en havde mistet en Flis og var en Mumie. Hans Navn var S tu c k e n b e rg . Den havde mistet sine Vers­ fødder og var en Fisk. Hans Navn var S o p h u s C lau s- se n . Og lille H elg e R od e laa Barnelig dem midt imellem, for han havde fast ingen »Styrke«, saa vanske­ lig havde han det med at leve. Men som den Dødeste blandt de Døde, rejste jeg mig krampagtig og klyngende mig til J o h a n s Pengepung: — For nu maa du skrive en komisk Bog — skød det ud af mig — at Folk kan le dig ganske død! Og, jeg skrev, — og, jeg døde. — og jeg greb ud i det store Tomme, efter en Komiker, min Kunstner- hjærne værdig. Jeg greb i »ti Aar« — men den eneste Komiker jeg kunde gribe, — var: f ir M ttn b a n g .

N ekro log .

M otto: Koldt Vand! Jeg ikke vil skrive om min Storhed — det jeg mangelunde har gjort fordum. Skrevet som en Kunstner med Hjærnen, som ingen forstaar. Og med Nerverne. Og de lo — Folk. Aa, — saa altfor stærkt de lo. Ikke heller jeg vil skrive om den — Døden. Da den tog mig, midt som jeg sad, med Fingrene, i Mun­ den, under Graahimlen i det store Tomme. Jeg mit ganske Liv havde vanket gennem Skabningens Alp af Lidelser — saa tog den mig. Men de ikke græd — Folk. De bare lo — ------- Et Barn jeg var, der jeg blev født — af min Moder. For jeg var hendes Søn. Og hendes Mand, var min Fader, og hans Fader, var min Bedstefader. Og det var godt det Samme, — for der er jo det med Børnene, at de har det saa svært, med at lære Modersmaalet. Jeg aldrig siden har lært det. Hvordan jeg blev Forfatter. En Livets Luksusgenstand — var jeg. Aaret langt hver Maaned, blev jeg en Maaned ældre. Og Livet langt hvert Aar — blev jeg et Aar ældre. Og det ganske Liv, blev et tyndt Liv. For jeg spiste dem op alle — »Blaaerne*. Dem jeg havde arvet. Saa maatte jeg jo til det, — skrive. For Brødet. Ingen læste det, Punch læste det, og saa kom jeg i Punch. For jeg er saa komisk. Og Krimskrams, var det altsammen — det jeg skrev, men saa jeg dog havde noget at laane paa. Folk bare lo, men de laante mig dem — Pengene. Og jeg stadig skrev videre, vexlende Variationer og varierende Vexler. For nu var jeg det. Forfatter. Hvordan jeg blev berømt. Han sagde og tog min Haand: — Om ikke mon jeg vilde være berømt? — For jeg var saa begavet. Og saa komisk. Saa arrangerede han den — Forelæsningen. To Mennesker mylrede de, ind i Salep. Den ganske Aften talte jeg mangefold, men af fornuftige Ord kun føje. Det sortnede, rundt om Øjnene, saa befippet jeg var. Og de har været sorte rundt om, Øjnene, siden da. De alle sov, de To. Kun de vaagnede, for at hysse. Men Upsala-Studenten græd — han, der havde arran­ geret Forelæsningen. For han betalte.