S_Punch_1891

131

D ire k tø re n . Hvor skjønt! Hvor sandt menneske­ ligt! — Det vil mindst skræmme de to Trediedele af mit Publikum langt ud i Jernbanegade. — Tillad, jeg kalder Dig E e d v a rd ! Dig Leren . Saa forlanger naturligvis de ynkelige Hverdagsiilistre, at ban skal gifte sig med Pigen. D ir e k tø r e n . Ja, hvad Andet? D ig te re n : Er det ikke oprørende? D ir e k tø r e n . Naa, det er oprørende? — Ja, rigtig! — Uha, hvor det er oprørende. D ig te re n . Herman kæmper imod i en Række stolte Repliker, saa skjønne som om de var skrevne lige ud af en Bog. En tragisk Figur kan da ikke tale som et almindeligt Menneske, selv om han er Adjunkt i Jyl­ land. — Vel? — Nu skal du svare nej. D ir e k tø r e n . Nej, det forstaar sig. Han kæmper altsaa imod, bryder med Samfundet og dør af oprevne Lidelser. D ig te re n . Vaas. Han gifter sig med Pigen, fordi han elsker en Anden. Og det er den Anden, der beder ham om det. D ir e k tø r e n . Ja, men hvorfor gjør den Anden egentlig det? D ig te re n . En stor Digter spørger mah ikke »hvorfor«. Hun g jø r det, — og dermed Basta. Saa holder Herman Bryllup. D ir e k tø r e n . Saaledes skildrer man en fast Karakter! — Naa, og saa viser det sig, at den forførte unge Dame er bleven »mandig« og »frigjort« af sit Fejltrin. D ig te re n . Aldeles ikke; — men Du skal for Resten have Tak for det Vink, jeg skal benytte det i mit næste originale Digterværk. Nej, m in Helt klarer sig paa en anderledes aandrig Maade. Han er nemlig et Over­ menneske. D ir e k tø r e n . Et Overmenneske? — Vidunderligt

Indfald! — det har jeg aldrig hørt før kalder Dig G eorg! D ig te re n . Vi Overmennesker skriver vore egne Morallove. Ergo behøver Herman kun at sige et Par hundrede aandrige Repliker, — saaledes som kun je g kan skrive dem, — blæse Kone og Maaske-Barn et Stykke, — og saa ta’e Livet af sig. Et Overmenneske, der har Mod til at leve Livet, lager altid Livet af sig. D ir e k tø r e n : Uforligneligt! — Saa befriende og ukjendte Ideer kan kun opstaa i d in store Hjærne. — Tillad, jeg kalder Dig Ib sen ! D ig te re n . Som Biiigurer har jeg en Højre-Profes­ sor, der er Udhaler, en Præst, der er Hykler, og en Ræsonnør, der er Skeptiker og aandrig. Lutter nye, originale Typer, som Du ser. Vor Literatur har længe trængt til en Satire paa Ravnekrogsforholdene i Pro­ vinsen, — denne Trang vil je g nu stille D ire k tø re n . Geniale Mand! Tillad, jeg kalder Dig E sm a u n ! D ig te re n . Der har Du mit Sørgespil. Mit Honorar er beskedent, — kun en klækkelig Pension for Livstid. Jeg vil da haabe, at mit udødelige Arbejde ikke strider mod dine literære Anskuelser? D ire k tø r en. Mine literære Anskuelser er, at alle literære Anskuelser maa respekteres som literære An­ skuelser. Saaledes kæmper mah for en Ide! — Men undskyld, . . . . hin! . . . . en literær Direktør har jo visse Forpligtelser,.. .mener Du, at Dit Stykke vil trække? D ig te re n . Aldrig i Livet! — Ikke en Gang Fri- gængerne. D ire k tø re n . Altsaa Haab om Underballance, — ligesom det rigtige »Kongelige«? Tak, store Mand, — tusirid Tak for din Vandel! (Direktøren besvimer over Manuskriptet af Glæde. Digteren ser paa sit Portræt og besvimer at Beundring). — . Tæppet falder. . — Tillad, jeg

De vil ud paa Studierejser, Det vil gavne, har de ment, Skjønt en Del af de Stabejser Daarlig nok kan tale rent. Dristig man sig anbefaler Som jevnbyrdig Ligemand Med hver Billedhugger, Maler Eller Digter — det gaar an! Naar vi blander os i Fejden, Er det ikkun med et Smil — »Nur die Lumpe sind bescheiden!« Lær dog først den danske Stil! Naar man læser deres Fraser, Faar man først det rette Blik — Lutter Fraser! Lutter Laser! Ufordøjet Æsthetik! En vil ud for »at studere«, Dyrke Muserne paa Kraft — N eum a n n vil nu rekreere Sig for Slidet, han har havt! Ove Rode, gode Ho’ede, Vel til Mode er parat Til at gjøre sig til Gode Som de Herrers Mæcenat. Forhen som en »Kunstens« Ynder Var han dem just ikke god — Som en Synder han begynder Nu nok her at gjøre Bod!

Fordum var man mere kræsen Og vel ogsaa mere stolt; Alt det Skuespillervæsen Tre Skridt blev fra Livet holdt. Man kun saa dem i Theatret, Skrev dem siden sin Attest; Nu er Alting omkalfatret — De er paa den høje Hest! Det er dem, der kritisere Og for Resten være stum. Deres klassiske Profiler, Deres aandrige >En fa c e « Til Beundrerskaren smiler Fra hvert andet Vinduesglas. Skrive Stykker selv de holder Meget af, hvad tidt man ser, Lave der sig Farceroller Selv paa Regisseurmaner. Senere Kritiken skrives Af en trofast Ven pompøst; Men, om Kunsten derved trives, Turde være dubiøst. I >Avisen « de for Tiden Strunk og stolt marcherer op; For Stipendier i Striden Drage de i samlet Trop. Deres sølle Publikum, Nøjes ej med at agere

„Sku e sp ille rn e t a le !“

M otto: »Wenn ein Schauspieler vom Ar­ beiten und Studium spricht, ist es mir ganz, als wenn die Freimaurer vom Maaren sprechen«. Goethe. >Herre! hvad skal Enden blive?« Ja, hvem siger os Besked? — Skuespillerne, de skrive Spalte op og Spalte ned. I Hveranden en Forfatter Med Forbavselse man ser; Ej med Pen og Blæk de klatter, Men det skorter paa Ideer.