S_Punch_1891
1 3 0
— Se, det var N emesis , som var paa Spil Og lod to brave Folkevenner føle, Hvor rart det er at lægge Taler til, Naar Publikum var oplagt til at brøle I Stedet for at sige, hvad det vil! — Kan ikke det en C hrestens Tro afkøle Paa Folkets Røst, at, naar han selv skal taal’et, Vox d e i reduceres da til » S k ra a le t« ?
H and e l o g V a n d e l . D r a m a tis k I n te r iø r .
(Theaterdirektørens Kabinet. Paa Væggen Digter Gjellerups Portræt i overnaturlig Størrelse. Møblementet
V or Jord er, desto værre, fuld a f Prøvelse For hver en trofast demokratisk Sjæl! I » P o iitiken « stod den paa Bedrøvelse Forgangen Dag, da Lykken var saa fæl, A t H ørup led i N æ s tv e d Overdøvelse Og blev besejret der af Hurravræl. — Endskjønt hans Argumenter overstraaled’ De Moderates, blev han overskraalet! Hvor tidt fandt ikke han o g B e r g en Trøst I Vælgerfolkets frie, stærke Lunger, Naar »ned med E strup !« klang af Hjertens L y st F r a evropæiske og danske Tunger. Da priste de bestandig » F o lk e t s R ø s t, Som h ø jt og ly d e lig i L a n d e t ru n g e r!« Om H ørup den Gang skulde døet paa Baalet, Han havde aldrig stemplet sligt som »Sk ra al et«. Saasnart et Stykke Fortid op man ruller A f B e r g s og H ø ru p s Vej til Magt og Roes, Saa ser man »Folket Skulder staa ved Skulder« Og overdøve B il l e , P lo u g og Goos. I Æ r t e d a le n og paa H o ls te b ro s - tourneen var der »kraftigt Folkebulder«, Thi for Hr. B é r g var Midlerne og Maalet Forenet uopløselig i — S k r a a le t. Den Gang opfyldtes deres P'ørersjæle A f en ufattelig og navnløs Fryd Saa tidt, som » F o lk e a a n d en s fr ie Mæle« I Hurraraab sig skaffed Ørenlyd. — Men, hvad i hin Tid æredes som Dyd, Er nu en Last, der kaldes for at vræle, OgFolketsRøst,derfordum»klang s o m S t a a le t I H ild u rs L eg« , omdøbes nu til »Sk raa le t« . \ ' tt A-Af ”.V?i Den Mand, som fra sin lntegadebod Har raabt saavel med døde Torsk i Gaden *’ Som med Opiysning og med Kamp for Maden Saa højt, som ellers hans Organ tillod, Har hørt, at P'olkets Røst gik ham imod, Og tænkt saa ved sig selv: »Nu kommer RaderiT Ti! mig og C h r e s t e n B e r g at blive aalet; Men saa skal Folkets Røst sgu hedde S k r a a le t« .
— Er det ikke min Ven, Digter G je lle r u p fra Hellerup? D ig te re n : Sig kun »den store Digter«. Er vi ikke to Kviste af samme R iis? Hvorfor saa ikke bruge den fulde Titel? — Jeg bringer Dig et Sørgespil, — storartet Digterværk! — Det handler om H e rm a n ------ D ir e k tø r e n . Liget? D ig te re n . Han ender som Lig. Men hans Navn er V a n d e l, og han udmærker sig ved sin Vandel, — gribende Symbolik! D ire k tø re n . En Herman, der udmærker sig ved sin Vandel? — Saa er det ikke den Herman, je g tænker paa. — Videre. D ig te re n . Han elsker en ung Pige, som han ikke faar. D ire k tø re n . Ah! — Kabale und Liebe! — Hvor nyt, hvor originalt! — Tillad, jeg kalder Dig Schiller! D ig te re n . Men han faar en ung Pige, som han ikke elsker. D ire k tø re n . Hvor rystende! — Vent lidt, mens jeg tørrer mine Øjne paa en tysk Tragedie af min berømte Ven R o s e n b e rg . D ig te re n : Min Helt er nemlig oprevet af for færdelige Lidelser, — det giver jeg dig og dine Abon nenter mit Ord paa. I faar ikke Lidelserne at se, men naar je g forsikrer, at de er der, maa det for Pokker være nok. Naa, — hvad gjør naturligvis en tragisk Figur, naar han er oprevet af Lidelser? D ire k tø re n . Han dør, — saaledes som kun min uforlignelige M a rtin iu s kan dø, naar han i sidste Akt knækker over i Ryggen. , ’ ■• D ig te re n . Vis vas! — Nej, han gaar extra! Han forfører en Rektordatter, der slutter første Akt med et Forsøg paa Fosterfordrivelse. — Mageløs Effekt, hva’? '*• ,«. , *i'-. ' " i ; .G;■! • 't.
Made with FlippingBook