S_Punch_1891

1 1 8

F æ lle d sp o rten s n a rt T ag er a tte r F art, Ild n e r U ngdom sblodet, s ty rk e r M odet; S tille V an d rin gsm an d M u n tert v en te k an P a a a t fa a en Fodbold sm id t iH o ’edet. Og B icyclerne, T rods A rtik lern e I de O l d e n b u r g s k e S tra n d v ejslo v e, Uden S po r a f F ry g t T riller h e lt fo rry k t L an gs ad Ø resu n d ets b lan k e V o v e— S k ræ m m er F olk og Fæ M ed de k rum m e Knæ P a a de sm a a og sto re T rilleb ø re, M ens de nok s a a glad S tu nd om fa a r et B ad M idt i K ø rev ejen s ty k k e P lø re. S ik kert m ed et Sm il H ilser vi April, A lle vox ne F o lk s a a v e l som B ørn, Ikke m in d st, fordi Maj og Tivoli S ta a r jo lig eo v en p aa for D øren, Og s a a skal vi artig s la a til S øren! :,

M angen V irtuos Søger Guld og R os H er til L an ds, fo ru d en D ilettan te r; M aan ed en A pril E r jo lu tte r Sm il Mod A lv erd en s m u n tre M usikanter. Og i sam le t T rop K omm er i G alop De h e rtil m ed sv u lm en d e P la k a te r, M ens vi sæ tte r F a rt A llesam m en s n a rt M o dK o ncertp alais og s n a rt T h e ater. M er end én B azar Vi d esu d en h ar, E n, h v o rtil selv A delen h a r tiom m e t, Og h v o r P ub likum D rak d et d yre »Skum «, M edensF attig fo lk dogF løden sk u m m ed .:, I A visern e B eneficerne V e n n e h je rte r s n a rt v il se a t sm elte; B lom st og L a v rb æ rk ra n s I en b ro get D an s V æ lter o v er S cen en s g jæ ve H elte.

Aprilsvise

røn e r V aa re n s Hæk T hingets Mænd er væk, Og m a n sp e jd er efte r n y e Sole P a a sit F irm am e n t; V in teren e r endt, V Men p a a F o raa rsg læ d ern e vi stole.

ham ser man ikke noget til, men derimod A d o l f J e n s e n og naturligvis M a r tin iu s , som altid spiller med og elsker Frøken H o r n e m a n n med lys Paryk, og for R esten er de fleste Personer i Stykket Ladegaardslemmer, som kaldes Jacobinere, hvad der formodentlig kommer af, at de er op­ kaldt efter den nye Borgmester Jacobi, og de er ubehagelige og nærgaaende mod Frøken Hornem ann, som bliver mere og mere ædel for hver ny K jole, hun tager paa, saa at hun tilsidst er en fuldstændig Engel, da hun faar hvid K jole paa i sidste A k t og bliver henrettet for sin Æ delheds Skyld, og jeg tror nok, at det kan more Dem, søde F ru Schrøder, for naar man kun kan komme i T heatret, naar man faar en B illet forærende, saa vil man jo gjerne have noget for sine Penge, og hele Personalet er med og hyler omkap i vilden Sky, hvad der jo er rart for Dem, som ikke h arer godt, og vi var jo naturligvis med til A ristokratiets Basar, og jeg havde skjænket en Sofapude til Tombolaen, De ved, den som gamle T ante Jette havde foræ ret P etersen og mig i Brudegave, og rædsom var den jo, fordi hun ser saa daarlig, det gamle Skind, men vi var jo alligevel nødt til at have den fremme paa Sofaen i Dagligstuen, fordi hun altid spørger efter d e n , naar hun kommer og besøger os, men nu var hendes Syn blevet endnu daarligere, og saa mente vi, at hun kunde ikke se Forskjel, om vi lagde en anden i Stedet for, og saa forærede vi den til Tombolaen, fordi man jo b ør støtte en god Sag, naar man er saadan stillet, at man kan gjøre det, men kan De tænke Dem. saa da vi kommer derhen, saa skal vi naturligvis spille i Tom ­ bolaen, og saa vinder Petersen tre N iter og Sofapuden, og nu tø r vi slet ikke skille os af med den igjen, for nu er Tantes Syn begyndt at blive bedre igjen, saa det var jo paa den anden Side godt, at vi fik den tilbage, ug F rits G rønbæk siger, at der kan man se, hvor udmærket den Bazar svarer til sit Formaal, fordi Sofapuden har faaet et Fortsættelsesasyl hos os, og saa har man dog altid gjort en god Gjerning og bidraget sit til, at de forældreløse Børn kan komme paa A syl i deres F ritid, naar deres F ader og Moder ikke har R aad til at have dem hjemme Ja, skulde De nu ønske Dem lidt Motion, søde Fru Schrøder, saa kan vi jo spasere sammen, naar jeg er ude at kjøre paa Sæfti. Farvel, søde Fru Schrøder, og Tak for Kaffe.

Ved Kaffen.

F r u Ju lia n e P e te rs e n : God Dag, sode Fru Schrøder, maa jeg bare lige sætte mig ned og hvile mig et Øjeblik, for jeg skal sige Dem, min Sæfti staar her udenfor, De ved, P etrine vandt jo en for en K rone i Tombolaen paa Bej- sikkeludstillingen og hun er jo en af de unge Piger, derer bleven enige om at kjøre paa Sæfti, hvad der jo baade er sjertosa og hvadvivil og slet ikke mere uanstændigt end at kjøre paa Trejsikkel, og hun har jo m aattet ligge af at gaa med Korset, som ikke er sportsmæssigt og nu vil hun bruge Pengene til en K lokke og Gummiringe til Sæftien, og F rits Grønbæk, som jo altid skal være sjikanøs mod Pigebarnet, mener, at hun sætter sine Penge i R inge for dog en Gang at blive ringforlovet med en Siklist, og der er ogsaa en, som i sin F ritid er ved Toldvæsenet, som hun maaske nok mener, det bliver til noget med, men hun vil jo først vente og se, om han ikke bliver brødløs ved Frihavnen, men saa har hun jo faaet mig til at prøve paa at kjøre paa Sæfti ogsaa, hvad der ikke er saa nem t, fordi jeg maa trække den efter mig det meste af Vejen, og det er akkurat ligesom den Gang, da jeg lcjørte med lille Ambrosius i Barnevogn, og havde jeg nu haft en Sæfti til ham, da han var lille, saa havde det rigtignok været nemmere, men jeg vil dog alligevel raade Dem fra at kjøre paa Bejsikkel, søde Fru Schrøder, fordi det ikke vil klæde en Dame med Deres Benbygning, og derfor vilde det vist ikke være lædilejk for Dem, men hvis De har Lyst, saa maa De gjerne faa min Abonnem entsbillet til »Thermidor« paa Dagmartheatret i næste Uge, for mine Nerver kan ikke taale at se det en Gang til, og vi var der jo til Prem iæren, og jeg maa sige, at jeg forstaar ikke det Stykke, for den Therm idor, som skulde være H elten i det, og som det er opkaldt efte.r,