S_Punch_1891

114

— Det lader sig dog ikke helt bestride, At en bedrøvet og en glad Oppositionsmand har en fæl les Side.

Hvor de kan trøstig følges ad Og søbe af det samme Fad,

Og Siden har de vidst at sammensmøre A f store Ord og fedt Flæsk, med Appel Til, hvad de har gjort eller vilde gjøre For at slaa Provisoriet ihjel. Dog har de næppe fælles Svineheld. Jagtbrev. To Gange om A aret gaar

Jagten los, efter at Taalmodig- heden har ligget længe nok paa H ylden. I H øst, naar løse Fugle lægger blasfemiske Æ g, og om Vaaren, naar Usædeligheden gaar over Optugtelsen, Men hvilken Forskel! Om Efteraaret Sjov i Ga­ den. Smaa Umulige kører

Der falder mig et Billed just i Tanker, Som forestiller paa behørig Vis Én gl ad og en bedrøvet Gris; Thi samme Indtryk det for Resten plejer At gjøre, naar man ser, hvordan Et Venstreblad med et Par Streger Lyslevende fremstille kan En gl ad og en bedrøve t Venstremand. Den glade Venstremand sin Næse stikker Saa højt i Sky, som han formaar. Paa Vælgerfolkets Bifald er han sikker Formedelst alt det gode, Folk i Aar Som første Klasses Valgflæsk faar. Paa Sukker faar man nedsat Prisen Og paa det gode danske Syltetøj, Hvorfor endogsaa Pengegrisen I Følge Morgengnavets Pennestrøg Ser gladest u d paa B o js e n s Fløj. Men, vil man Politiken læse, Ses af den glade Gris slet intet Spor. Her sænkes hver en Evropæernæse, Som er, i Paranthes bemærket, stor, Ned mod den kolde, sorte Jord. Forræderi samt Aandsfortærelse Er Facit, hvortil her man kom, Og til en højst bedrøvelig Tilværelse S t . G e o r g B r a n d e s , skjønt han pranger Som Nummer Et iblandt G e b r ü d e r C o h n , Maa li’esom H ø r u p s Tugthusfanger For denne Gang for sin Person Des værre give Afkald paa Pension. Hvad Under, at de Radikale, Som ikkun Skade høstet har og Spot, Nu sænker baade Hovedet og Hale, Lig Lænkehunden ved Kong C h r e s t e n s Slot, Naar han paa »Syltetøj« er bankerot. Er H ø r u p s glade Alderdom Med et Par Linier skabt om.

sejrsikkert til Slagmarken i Badstuestræde med J o h a n i Madkurven, — den de bedske Bøder endnu ikke har tæ ret. Fine Jød er fra B r a n d esstationen ved Børsen tages paa K ornet og stikker e n P o n t o p p i d a n ud, naar de bliver anskudte. Tynde Ben, krumme Næser, kjendte Navne, Fæ llesgrin i G e o r g s Skygge, Tju-Ballade for en S tats­ understøttelse. Fingren pifter, P o litiet kommer, J o h a n betaler. Nu, i Foraarstiden, lister lille O v e sig ud alene — et lille F lø jt til D igter M a d s e n — ud i den vilde Vin, ned i Naturalismens Slam : Mon G u y d e M a u p a s s a n t ikke skulde have en tvetydig Sneppe til Feuilletonen? Vandet siver og pipler i Gadebladets Spalter; de gamle Skader stikker Næsen i Vejret og truer med at blive gode en Gang endnu. Avisænderne sætter Gæslinger, der dommer i Bladet under »kjendte Navne«. De smaa Sorte skræpper ikke op i F lo k : L iget H e r m a n vipper paa den døde G ren og gjør sig udtilbens, snoer sig, kroer sig, søger F ri­ havn og faar G ræ dekone-A ttest fra Integade. Foraars- kvartalet er i Luften, A bonnem entsprotokollens blanke Sider skinner ind i A nsigtet, det frie T heater begynder, N atur- drifterne vaagner i Mennesker, i Dyr, i Menneskedyr, Stinkdyr — — — — d e t voxer man aldrig fra, hvor umyndig man end gjør sig med Aarene. A aret har hvilet. Gadebladet har hvilet, hvilet ud under Læsernes og P olitiets Taalmodighed den lange V inter igjennem. N u sprænger Feuilletonen Langmodighedens haarde Skal, og den lille R edaktørspire vender sig atter mod Fængselsluft og gratis K ost. F oraaret kommer ikke igjen; hvert A ar bringer ny Proces. Og den uvartige Sneppe spiller stadig K jæ reste med sin »Smukke Ven* i Gadebladets Feuiileton. Fornøjelsen er sparsom ; men der findes altid P u b li­ kum for tvetydige Snepper. »De gaar i Skolebørn som varmt Brød, — helst paa Feriedage, naar Lærerens Spansk­ rø r er af Syne,* har en gammel Jæger betroet mig, en af dem, der fyrer Straffelove af. Og maaske er dét ikke bar Snak og Overtro; thi franske Snepper retter sig efter uartige Børns Smag, og det gjør Gadebladet ogsaa. Men i A ar er det kun en Forløber, vi har set; endnu ligger Fordumm el­ sens Isdække over Sam fundshykleriets Hængedynd, og man vader i fjortenaars Piger, der bestemmer Literaturen. Lad først C a rl E w a ld hælde O s c a r M a d s e n s vilde Vin paa