S_Punch_1881

82

Keiser ALEXANDER il.

i S 'a n løste sit Folk a f Trældommens Baand, Dets Lænker han sønderbrød. Og hvad blev hans Løn? — For Morderhaand At finde en skjændig Død. Ej skjændig for ham; thi med Højhed og Mod For sin. Gjerning han kæmped’ og faldt, Men til Skam for det Folk, som saa slet forstod At skjærme hans Liv fremfor alt. Til Skjændsel for hele den Flok og den Sag, Som ham myrd ed: med æreløs Kløgt, Som har Fejghed til Værge og Snigmord til Flag Og til Skjold kun en Trælleslægts Frygt. Med Hæder han faldt, skjønt Niddingers Haand Paa Forrædervis fældet ham har, Og hans Aand er nu løst fra dens livegne Baand Og Martyrkronen, han bar. 1 Ma r t s .

— Dog nu for Tiden høres ikke Spor A f Foraarssang af Sol- og andre Sorter. Sort ser det ud, endskjønt paa Kul det skorter, Og Handelen, som ikke just er stor, I denne Tid er kommen ret i Flor, Og banlyst Karneval og al Slags Sport e r : I Kirken standsed’ Orgelet Musiken, Og — glæd dig B E R G ! — man lu k k e d e « B u tik e m , Thi vi har Landesorg i disse Dage. — Ja, det er landesørgeligt, men sandt, Og skjønt vort Folketing har gjort os vant Til baade Landesorg og Landeplage, Maa man dog midt i Sorgen mest beklage, A t den «Butik», som B e r g saa skikket fandt Til Karnevalplads for hans arme Riddere, Slap for at blive lukket indtil videre. Ved Kaffen.

‘en kjedsom Vinter gaar sin skjæve Gang, Vort Lands Befordringsvæsen til Belærelse; Den gjør os Tiden umanerlig lang Og vier hver Pind Brænde til Fortæreise; Til aabent Vande spores dybfølt Trang, Og Solen glimrer mest ved sin Fraværelse; Man stanger Aal paa Isen under Hv e e n , , Og D r a c h m a n n sk river Sange under Sneen. Ja, denne Vinter er saa haard og slem, A t Navnet F i m b u l v i n t e r den fortjente; Dog heldigvis man ftk fra KRABBES Hjem E t Varsel om, at Vaaren er i Vente: Nys til Behandling Nummer 2 kom frem F i n a n s l o v - S a g e n , og man har in mente, A t har den naaet det Punkt i Pærevællingen, E r det med Driverne saa smaat paa Hældingen. Det er et Tegn saa sikkert som Violen, Den, man i Marts kun sjælden finde kan: Snart har vi Foraar i det ganske Land ; Saa smelter Isen, og saa kommer Solen, Og al den Virksomhed paa Talerstolen I Vinter smelter rent og bli’er til Vand. De mange Forslag, son i Tinget vrimlede, Til den Tid er for største Delen himlede.

F r u S ø ren sen . Tak, søde F ru Schrøder, kun en lille S ja t endnu, je g véd jo nok hvor baade Kaffen og